Heavymetal.dk

Intensitet og minutiøst format og talent

Magisk! Havde jeg kun et ord til rådighed om Kollapses optræden på ZeBU, ville dette være ordet. Denne lille scene var som skræddersyet til Kollapses optræden, der var en magtdemonstration udi færdigheder på strengeinstrumenter. Godt understøttet af en trommeslager, der spillede beundringsværdigt og gav trommerne en ordentlig omgang gedigne tæsk. Med kun ganske få spots, der lyste scenen op, var vi tilskuere til en optræden, hvor vi gradvist blev suget længere og længere ind i et dunkelt univers, hvor emner som sult, krise, isolation, kærlighed og død var omdrejningspunkterne. De meget lange passager af udelukkende lyde og fløjlsblød guitarhåndtering stod i skærende kontrast til de meget tunge riffs, vrede vokaler og brøl, som vi også blev præsenteret for. Det var en meget intensiv oplevelse at stå foran scenen og blive lukket ind i dette post-metalliske univers med noter af sludge og doom. Der var et konstant og jævnt flow i temposkift, der mageløst manifesterede, hvor teknisk højt niveau der blev spillet på, og hvor dragende det var. Der er mange måder at lave temposkift på, men at udføre det på denne dynamiske måde er beundringsværdigt.
Minutiøst blev denne optræden orkestreret stort set fejlfrit, og publikum stod tilbage med åben mund og polypper, som var det en hypnotisk drøm, de var vågnet fra.
Kollapse gav os en kompromisløs koncert, der magtede den svære kunst at balancere imellem det melodiske og det dystre, uden at vægten tippede. Der var lige dele smadder og kontrol. Det var komplekst, brutalt men samtidig også skrøbeligt.
En helt igennem flot koncert fra Kollapse, som spillede kapabelt, intensivt og dragende. Snyd ikke dig selv for en koncert med Kollapse, hvis du har muligheden.

9/10

Der blev spiddet på den oldschool måde

Der var en del førstegangs-bands for mig i denne weekend, og Impalers var endnu et af dem. Jo, jeg har da hørt dem i radioen og på Spotify, men jeg har aldrig oplevet dem live før fredag i Amager Bio. Som ventet var der ikke mødt mange op fra starten, de kom stille og roligt sivende fra de andre koncerter på ZeBU og BETA. Men da Impalers var startet, blev der fyldt godt op i Amager Bio med tiden. For en, der aldrig har hørt dem før, så syntes jeg at kunne trække nogle ret klare referencer fra Bay Area og hele NWOBHM (red.: New Wave Of British Heavy Metal). Den koncert, jeg var til, kunne lige så godt have foregået i midten eller slutningen af firserne, og mine øjne fangede mere og mere deres bassist, som mindede lidt om en reinkarnation af Cliff Burton, der stod og headbangede, mens hans fingre tævede strengene på hans bas. Impalers spiller thrash af den gamle skole. Det er tungt, det er hurtigt, og inden du har set dig om, så har du fået en rundbarbering af hegn. Dog kan det også blive lidt kedeligt og ensformigt, når det bare skal gå hurtigt, og det kræver en fin balance mellem interaktion med publikum og sammensætningen af sætlisten. Det kan godt blive vildere …

6/10

Den mørke materie levede i bedste velgående på ZeBU

Telos, med deres unikke blanding af blackened hardcore, gav Copenhagen Metal Fest 2023 en oplevelse, der satte sindet på prøve og efterlod publikum i en tilstand af intens eufori og forundring.
Når man går ind med åbent sind og ikke har hørt Telos før, går der ikke meget mere end et par minutter, før man bliver suget ned i dybet af deres musik. Det er som at blive indhyllet i klistret mørk materie, en ondskabsfuld og overvældende kraft, som man ikke kan undslippe. Alligevel føltes det på en eller anden måde rart, brutalt og decideret ondskabsfuldt på den mest muligt forførende måde. Fra det øjeblik de trådte på scenen, var der en ubønhørlig intensitet i luften. Trommerne dundrede som hjerteslag, guitarriffs skar igennem mørket som knive, og vokalen var skarp og skinger og gik direkte i sjælen. Telos formåede at skabe en dyb forbindelse med publikum, der blev draget ind i bandets musikalske afgrund. Det var tydeligt, at Telos ikke bare spillede musik; de udforskede det ukendte og udfordrede grænserne for, hvad hardcore og metal kan være. Hver strofe og hvert breakdown var som et psykotisk dyk ned i mørket. Som med alt andet kan det også gå hen og blive lidt rutine og ensformigt, hvilket også gjorde sig gældende her, uden dog på nogen måde at ødelægge koncerten.
Telos viste, at hardcore og metal stadig kan være et udforskende kunstnerisk udtryk, der kan ryste folk ud af deres komfortzoner og tage dem med på en rejse ind i det ukendte mørke.

