C ya, CJ

Medlemmer kommer og går, bands består. Selv ikke den mest sammentømrede gruppe musikere kan undslå sig risikoen for af den ene eller den anden grund at måtte skifte ud i sit lineup. Det er ganske enkelt menneskeligt, og taget i betragtning, at Thy Art Is Murder har flere forhenværende medlemmer end studiealbums på CV’et, er der i og for sig ikke noget odiøst i endnu en udskiftning på den front.

At en frontfigur decideret bliver smidt på porten, hører dog til i den kuriøse afdeling, og når dette tilmed ramler sammen med en albumudgivelse, er der alligevel grund til at hæve øjenbrynene.

Australske Thy Art Is Murder skulle egentlig have udgivet sit sjette studiealbum, Godlike, den 15. september, men udskød udgivelsen en uge for så dagen efter på dramatisk vis at meddele, at forsanger Chris ”CJ” McMahon er ude af bandet efter blandt andet at have udtrykt nogle kontroversielle holdninger offentligt. Ikke alene er McMahon fortid i Thy Art Is Murder – bort set fra de fysiske formater er han helt og aldeles fjernet fra det nye album og erstattet med en anden officielt unavngiven sanger.

Kom med i Armageddon!

Vi har næppe hørt det sidste i den sag endnu, og den vilde udvikling kommer uvægerligt til at påvirke opfattelsen og modtagelsen af det nye album samt ikke mindst Thy Art Is Murders netop påbegyndte turné, der også bringer bandet til Amager Bio. Godlike fortjener ikke desto mindre at blive vurderet i sin egen egenskab, og det står allerede ved første gennemlytning soleklart, at Thy Art Is Murder endnu engang har begået et fortrinligt deathcorealbum.

Der lægges hårdt ud med ”Destroyer of Dreams” og tredjesinglen ”Blood Throne”, inden vi på albummets tredje skæring symbolsk for den aktuelle konflikt brølende bliver opfordret til at ”join meeeeeee in Armageddooooooooon”. Og så er det altså svært ikke at kaste sig uforbeholdent ind i kampen!

Hvor nyudgivelsen generelt udmærker sig ved dygtigt guitararbejde, skiller ”Join Me In Armageddon” sig yderligere positivt ud med et afsindigt fedt riff, der sammen med et par tunge, tunge breakdowns tjekker nummeret af på alle parametre og gør det til min personlige favorit på Godlike.

Og der er ellers flere potentielle bejlere til den titel. Andensinglen ”Keres” er ligeledes en fin repræsentant for Godlike, men det er faktisk stort set alle albummets ti numre. Nogen er bedre end andre, men ingen falder ved siden af, og alle fortjener deres plads.

Dedikerede fans vil garanteret have en masse holdninger i både den ene og den anden retning, men i mine ører ligger den nye sanger – angivelig Tyler Miller fra Aversions Crown – endog rigtigt tæt på Chris ”CJ” McMahon. Vokalen på Godlike er et klassisk dybt deathcoregrowl krydret med Randy Blythe-skrig og garneret med en friskhed a’la Robb Flynn. Det spiller, og jeg synes faktisk, at Godlike vokalmæssigt fremstår en anelse mere nuanceret end bandets tidligere værker.

Her og der smykker Thy Art Is Murder på vellykket vis subgenren med lånte fjer fra groove, black og sågar nu metal. Lyt eksempelvis bare til den herlige ”Corrosion”, inden ”Anathema” viser, hvordan man skærer et deathcorenummer anno 2023. “Bermuda” runder godt 40 minutters riven rundt i manegen af på mørk og helt sublim vis. Og så er man egentlig klar til at høre Godlike forfra igen!

Knivskarp anretning

Man behøver næppe være deathcoreentusiast for at kunne høre, at numre som ”Join Me In Armageddon” og “Bermuda” er noget ud over det sædvanlige, og at Godlike er et umanerligt velproduceret og veleksekveret album fra et dygtigt band.

Det er perfektionistisk uden at være kedeligt. Stramt uden at føles amputeret. Skåret ind til benet og insisterende intenst. Guitarerne, vokalen, bassen og trommerne – sangskrivningen og kompositionerne. Alting sidder ligesom bare lige i skabet.

Det kan godt være, at Thy Art Is Murder med Godlike ikke har genopfundet den dybe deathcoretallerken, men det, de serverer på den, står simpelthen knivskarpt.