YouTube-stjerner

Hvis du nogensinde har surfet lidt febrilsk rundt på YouTube, er du med stor sandsynlighed stødt på indiske Bloodywood. Bandet fra New Delhi har nemlig fået stor succes med først deres covernumre af diverse popsange og siden deres originale materiale – med millioner af videoafspilninger til følge. Musikalsk læner sekstetten sig op ad nu-metal-navne som Hacktivist, Limp Bizkit, Five Finger Death Punch og Linkin Park – og nå ja, så centrerer de musikken om traditionelle instrumenter fra hjemlandet. Lyder det underligt? Det er det også.

Hollywood, Bollywood, Bloodywood

Lad mig starte med at sige, at der er rigtig meget at holde af ved Bloodywood: Bandet præsenterer et meget originalt lydbillede, de seks herrer er dygtige musikere, og det er virkelig befriende at høre nogle kunstnere, som står ved deres kulturelle ophav og bruger det substantielt i musikken – ikke bare som et lille indslag her og der, men som et bærende element. Man fornemmer klart, at de traditionelle instrumenter ikke bare er en gimmick; de er en grundlæggende del af musikken. Derudover er Bloodywood et socialt og politisk engageret band: Teksterne handler blandt andet om depression, psykisk sygdom og social undertrykkelse, og gruppen har ved flere lejligheder doneret deres overskud til velgørende organisationer i Indien. Det er sgu prisværdigt!

Desværre er det svært at lade sig begejstre lige så meget over selve musikken – den kammer nemlig alt for ofte over og mister fuldstændig fokus. Tag for eksempel ”Dana-Dan”. Her får vi fem minutters rendyrket vanvid med umenneskelig hurtig rap og noget, der minder om trapmusik, alt imens forvrængede guitarer og traditionelle instrumenter brager løs i baggrunden. Hvorfor skal der ske så meget på én gang? Tag det roligt, drenge. Det her er mere sjovt, end det er godt… Noget lignende kan siges om ”Aaj”, hvor en fløjte er det centrale instrument – lige indtil den byttes ud med en pumpende elektronisk tone. Hvorfor ikke fortsætte med fløjten? ”Aaj” er blandt de bedre numre på pladen, men man må acceptere de lidt forstyrrende elektroniske indslag – og rapperens sej-fyr-attitude.

I overvejende grad går det også ok på ”Gaddaar”, ”Machi Bhasad” og albumlukkeren ”Chakh Le”. Førstnævnte mestrer balancen mellem nu-metal og folkemetal, byder på intens energi og et fængende omkvæd, mange sikkert vil skråle med på til diverse liveshows. ”Machi Bhasad” vinder også point for sin utrættelige energi, og selvom omkvædet endnu en gang stikker af og kammer over, er melodien ganske fængende, og man forstår sagtens, hvorfor dette nummer har fem millioner visninger på YouTube. En smule mere nedtonet, men stadig vildt og pumpende er det på lukkeren ”Chakh Le”. Omkvædet er habilt, rappen potent, og sådan sætter Bloodywood et fint punktum på en noget rodet og ærlig talt lidt trættende plade.

Et frisk pust – og det er vist det

Rakshak er uden tvivl et frisk pust, og selvom mange andre bands også inkorporerer folkeinstrumenter i deres metalmusik, har Bloodywood sin egen lyd. Det er et kompetent band med en spændende præmis, men jeg tror desværre ikke, musikken er særlig langtidsholdbar. Det er sjovt og festligt de første 10 minutter, men så bryder helvede løs, det hele kammer over, og lydbilledet mudres totalt til. Måske er Bloodywood ikke et band, man skal høre på plade, men live – og i så fald er vi heldige, for de indiske nu-metallere kigger forbi Pumpehuset i marts næste år.