7/10

Retrorytmer fra Kadavermarch

På en propfyldt BETA-scene kom publikum på en ørkenvandring sammen med Kadavermarch. Her havde vi med stonerrock af fineste kaliber at gøre. Det var som at træde ind i en tidslomme, hvor lyden var tung, melodiøs og med catchy omkvæd sunget af de to sangere, der begge havde en god portion roughness på stemmebåndene. Det var langtfra poleret og blev i momenter også en anelse svært at tyde, hvad de egentlig sang, men vi har med stonerrock at gøre, så det hører sig med. Der skal og bør være en kant og roughness, hvilket der bestemt også var, især distortion, som netop gav lyden et ”knasende” og karakteristisk touch.
Den dæmpede belysning, den nedstemte bas og de tunge guitarer med de flotte soli og den gode groove fra trommerne smittede af på publikum, der i manges tilfælde stod med lukkede øjne og rockede med i takt til musikken. Det var tungt og dragende, og de lange instrumentale passager gjorde musikken følelsesladet, æstetisk og dyb. Det elektriske orgel gav musikken en dimension af blues og harmoni, og i det hele taget gav den samlede lydoplevelse associationer til en lang række bands, som i den grad er repræsentative for stonerrock. Lad os blot nævne King Weed, Kyuss, Sleep og Uncle Acid and the Deatbeats. Hvad jeg dog kunne have ønsket, var lidt mere Led Zeppelin for at bryde monotonien, men det er som bekendt en smagssag.

7/10

Ghost Iris var klar til ballade, da de entrerede festivalens største scene præcis kl. 19:30. Bandet gik på scenen iført masker, og Jesper Gün i front stod i vest og solbriller. Ikke en battlevest, forstås. Men en kevlar-vest ligefrem. Og lommelygte, som han kunne lyse publikum i ansigtet med. Det havde han ikke behøvet, for lyset fra scenen gik blændende i gang, og jeg havde simpelthen prikker for øjnene de første par sange igennem. Det, jeg kunne se, var dog en Gün, der stak fuckfingre til højre og venstre, mens han blæste rundt på scenen. Men så var stilen lagt – og gryden var i kog. Det skulle heldigvis hurtigt vise sig, at ballade var præcis, hvad publikum ville have. For der blev hurtigt fyret op for ganske gedigen metalcore med proggede elementer, og det gjorde de godt. Øretæverne sad løst hele showet igennem, og de tonstunge breaks sørgede for, at pitten nærmest ikke stod stille på noget tidspunkt. Gün udbrød dog et overrasket ”Hvad fuck laver I?!”, da en ro-pit bredte sig foran scenen – og til det er der vel egentlig ikke noget fyldestgørende svar. Folk morede sig, men jeg må indrømme, at jeg desværre ikke synes, at vokalen var klar og høj nok til, at man fik det fulde ud af musikken. Showet, der blev leveret, var til gengæld lidt rigeligt tydeligt Der var nærmest akrobatiske spring og kravlen rundt på hinanden under sangene, og jeg var trods alt imponeret over, at der overhovedet kom musik ud af de tumlende mænd. Det blev dog alt for meget for min smag, men de fremmødte så mestendels ud til at more sig.

6/10

Vægtløs fra Aalborg er et af de få bands på dette års CMF, der bruger danske tekster – og det gør de personligt og vedkommende og med en lydmur af post-black i ryggen. Forsangeren Troels Højgaard nærmest råbte sine enormt nærværende og intense sange, mens bandet bag ham bragede mageløse toner ud over det fremmødte publikum. Det lillebitte rum, som Zebu udgør, var lige præcis nok plads til en intimkoncert af højeste kaliber. Publikum stod tæt og lod sig forføre af den intense atmosfæriske lydmur, der skyllede ud over scenekanten. Bandet består af et pudsigt mix af både personlighed og en vis – måske nordjysk – skyhed, der gjorde, at der stadig var distance. Samtidig balancerede de imellem de helt fine og følsomme passager og smadrende black-riffs. Vægtløs ramte dermed også en fantastisk kombination af screamo-vokal, sjælsudkrængende tekster og tonstunge riffs, og det hele gik op i en højere enhed, da Troels kravlede ned fra scenen og lod publikum omslutte sig. Det blev fortalt, at teksterne alle omhandler dødsfald, og blandt andet blev en sang dedikeret til Kristian der lige nu kæmper for livet. Det kastede en voldsom kuldegysning af sig at se publikum både respektere stilheden i det øjeblik og derefter lade sig rive med, da musikken gik i gang igen. Da koncerten var overstået, havde jeg det, som om jeg havde læst Troels Højgaards dagbog – eller måske i hans digtsamling. Det var både personligt, skrøbeligt og følelsesladet. Livet er smukt, derfor gør det ondt. Sådan kan man jo også tage livet af et børneteater. Men døden er ikke kun brutalitet og smadder. Det er også rå følelser. Afsavn. Tårer i øjnene og en stemme, der knækker. Og alt det leverede Vægtløs. Åbent og sårbart.

