Hvis væggene kunne tale, ville de synge med
Kunne du høre det? Hvis ikke, skulle du have lagt øret til Store VEGAs træbeklædte vægge og lyttet. For denne aften spillede Bersærk minderne frem af knasterne, der hviskede historier fra dengang, de var svajende grene på knudrede ege og endnu ikke havde mærket øksens æg. Selvom træet nok ikke daterer helt tilbage til den tid, hvor vikingerne gik bersærkergang gennem skovene, kunne man alligevel levende forestille sig fordums kæmper drage ud på ridt under kronerne til tonerne af Bersærk - og måske lige riste nogle runer i en stamme på vejen. Projektørerne regnede koboltstråler ned over scenerøgen, hvis tågebanker flød ud i salen som fløde, der bløder i kaffe. Der var en næsten andægtig, spændingsmættet stemning i salen inden Bersærk. Væbnet med fadøl og høje forventninger var vi alle klar til at løbe med ulve og gå bersærk. Før ulven blev sluppet løs i den sal, som dens skov var blevet omhugget til, skulle vi dog først selv svaje i takt til 802 og synge heltekvad for den hedengangne kæmpe fra Adventure Time med Ashes Of Billy.
802
Eventyrernes tid er ikke forbi - tværtimod er den ligesom denne aften kun lige begyndt. Koncerten lagde ud med en genopførelse af H. C. Andersens eventyr om Kejserens nye klæder, da 802 indtrådte på scenen, og den bette fyr ved siden af mig spontant udbrød: “Se, far, han har ikke noget tøj på!”. Her henviste han nok til trommeslager og forsanger Andreas Asingh, der spillede i bar mave, men heldigvis dog havde bukser på. 802 blæste næsten også trøjerne af alle os andre med deres hæsblæsende rytmer og kindblafrende basstød. Anno Domini 2022 opstod bandet i Djursland og har siden udgivet både musik og kortfilm. I aften spyttede de rå, rockede riffs ned på vores skosnuder og polerede dem derefter med shoegaze-agtig synth. Inspirationen fra bands som HEALTH er tydelig, men der er også en del indieprægede elementer i musikken, som gør den svær at placere i en fasttømret genrekasse. Det var drømmende som en mareridtsudgave af dreampop under “Princess” og “1986” med enkelte techno-agtige indslag af elektroniske rytmer. Dog blev det til tider så repetitivt, at lytteren næsten blev lullet i søvn. Jeg savnede mere tyngde og en tydeligere basbund i lydbilledet, som kunne gøre det mindre flyvsk og mere bastant. Generelt var bandets visuelle udtryk en del tungere end det auditive. Med nitter langt op ad armene og hair flips, der var en shampooreklame værdig, kunne man have troet, at de spillede dødsmetal, hvis man slukkede for lyden. Deres melodiske udtryk passede dog derudover fint som en amuse-bouche til Bersærk.
Ashes Of Billy
“Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung,” skriver Paulus i Første Timotheusbrev. Det kunne sagtens blive det roskildedensiske grungeband Ashes Of Billys nye motto, for trioen er stadig i folkeskolealderen. På trods af deres dunfrie hager fremstod bandets musikalske udtryk fuldvoksent og selvsikkert plantet i grungegenren. Der var dømt ren, amerikansk high school-stemning som på “Smells Like Teen Spirit”-musikvideoen - komplet med en skrigende fanklub af seje teenagepiger, der blæste kys i retning af scenen og nær var dånet mod bølgebryderen. Forsanger Daniel Hermann lød til tider som en yngre version af Chris Cornell, og en finere sammenligning findes næsten ikke. Desværre druknede bassen af og til en smule i lydbilledet, men det fungerede fint, når den fik plads til at skinne igennem. Energien sitrede statisk i luften under hittet “Burned Out”. På sange som “Feel You Around” formåede bandet på forunderlig vis at genskabe stemningen fra 90’erne, selvom de ikke selv har oplevet dem. Et kritikpunkt kunne være, at de næsten lyder for meget som deres idoler i eksempelvis Pearl Jam og Nirvana - men det vil jeg egentlig ikke holde imod dem. Særligt ikke, fordi alle bandmedlemmerne udviste en teknisk kunnen og genrebevidsthed, som overskriver andre musikere på dobbelt deres alder. Bassist Anton Stampe leverede både fine baslinjer og kærlige blikke op mod sin udkårne på balkonen i ren Romeo og Julie-stil. Trommeslager Johan Borgaa var ligeledes leveringsdygtig på taktfaste toner. Jeg ville blot ønske, at han havde fået lov til at lege lidt mere med rytmekompositionerne, end hvad genren normalt tillader. Tidligere i år lagde Ashes Of Billy Copenhell ned, og der er ingen tegn på, at deres popularitet eller fremdrift er dalende. Det var særdeles kært, da de takkede deres forældre for at køre dem, og de nærede en nærhed til publikum, som andre bands kunne lære af. Alene det, at deres navn får mig til at tænke på Adventure Time vinder point hos denne anmelder, og der er ingen tvivl om, at Marceline The Vampire Queen ville være stolt af at spille øksebas med dem som support.
