Fra et land, hvor alt kan slå dig ihjel, markerer Thy Art Is Murder sig for alvor som det mest dødbringende i hele Australien

Alt bliver tilintetgjort på dette rasende ødelæggende album – og hold kæft, hvor er det smukt!

Suicide Silence abdicerede fra deathcore-tronen med deres nyeste album, hvor de, efter eget udsagn, gjorde, hvad der var nødvendigt, hvis et deathcore-band skulle komme nogen vegne. Ifølge dem var det simpelthen nærmest umuligt at bevare sin relevans, hvis man ikke udfordrede sig selv som musikere, og hvad, de her mente med det, kan høres på deres seneste album. Man kan også lade være og i stedet gøre det eneste rigtige, nemlig at skrue helt op for sit anlæg og smide Dear Desolation på. Mine damer og herrer, jeg kan med glæde meddele, at deathcore-tronen har fået nye ejere. De hedder Thy Art Is Murder, og de er kommet for at slå ihjel og frelse den blødende deathcore.

For at gøre en lang historie kort forlod frontmand Chris McMahon bandet efter deres forrige album i 2015 for at fokusere på sin familie, men han er tilbage! Familien har fået den fornødne fokus, og nu er han her, som en anden messias, for at frelse sammen med resten af sin besætning!    

Der bliver lånt her og der, men fra øverste hylde

Første nummer, som blev frigivet fra det nye album, er også første nummer på hele pladen, nemlig ”Slaves Beyond Death”. Det er et tungt og knusende nummer, men også et meget simpelt nummer – måske en anelse for simpelt og på en måde lidt stereotypt i forhold til, hvordan mange misfortolker deathcore. Det gav næring til skeptikerne, der peger fingre, og undertegnede var sgu også en anelse skuffet. Men når man hører det i sammenhæng med resten af albummet, bidrager det positivt til det store billede, selvom jeg ikke synes, det repræsenterer albummet til fulde. Det har meget mere at byde på, hvilket næste single i stor grad understregede. ”The Son Of Misery” er en meget bedre repræsentant for Dear Desolation og giver et større indblik i, hvad man kan forvente. Der kan drages enorme sammenligninger med Behemoth i dette nummer, og der bliver lånt her og der, men som dette nummer også påpeger, er det fra øverste hylde. Der bliver ikke opfundet noget nyt til core-genren her, men det er også godt nok, for aliencore-genren viser, hvor galt det kan gå, når man prøver på det.

Det er et dommedagsalbum, som bandet her har udsendt. Selvom det ikke er nyskabende – fuck nu det – er det opløftende på så mange måder! Jeg er overbevist om, at det er et album, som kan trække nye fans fra eksempelvis death metal-genren. Deathcore og death metal er ikke det samme – det er meget vigtigt at understrege, hvis man var i tvivl – men lighederne er store på mange af numrene. ”The Final Curtain” og titelnummeret ”Dear Desolation” må alle metalfans give et lyt, for hold nu kæft, satan og helvede, det er fedt! Fra dommedagstungt og vredt til det hurtige, aggressive og nogle formidable breakdowns. Det er opskriften på de to numre og også resten af albummet, men med masser af vred variation. De breakdowns i ”Dear Desolation”, dér skal skrues op! Av, av, av! Er du vred og elitær som bare helvede, og er du bare sur på de to numre, så prøv at give dig i kast med ”Into Chaos We Climb” eller ”Fire In The Sky”.

Thy Art Is Murder. Tak!

Carnifex udsendte sidste år et fabelagtigt deathcore-album – årets bedste efter min mening – og Thy Art Is Murder har lige udsendt dette års bedste, og det skal de have tak for. Ret skal være ret: Der er blomstret en masse interessante bands op de seneste år – bands, som Thy Art Is Murder tager med på en Europa-tour, der også rammer Danmark til oktober. Med dette album i bagagen, og med deres øvrige onde bagkatalog, så er der i den grad mødepligt. Det er et stort og vigtig album for genren! Selvom de ikke har samme popularitet, som Suicide Silence havde, da de udgav The Black Crown, har Dear Desolation virkelig kvaliteten til at tage den sorte trone og regere som det bedste deathcore-album til dato. Det er store ord, måske også for store, men det er et godt album, vær ikke i tvivl om det.