8/10

Avarice sejrede, folk headbanger stadig!

Endnu engang var forventningerne ikke store. Ikke fordi jeg var forudindtaget med dårlige anmeldelser eller lignende, nej, fordi det var første gang, jeg hørte om Avarice. Trods det at vi på magasinet har givet deres debutalbum 9/10 kranier og ikke har kunne få armene ned over et album, som har været 16 år undervejs, så var jeg ikke farvet, og det var helt med vilje.
Avarice satte barren ret højt indenfor weekendens udskejelser ud i thrash-/death-genren. Med et par velplacerede spark i skridthøjde gav de publikum på BETA fuld valuta for pengene, med en energi der ikke bare nåede ud over scenekanten, nej, den nåede helt ned bagerst i lokalet, ned i baren og retur. Avarice har en fandenivoldsk attitude, som kun var ekstra brænde til det bål, de allerede havde fyret op under publikum, som gennem hele koncerten kvitterede med at kaste horn, crowdsurfe og moshe, som om livet afhang af det! Der var ikke en finger at sætte på deres tekniske formåen. De er et godt og gedigent sammenspillet band, som både har lyd og teknik i orden. Det får dem også bare til at fremstå langt mere professionelle, når man ikke som publikum først skal lytte sig til, hvad det er bandet gerne vil med det her.
Jeg mindes i øvrigt ikke at Avarice har spillet på Copenhell endnu? Jeppe Nissen fra Copenhell, hvis du læser med her, så ønsker vi os Avarice. Tak!

9/10

Svartsot er meget mere end sort sygdom

Folk/-vikingemetal i verdensklasse. Talent fornægter sig ikke, ej heller erfaring, og den erfaring var til at mærke, da Svartsot stod på scenen i Amager Bio fredag aften. Der var smæk på både instrumenter, vokalen og fede gimmicks, som publikum til sin store fornøjelse lagde øjne og ører til. Svartsot er ved at være nogle ældre herrer, men der var absolut ingen metaltræthed at spore hos dette folkelige band. Hele deres optræden blev jævnligt krydret med små anekdoter og lettere drillerier bandmedlemmerne imellem, hvilket gav det hele en ekstra dimension af, hvad metal også indebærer, nemlig glæde og fest. Nok var vokalen dyb og growlende, instrumenterne hårdtslående og hurtige, men her stoppede det ikke. Hvor guitar, bas og trommerne lå bunden i Svartsots optræden, trak bandet både mandolin, fløjte og ikke mindst sækkepibe op af hatten, som var med til at give hele herligheden et ekstra tilskud af rytmer og underbygge tekstuniverset, der kredser om historiske temaer, folkeviser og folkefortællinger. Svartsot spiller og synger på dansk, og foran scenen fandt vi da også en relativt stor skare af publikum, der sang med på hele repertoiret og gav den gas med både dans og headbanging. Det var svært ikke at lade sig gribe med af stemningen, da Svartsot spillede op på scenen og gav os en koncert med lige dele rå energi fra dødsmetallen og folk-musikkens fængende melodier. Svartsot er et band med kontraster. At de tager deres musik seriøst, er der absolut ingen tvivl om, men at de tvister den med lidt gak og løjer gør blot Svartsot folkelige.

8/10

Aldrig har en stortromme fået SÅ mange og hurtige prygl!