Bersærk
Skal ulven til kiropraktor?
Mens vi tidligere hørte børnene sige sandheden, var det nu tid til, at de fulde folk kom til orde. ’Fød mine børn!’ råbte en fuldvoksen mand, der vist havde drukket sig ned til spidsen af sit drikkehorn. Da forsanger Jens Moss Thorsen spurgte publikum, om de havde det godt, svarede selvsamme mand: ’nahrj, jeg har lidt ondt i ryggen’. ’Det har vi også’ svarede Thorsen. Om det var ment som en bekræftelse af publikums hujen eller en kommentar til deres rygsmerter står hen i det uvisse. Bersærk har i hvert fald været igennem en markant rygmarvstransplantation, da den tidligere forsanger Casper Roland Popp udtrådte af bandet. Det kan være gavnligt af og til at tømme ryggen, og vi ventede alle i spænding på at høre, om deres nye udgivelse, Verdens Vrang, stadig havde samme nerve som mesterværket Sol, eller om både rygraden og lydbilledet var blevet slapt som en oversavet regnorm.
Elefant på menuen
Der var dog intet rygsøjlekollaps over Bersærks energi, da de åbnede ballet med “Kollaps”. Både natten og tekstuniverset var begsort som de Limfjordsportere, bandet ynder at drikke. Uret kimede ulvetimens komme - for hvem er Bersærk egentlig, hvis de ikke synger om ulve? Bandet har tidligere sagt om sig selv, at de er vrede på den glade måde. Det er meget rammende, for både deres spilleglæde og samfundskritik var til at tage og føle på. Det er fem år siden, at de sidst udgav nyt materiale, og aftenens koncert var til dels en releasefest for det seneste skud på stammen, Verdens Vrang. Blandt ulvekoblet var der dog også et andet dyr i salen: En elefant i form af Popps fravær. Denne elefant blev til dels skambidt af Thorsens vokal, der svingede sig op på velklingende, melodiske højder. Der er intet at udsætte på hans klangbund, men jeg savnede dog Popps mere hæse råhed. Måske skal man bare vende sig til nye toner og i stedet finde råheden i andre dele af lydlandskabet end vokalens gravhøje.
Koncertens største overraskelse var introduktionen af en violinist og cellist. Elementerne fra klassisk musik passede fint ind i den melodiske, melodramatiske stemning på sange som “Dårlige Tider”. Måske var det nervøsitet, der gjorde, at violinisten ramte en enkelt tone lidt skævt, men ellers var det et fint indslag - og ligesom i Fakta ville man blot ønske, at de blev lidt længere. Hvordan havde det mon lydt, hvis de også spillede med på mere hårdtslående sange som “Vinter Komme”? Det kunne være et interessant eksperiment i fremtiden.
I en tid med perfekthedskulturens diktatoriske spændetrøje er menneskelige fejl kærkomne, og dem lavede Thorsen flere af. Han havde for eksempel glemt at skifte guitar, fumlede en del med dens rem og var lige ved at vælte instrumentet, da han skulle udskifte det. Men dette er ikke kritikpunkter. Tværtimod har jeg stor respekt for, at han anerkendte fejlen, skiftede guitar og begyndte forfra i fuldt vigør. Så er man da for alvor sikker på, at de ikke spiller playback. Det kunne også høres på publikum, at bandet stadig havde deres fulde opbakning. Fumlefingrene tilføjede en del charme til koncerten som helhedsoplevelse og viste Bersærk i et sympatisk skær. Guitarist Lars Evers gik bersærk på strengene, og trommeslager Simon Meiner holdt ulvens rytmiske rygsøjle rank. De siger, at man skal æde sine kameler, så lad os gøre ligeså med elefanter og modtage denne nye, lidt blødere version af Bersærk som en ny hvalp i koblet, hvis kløer måske lige skal slibes til.
Ulveridt mod solen
Vil Thorsen som den nye alfaulv for evigt stå i elefanten Popps skygge? Nej, for mens hele tanken om ulveflokkens opdeling i alfa-, beta- og resten af det græske alfabet-hanner er baseret på et studie af ulve i fangenskab, er Bersærk frie ulve med en organisk flokstruktur. Hver musikers instrumentale virke støttede hinanden og dannede et sammenhængende fællesskab, hvor rytmer, riffs og vokal løb i samlet flok. Hvis de i fremtiden genfinder mere af den tidligere tyngde, skal ulven nok rette ryggen og halse hovedkuls mod frihed eller død.
