Mens den kolde krig varmer op

Koldkrigsstemningen har slået sine issylekløer i Europa. Putins stenansigt har rejst sig som en monolit i landskabet, og hans hårde blik skuer begærligt mod både Europa og Vesten. Det er helt til at få gåsehud af, men mens mange er fængslet af isnende frygt, er det russiske kunstnerkollektiv Pussy Riot sprunget til handling. Gennem happenings og deres punkede musik har de fundet mejslerne frem for at hugge i Putins stenstøtte. Det har de betalt en høj pris for: Efter en aktion i en russisk-ortodoks kirke i 2012 blev flere fængslet, et medlem er blevet forgiftet, og medstifter af Pussy Riot Nadezhda Andreyevna ‘Nadya’ Tolokonnikova måtte flygte forklædt som et takeawaybud for at komme ud af landet. Deres musik har ikke tidligere været udgivet officielt, selvom man med lidt søgesnilde kunne finde bootleg-udgivelserne In Riot We Trust samt Ubey Seksista. Der er ingen tvivl om, at deres politiske virke er slagkraftigt, og at de har fået mange slag for det. Nu er spørgsmålet så, om deres musik også er det.

Punk feat. Putin

Punk er for folket, ikke parnasset, og netop derfor er genren ikke lige så bundet af en bestemt lyd eller æstetik. Og så alligevel: Selv det tilsyneladende grænseløse må have en vis bundethed til definitioner, der gør det genkendeligt. Punk er eksempelvis karakteriseret af kaos, et hæsblæsende tempo og en rå vokal, der ofte råber en anelse falsk. Selvfølgelig er det karikeret beskrevet, for der eksisterer jo en del punk, som falder lidt uden for flere af genregrænserne, men alligevel bevarer en vis voldsomhed i sin knytæveregn mod glasloftet … og så er der Pussy Riot. Indholdsmæssigt og æstetisk er der ingen tvivl om, at de er mere punk, end nogen af os hyggekontrære danskere kunne drømme om at blive. Iført pangfarvede elefanthuer og lårkorte kjoler i det russiske vintervejr kaster de en molotovcocktail lige i smasken på Putin og den russisk-ortodokse kirke, som samarbejder med staten om systematisk undertrykkelse af folket. Pussy Riots politiske aktivisme er evigt relevant, når de har taklet alt fra abortlovgivning til politivold som på den grundvoldsrystende “I Can't Breathe” fra 2014. Med udgivelsen af CYKA bliver jeg dog i tvivl om, hvorvidt man kan kalde deres musikalske udtryk for punk. Vokalen er kandiseret, og trods teksternes brod fremstår sange som “NOTHING TO LOSE” og “CANDY DOPAMINE” så sukkersøde, at det hviner i plumperne. Man kan mærke en rest af inspirationen fra Riot Grrrl- og Oi-punken på “DISOBEY” samt “FACELESS PIGS”, og de er da også nogle af albummets forsvindende få højdepunkter. Desværre formår “FACELESS PIGS” ikke at ramme lige så rent som deres tidligere protest ved mordet på Eric Garner. Vi er da også hurtigt tilbage i slikbutikkens candyflossspundne rytmer på “UTOPIA”. End ikke et bidrag fra Avenged Sevenfold på “CANDY DOPAMINE” kan redde affæren fra at gå til i sukkerinduceret karies. Ja, faktisk lyder Avenged Sevenfold så ulig sig selv, at jeg måtte dobbelttjekke, at det faktisk er dem. De er ikke det eneste interessante bidrag på albummet … og her tænker jeg ikke på B-Real. Nej, selveste Vladimir Putin gæster simpelthen albummet på titelnummeret “CYKA”, der er russisk for ‘kælling’. Et interviewbid, hvor han spørges ind til sin holdning til Pusdy Riot er klippet ind i sangen… og han er ikke just begestret for dem, hvilket sangens titel også røber. Det er en kæk, ikonisk lussing til den russiske stat, og jeg kan kun applaudere dette særdeles modige valg. For Pussy Riot har med et knojern som forlovelsesring viet sig til punkens protest, og der er ingen tvivl om, at deres tekster er slagkraftige. Modigt er det ligeledes, at de fleste af disse synges på russisk, så man skal lige finde ordbogen frem, hvis man ikke er kyndig i det kyrilliske alfabet. Desværre falder deres musikalske æstetik så langt uden for skiven, at det grænser til pop … og måske går over grænsen. Rytmerne er elektroniske, repetitive og uden udvikling. Lydbilledet er simpelt og monokromt med mindre variation og færre nuancer end et Yves Klein-maleri. Som aktivister er Pussy Riot evigt relevante, men det er deres musik desværre ikke.

Mindre sukkersødme, mere Candy

Pussy Riot er elsket i Vesten og hadet i Rusland. Ja, kulturparnasset herhjemme har taget dem så meget til sig, at de har været udstillet på Louisiana. Her kunne man bevidne, hvordan flere voldelige skybrud regnede knytnæver ned over aktivistkollektivets medlemmer. De har ofret blod, sved og tårer på Pussy Riots protestprojekt … men desværre kan det ikke høres. Jeg ville så gerne have elsket albummet, og derfor er skuffelsen stor. CYKA er så simpelt og musikalsk intetsigende et album, at det undersælger deres aktivisme. Det er ellers netop nu, vi har brug for den. Selv Pussy Riots samarbejde med Brooke Candy havde mere nerve end sangene på dette album. Måske er det netop, hvad de har brug for: En samarbejdspartner med kunstnerisk sans, som kan vejlede dem. Men det skal nok være en anden end Putin.