På festivalens dag 1 havde jeg den uforglemmelige oplevelse af at overvære det unge danske dødsmetalband Nakkeknaekker i aktion på et fyldt ZeBU. Det var en koncert, der vil blive husket i lang tid fremover.
Først og fremmest må jeg fremhæve Anton, bandets trommeslager. Han var simpelthen knivskarp på sit instrument. Hver eneste slag på trommerne føltes som en lussing i ansigtet, og hans tekniske færdigheder var intet mindre end imponerende. Hans utrolige energi og præcision på scenen gav koncerten en utrolig intensitet. Hvis Anton nogensinde besluttede sig for at cykle Tour de France, ville han sandsynligvis vinde med hele to omgange!
Men det var ikke kun Anton, der stjal showet. Hele bandet, inklusive forsangeren, var helt fremme ved scenekanten, hvilket skabte en dyb forbindelse med publikum. Der var ingen forsøg på at gemme sig i mørket eller ved scenens bagside. Hele rækken af musikere stod og headbangede, mens de spillede, og de gav alt, hvad de havde. Det var tydeligt, at de elskede at stå på den scene.
Nakkeknaekker leverede en utrolig rå og energisk forestilling. Deres sange var som en voldsom flodbølge af lyd, der skyllede over publikum og efterlod os i en trance. Der var en intensitet i musikken, der rystede krop og sjæl, og jeg blev fanget i deres dystre univers fra første tone. Alt i alt var koncerten en sand fryd for de fleste fans af dødsmetal. Bandets dedikation til at levere en mindeværdig og højspændt optræden var tydelig, og det var en aften, jeg sent vil glemme. Jeg ser i dén grad frem til at opleve dem igen i fremtiden og er sikker på, at de vil fortsætte med at erobre fans og ikke mindst verden med deres imponerende musikalske kunnen.

10/10

Aarhusianske Archon stod klar på BETA til at give publikum sit bud på et mix af metalcore og deathcore sent fredag aften. De kom flyvende fra start dog med lidt knas fra lyden. Det tog dog hverken pusten eller modet fra det unge band, som brugte masser af synth og andre lækre detaljer til at spice musikken op. Det bevirkede da også, at de mange fremmødte dannede en ganske gedigen pit på den sparsomme plads. Musikken var både tung og storladen, og teksterne – hvis du da kunne høre dem i mængden – berørte både dystre personlige og socio-politiske elementer. De effektive breaks og gedigne brøl fra forsanger Mikkel Rützou viste på fornem vis, hvor fed metalcore/deathcore Danmark producerer i disse tider. Der var derfor masser af god stemning – og det var tydeligt, at bandet nød at være på scenen. Og da Rützou smed kasketten, så var der et par opløftende grin på vegne af hans vilde hår. Sniksnakken forsvandt dog hurtigt, da musikken igen gik i gang, og der igen var mulighed for at vride en nakke af led i pitten. Det var både virkeligt flot sammensat og eksekveret med masser af spilleglæde og kemi med publikum. Det er altså et band med masser af vilje og talent – og masser af potentiale, som vi glæder os til at se igen på spillestederne.

8/10

Her, der og alle vegne

Altid veloplagte HateSphere lukkede og slukkede Amager Bio på den første dag af Copenhagen Metal Fest, og sikken et punktum de fik sat.
De garvede og gæve jyder gav os en omgang af deres ”old school in your face metal”, og publikum kvitterede med fed energi i form af både moshpits, crowdsurf, wall of death og adskillige ro-både. De altid veloplagte musikere gav den maksimal gas på alle parametre. Fra det moment HateSphere entrerede scenen, og til de gik af igen, fik vi et højintensivt show, der lydmæssigt sad lige i skabet, og hvor den fik alt, hvad remmer og tøj kunne trække. Der var en tilpas råhed og brutalitet over Mathias Uldalls stemme, der udover at synge også brugte hele scenen og formåede at connecte med publikum, som i den grad var mødt talstærkt frem. Da forsanger Christoffer Kofoed fra Nakkeknaekker kom på scenen og gav den gas sammen med Mathias Uldall, lød der et stort bifald. Et kort, men dog fint besøg fra den unge forsanger. Udover den fine vokalpræstation formåede bandet at give publikum geniale guitarriffs i mange forskellige tempi, godt samspillet med de hurtige rytmer fra trommesættet, og en bas, der lå og buldrede understøttende. HateSphere var som altid en fest på scenen, og de leverede en stabil og fin præstation, som var lige, som den skulle være, dog uden de helt store overraskelsesmomenter.

8/10

Lørdag:

Afdød
Swartzheim
Grusom
eXcm
Henret
Panzerchrist
Terrorpy
Feather Mountain
Bersærk
Udånde
Plaguemace
Xenoblight

Efter en suveræn fredag stod mange allerede klar kl. 15, da dørene åbnede til Afdød på BETA. Koncerten bød fra start på pakket publikum, et nyt og ret ungt band, der var spændt som en flitsbue og ikke mindst masser af dødgod stemning. Afdød leverede lige ud af landevejen-død med så meget brutalitet, smadder og spænding, at flere publikummer simpelthen vendte om på hælene, da de så, hvor proppet salen var. Og på et tidspunkt undervejs i koncerten var der da også en crowdsurfer helt ude og vende i det lille lokale uden for salen. Samtidig kom forsangeren også godt ud over den minimale scenekant og fik rusket godt op i de fremmødte – og det var svært at forstå, at det faktisk var tid til eftermiddagskaffe. Men det fik man ikke tid til her. Du kunne få en kop død og en tur i pitten! Publikum havde godt gang i både nakker og djævlehorn hele koncerten igennem, og der blev da heller ikke overladt meget tid mellem numrene til at stå og slumre lidt. Flere gange flækkede bandet simpelthen også i store grin og deres ”I er det fedeste publikum, jeg nogensinde har oplevet!” er hørt masser af gange før, men her var det nok ganske oprigtigt, for det var første koncert for forsangeren. Gruppens sæt virkede godt sammensat og dynamisk, og de fik så sandelig sparket dørene op på lørdagens program – og det er faktisk svært at finde noget at være sur over efter sådan en omgang. Tak for spilleglæden og de onde riffs. Jeg glæder mig allerede til at se Afdød give den gas på scenen igen i fremtiden.

9/10

Hurtige hænder!

Første gang jeg stødte på Swartzheim, var da jeg for nogle år siden så DR-dokumentaren ”Efterskolen”. Den viste på fineste vis, hvordan 120 håbefulde unge mennesker spændte og glade startede på Klejtrup Musikefterskole i Hobro. Det helt særlige ved denne dokumentar var, at den foregik i skoleåret 2019/20, som jo blev lukket ned grundet hele verdenssituationen. At se disse unge mennesker måtte flytte hjem fra efterskolen, og ikke mindst se dem blive genforenet, er ret fedt. Det er netop på denne efterskole på denne årgang, at den spæde start til Swartzheim tager sin begyndelse. Siden da er det gået stærkt, rigtig stærkt. Sekstetten har som kun de få hele tre guitarister, men det var ikke noget, der mudrede i lydbilledet. De havde forstået vigtigheden af alt i forhold til frekvenser og give hinanden ”plads”. Når først der var talt til fire, så var der ikke noget blidt ved dem mere. Så var der thrash metal, som vor moder lavede den. Masser af riffs, breaks og fyldige vokaler, energisk downpicking på guitarerne – og maskotten ude i siden af scenen, et Tigerdyr, der var bundet fast og havde gaffatape for munden. Swartzheim laver beskidt og hurtig thrash, og selvom vores anmelder ikke var ovenud begejstret for deres album ”Clinical Nightmare”, så er Swartzheim uden tvivl et af de bands, som fungerer allerbedst, når de står på scenen med den direkte kontakt og energiudveksling med et tændt publikum.

6/10

Grusomt godt

Den fynske og anmelderroste sekstet Grusom åbnede Amager Bio på festivalens andendag med et imponerende show. Bandet, der første gang lagde vejen forbi i 2019, forkælede publikums ører med deres musik, der trækker på elementer fra heavy metal, stoner- og syrerock tilsat en gedigen og velspillet omgang hammondorgel.
Med performeren og forsangeren Nicolaj Jul i front bød Grusom på musik fra fordums tid. Publikum i alle aldre havde sat Grusom stævne i Amager Bio, og de fik et show af stort format. Hvor vi publikum stod og svedte, entrerede Jul scenen i hvid pelsfrakke og solbriller, og der gik ikke lang tid, førend han blev mødt af tilråb om at smide denne. Der var en stærk tilstedeværelse på scenen, og bandet gav publikum et sikkert og habilt show, hvor vi foruden det stemningssættende hammondorgel fik massevis af stærke sange med velskreven lyrik og omkvæd. En lyrik, der var dunkel og farefuld, men samtidig med glimt af lys. Tilsæt dertil en masse melodiske hooks, dyb basgang og tunge trommer, som høvlede afsted. Der var en inderlighed og oprigtighed at spore i sangene, og disse blev fremført på fineste vis med god indlevelse og passion. Der var som sådan ikke meget nyskabelse at spore i Grusoms musikalske univers, men hvad der manglede i nyskabelse, blev til fulde opvejet i dedikation og overskud. Grusom er et band, som man absolut skal unde sig selv at opleve, hvis man får mulighed for dette.

8/10

De smitter som ind i helvede, til gengæld klør de ikke!

eXcm opstod af den sønderjyske muld for 25 år siden. Alle havde de det tilfælles, at de var de ”kiksede typer med langt hår”. Det viste sig jo ikke at være noget negativt. I en lang årrække formåede de at sprede deres budskab og glæde over groove metal, inden de i 2006 trak stikket og opløste bandet. På ZeBU til Copenhagen Metal Fest 2023 så vi så et gendannet eXcm, som var SÅ klar til at spille efter alle de år, at det hurtigt tændte den gamle gnist igen. Der er ingen tvivl om, at de er af den gamle skole, og deres inspiration fra blandt andre Raised Fist og Heaven Shall Burn fornægter sig bestemt heller ikke.
Der gik ikke mange minutter, før ZeBU var nået til det punkt, hvor der ikke kunne være så mange flere inde i salen. De seks havde dog ingen planer om at skrue ned for noget som helst og fortsatte ufortrødent med at tonse deres tunge lydmur ud over scenekanten. Igen er det noget specielt, når et band har tre guitarister. Det giver en alsidighed og en mulighed for flere lag, men samtidig kan det også MEGET hurtigt blive en gang blandet gøgl. Men eXcm flød bare elegant ud gennem højttalerne, og du kunne stadig høre de enkelte elementer, uden at det hele mudrede sammen. For mig var det en debut med bandet, men forhåbentlig er det ikke sidste gang, vi ser dem rundt omkring i Danmark. Den ligger nok også i min top 5 over koncerter til Copenhagen Metal Fest 2023 !

8/10

Hæsblæsende hovedamputation

Oprindelig var det danske band Taagefanger sat på plakaten, men da de måtte trække sig, kunne man hive et mindst lige så stærkt kort op af lommen. Københavnsk deathcore i form af Henret gav den alt, de havde og mere til på BETA-scenen, der var fyldt til randen. Publikum havde i den grad en fest til den tunge, hårde lyd, der nådesløst blev gennemspillet. I høj fart med massevis af forvrængninger på guitar, breakdowns, tonstunge riffs og dobbeltpedaler, der nærmeste hvirvlede igennem lokalet som en tornado på speed, fik publikum en tight og sikker præstation, der var velorkestreret og planlagt ned i mindste detalje. Anders Iversens vokal, der overvejende består af primalskrig og dybe brøl, blev som krænget ud på vrangen, og man kunne som publikum se, hvordan hans indlevelse manifesterede sig i musikken. Der var en masse tyngde og intensitet i musikken, som blev bedre og bedre, som koncerten skred frem. Henret har som sådan ikke opfundet noget nyt med deres spillestil, men hvad vi i den grad var vidner til, var en altoverskyggende dedikation og kærlighed til deathcore. Især fra Iversen, der både sangmæssigt og rytmisk, men så sandelig også mimisk gav den alt, hvad han kunne, og publikum var på ingen måde i tvivl om, at dette band mener det, når de går på scenen og fyrer op under kedlerne. Det var charme, passion for musikken og ærbødighed overfor genren, vi var vidner til ved denne solide præstation, der foregik i ultrahøj fart.

9/10

Det var hurtigt. Det var hårdt. Og det var fedt! Panzerchrist må være et af de mest rutinerede bands på dette års festival, men deres bemanding har dog skiftet flere gange undervejs. Så bandet havde måske nok 30 års bagkatalog af dødsmetal at vælge imellem, men til gengæld var der mulighed for at levere det hele med ny, spændende tilgang. Det var derfor også den karismatiske Sonja Rosenlund Ahl, der med sikker hånd på mikrofonen skulle styre den tonstunge metalmaskine på rette kurs denne aften. Og det gjorde hun med masser af humor og lune – og det kan både være godt og skidt. Det var tydeligt, at hun havde en fest og elskede at smågøgle lidt mellem numrene, men også at publikum ikke nødvendigvis var 100 % med hele vejen igennem. Det blev måske lidt meget af det gode, faktisk. Musikken var dog på intet tidspunkt letbenet og fjollet. For Panzerchrist er lyden af krig og slagmark arrangeret på en ganske velsmurt dødsmaskine af drønende dynamiske tønder, en rutineret vokal, en bas, der buldrer, så man kan mærke det helt bagerst i lokalet, tremolo-riffs en masse og ikke mindst tekster omhandlende hekse. I hvert fald alle deres sange fra det nye album. Og selvom der er langt fra det gamle Panzerchrist til det, vi så denne aften, så føltes det aldrig udvandet eller mudret. Det blev leveret rutineret og knivskarpt hele vejen rundt. Fra første drøn fra trommerne og til tonerne ebbede ud, da koncerten var slut, var der trykket helt i bund på alle knapper, og bandets nyeste konstellation må siges at være godt sammenspillede allerede.

8/10

Terrorpy tabte pusten!

ZeBU blev forvandlet til et inferno af ”vidunderlig dansk dødsmetal”, da Terrorpy indtog scenen klokken 20:00. Den danske trios præstation var teknisk imponerende og viste deres dygtighed som musikere. Der var ingen tvivl om, at de havde potentiale til at levere en uforglemmelig koncert, og i begyndelsen fangede de publikum med deres brutale lyd og intense udstråling.
Terrorpy formåede uden tvivl at fylde hele lydbilledet ud. Trommeslageren leverede præcise og kraftfulde slag, der drev numrene fremad med en uimodståelig energi. Bassisten gav dybde og tyngde til musikken, mens guitaristens rasende riffs og vanvittige soli fik hårene til at rejse sig på armene. Der var ingen tvivl om, at dette var et band med teknisk dygtige musikere.
Desværre mistede koncerten noget af sin damp, da det hele begyndte at føles en smule ensformigt. Numrene flød sammen i en blanding af vrede og aggression, og selvom dette er en karakteristisk træk ved dødsmetal, manglede der noget variation. Publikum kunne have haft gavn af nogle øjeblikke med mere nuanceret dynamik, og måske endda nogle melodiske elementer for at bryde monotoniens mur. Bandet syntes nogle gange så optagede af at demonstrere deres tekniske dygtighed, at de mistede noget af forbindelsen med publikum. Mere interaktion og engagement ville have forbedret oplevelsen betydeligt.
Alt i alt leverede Terrorpy en kraftfuld og teknisk imponerende koncert på den lille ZeBU-scene, men desværre mistede de pusten undervejs på grund af en vis ensformighed. Med mere variation og en stærkere forbindelse til hele salen kunne de have leveret en endnu mere mindeværdig oplevelse.

5/10

Feather Mountain stod for et af de mest proggede og smukke koncertøjeblikke på Copenhagen Metal Fest 2023. De gik på scenen på BETA og leverede ikke bare smukke melodier med tonstunge riffs ovenpå. Det var på mange måder en personlig og fin oplevelse. Og det er trods alt sjældent, at jeg kalder metal fin. Men Feather Mountain kan noget særligt. De leverer skrøbelighed og brutalitet i lige dele. Og publikum var tydeligvis af samme opfattelse som mig. For bandet blev hyldet og fik masser af opbakning fra et totalt proppet rum. Det var på mange måder en mere civiliseret oplevelse end de mange andre koncerter på festivalen. Folk stod mestendels pænt og lod sig rive med af den smukke musik, de inderlige tekster, den suveræne musikalitet hos både musikere og forsanger – og lyden var også med bandet, så man fik det hele med. Teknisk var koncerten helt i top, og publikum lod sig da også rive lidt mere med i løbet af koncertens forløb. Man må bare bøje sig i støvet for et band, der leverer musikken på så højt niveau, som Feather Mountain gjorde denne lørdag, og det var næsten svært at forstå, at det hele foregik live. Musikken fra Feather Mountan var langt fra letbenet eller ligetil, men publikum kom ind på BETA med åbent sind og helt klar til at blive forført af deres smukke toner. Er du i forvejen forført af proggens underfundige verden, så giv bandet her et lyt. Der er betagende melodier, yderst personlige tekster, sprød og inderlig vokal, suveræne korvokaler, tunge drønende trommer og smukke riffs – og så kan man snart ikke ønske sig mere, kan man?

9/10

Bersærkergang i Amager Bio

Bersærk er som altid garant for en fest, og det fik publikum i Amager Bio i allerhøjeste grad. Der kunne næppe mases flere mennesker ind i salen, hvor vi fik en omgang nærværende, hedensk heavyrock fra de jyske mastodonter. Selvom Bersærk efterhånden har stået på mange scener, optrådt for et hav af mennesker og spillet deres repertoire igennem for Gud ved hvor mange gange, så bliver de aldrig kedelige. Det var bestemt heller ikke tilfældet denne aften. Med en stemme og et register, der består af lige dele saft, kraft og power formåede forsanger Casper Popp at give os den ene musikalske lækkerbisken efter den anden. Med sig havde han et band i ryggen, der spillede som en drøm, og publikum fik overrakt en enestående koncert med høj energi og skarphed. Det skarpe og groovy guitarspil, den tunge og solide basgang og det gedigne og dynamiske trommespil fungerede i skønt samspil. De dansksprogede sange med den nordisk inspirerede grundnerve fremstod rå, upolerede og nærværende. Man kunne, til trods for bandets popularitet, fornemme, at de kom med en stor portion ærbødighed over for publikum, og at de havde lagt sig i selen for at give en intensiv og personlig koncert, der trak både glæde og smil på folks læber. Hårpragten blev hos en stor del af publikum luftet udi headbangingens ædle kunst, og der blev danset, sunget og skrålet i stor stil på tværs af aldre og relation til musikken. Det var, som altid, en fornøjelse. Mere Bersærk, ja tak!

9/10

Et sidste åndedrag, førend jeg kunne Udånde …

Udånde er et atmosfærisk black metal-band skabt af den danske musiker Rasmus Ejlersen. Med sig havde han fire slovakiske venner, som leverede en uforglemmelig oplevelse på en tætpakket ZeBU-scene til Copenhagen Metal Fest 2023. Koncerten begyndte med en intro, hvor de i forvejen på sociale medier havde meldt ud, at man skulle komme i god tid og venligst være stille under den lange intro, der var bemærkelsesværdig lang og stille og byggede sig op, hvilket skabte en forventningsfuld atmosfære i lokalet. Man kunne næsten høre en knappenål falde, og det var, som om tiden stod stille. Da musikken endelig brød igennem, ramte den publikum som et knytnæveslag.
Udånde skabte en ond, tung, og nærværende stemning, der trak publikum ind i deres dystre univers, hvor selv jeg, der normalt ikke er til black metal, blev fanget af deres intense optræden og blev suget ned i det store, mørke black metal-hul, som åbnede sig lige foran os.
Udånde leverede en indlevende og ægte forestilling. Deres musik var som et mørkt, tæt tæppe af lyd, der omsluttede publikum og trak dem dybere ind i en verden af melankoli og rå kraft. De er vanvittigt dygtige musikere!
Alt i alt var Udåndes koncert på Copenhagen Metal Fest 2023 en uforglemmelig oplevelse. De formåede at gribe selv dem, der normalt ikke er til black metal, og de skabte en dyb forbindelse mellem musikere og publikum. Det var en aften fyldt med intense følelser og musikalsk mesterskab.

8/10

Det bedste blev gemt til sidst!

Er du til metal, hvor du kan sænke skuldrene, smide hæmningerne og bare lad dig opsluge af den energi, der pulserer og strømmer ned fra scenen? Så skulle du have været med, da Plaguemace lukkede og slukkede BETA-scenen med bravur! Vi har med et band at gøre, der i sig selv er en humørbombe af format, og når de træder op på scenen, går der ikke mange minutter, før trøjerne ryger af, og sveden begynder at glinse på kroppene. Der var smæk på både trommer, guitarer og bas, godt anført af forsanger Andreas Truelsens vokal, der brølede kraftfuldt igennem rummet som en nedbrydningshammer.
Det var en fysisk umulighed at stå stille til dette brag af en koncert, hvor både scenegulvet og gulvet hos publikum pga. sved var blevet glat som en ål, og hvor der blev gennemspillet både kendte og nye numre. Det var varmt som i en sauna, men det lod ikke til at påvirke hverken publikum eller bandet, der blot gav den kontinuerligt mere gas, i takt med at repertoiret blev gennemspillet. Der kom mere og mere knald på stagedivingen, og folk fløj af og op på scenen i en lind strøm, som var det samlebånd. Der blev moshpittet, der var wall of death, der blev stagedivet, både publikum og musikere, og folk havde en fest af format. At der fløj effekter rundt i lokalet i form af mobiltelefoner, briller og anden løsøre, forekom ligegyldigt i momentet, for vi var som suget ind i Plaguemace-universet og den herlige energi, de kom med. Man levede, havde en fest og morede sig, og overalt hvor man kiggede, stod folk med kæmpe smil på læberne. Det her var en eksplosiv oplevelse, som man næsten ikke kan beskrive. Man skulle have været der, og var man ikke det, gik man glip af festivalens fedeste koncert. Tak for dansen, gutter.

10/10

Et sidste punktum for CMF 2023 blev sat

Xenoblight lukkede Copenhagen Metalfest 2023 på Amager Bio med en uforglemmelig koncert, der startede præcis kl. 23:00. Marika stod i spidsen for aftenens begivenheder med hendes knivskarpe vokal og energiske scenenærvær. Den høje stemning i lokalet var tydelig fra starten, og publikum lod ikke vente på sig. Allerede fra de første toner gik folk amok, og hen under koncerten udviklede sig også en moshpit, der brød ud i vilde cirkler midt på gulvet. Men det stoppede ikke der. Under Xenoblights optræden opfordrede Marika til en episk ”wall of death”, hvor publikum delte sig og derefter kolliderede med voldsom kraft, hvilket kun tilføjede til den intense stemning.
Deres musik kan beskrives som melodisk dødsthrash, og den formåede virkelig at sætte fut i publikum. Bandets tekniske færdigheder og et tight samspil var imponerende og gav koncerten ekstra kant. Guitarerne fløjtede med deres tunge riffs og hurtige soli, mens trommerne hamrede af sted i en hæsblæsende takt. Marikas vokal var en sand fryd for ørerne og skar igennem det hårde lydtæppe som en kniv. Hendes dygtighed til at balancere melodi og brutalitet i sangene var imponerende, og hendes tilstedeværelse på scenen holdt publikum fanget hele vejen igennem.
Xenoblight leverede en uforglemmelig koncertoplevelse, der på bedste vis lukkede Copenhagen Metalfest 2023. Med deres intense musik og fantastiske præstation var det en aften, der længe vil stå som et minde for alle tilstedeværende.

8/10