Igen og igen, og...
Sidste år var jeg så ’heldig’ at skulle anmelde Iron Maidens seneste udspil Senjutsu. Stor var skuffelsen, og det samme har tilfældet været, når andre koryfæer som Ozzy og AC/DC har skullet vurderes de senere år. Så det var ikke uden en vis skepsis, at jeg satte mig til at lytte til det seneste udspil fra mine gamle helte i Saxon. Med tanke på det forholdsvis høje niveau, englænderne har holdt det meste af tiden siden debuten i 1979, er lave forventninger dog ikke særligt historisk velbegrundet. For der er få bands, der mere tydeligt end Saxon symboliserer både New Wave Of British Heavy Metal-bølgen og nord-engelsk arbejdsomhed. I knap 45 år har Saxon som få spyttet nye album ud og turneret verden tyndt. Igen, og igen og igen, og nu er de klar med album nummer 24 – denne gang med den ikke just originale titel Carpe Diem. Men det med originalitet er jo heller ikke noget, der har ligget Biff Byford & co. voldsomt meget på sinde, der jo, siden de for alvor brød igennem med Wheels Of Steel i 1980, med få afstikkere har lydt, som de plejer. Og det overrasker næppe nogen, at det samme er tilfældet her i 2022.
Om motorcykler, dampmaskiner og faldne krigere
Carpe Diem består af 10 sange og har en samlet spilletid på 44 minutter. Kort og kontant, for sådan gjorde man i 80’erne, og jeg elsker det! Der bliver på den måde ikke meget plads til unødigt fyld og overdreven nørkleri (og hvor er det dog en lettelse i forhold til det langstrakte gylle, som Maiden spyttede ud sidste år). Der lægges ud med en stille orkesterintro på ”Carpe Diem (Seize The Day)”, men ellers er der ikke mange stille stunder på dette album. Straks efter introen sætter et heftigt og klassisk Saxon-riff ind, og ja tak, så er vi i gang! En fin solo med perfekt afstemte dele af både fræs og melodi bliver det også til, og selvom omkvædet halter lidt, er det en absolut godkendt start.
Paul Quinn har spyttet fede metalriffs ud i en næsten uendelig strøm siden 1979, og at han stadig mestrer den kunst, konstaterer man altså med det samme. Det gælder også på ”Remember the Fallen”, der ligeledes er klassisk Saxon, og dermed klassisk heavy metal. Riffs, melodier, soloer og omkvæd bliver leveret på helt traditionel, men samtidig ganske overbevisende facon. På ”Age Of Steam” fungerer den melodiske Maiden-inspirerede intro fint, især når sangens egentlige riff trænger sig på. Det er i øvrigt en sang om måske den ene ting, som Byford elsker mere end motorcykler: Nemlig dampdrevne maskiner. Det er på en eller anden måde så dumt stadig at synge om den slags her 41 år efter ”Princess Of The Night”, men det er også bare betryggende, at der er noget her i verden, der aldrig ændrer sig. Og Byfords tekster hører absolut til den kategori.
På Power And The Glory (deres bedste album) kiggede Saxon op på himlen, men nu kigger de endnu længere væk og synger en sang om en ”Super Nova”. Den er sådan set fin nok, men er det for meget forlangt at skrive om lidt mere (jord-)nære ting, fx om hvordan det er at være en 70-årig rockstjerne i den digitale tidsalder? Men den traditionelle Saxon-fan vil måske hellere høre om alle de gamle travere i en lidt nyere indpakning? Lidt ærgerligt, at Biff ikke har mere moden refleksion at byde på, ligesom man må konstatere, at der lidt over midtvejs på albummet går lige lovlig meget genkendelighed i den. Så selv med den ellers befriende korte spilletid så undgår Carpe Diem ikke helt tomgang og kedsomhed. Men pyt, for når man så ofte som jeg bliver sat til at anmelde udspil fra den gamle garde, er det en smertefuld gentagelse at konkludere, hvor slidt forsangerens stemmebånd er blevet. Det er der ikke noget af her, for Biff Byfords præstation er imponerende. Nok er der slitage at spore, men han kan stadig ramme de høje toner næsten som før, og det er sgu i orden, når man har rundet de 70.
Traditionsbundne folk i traditionernes land
Der er masser af nye grupper, der med succes ny- eller genfortolker den traditionelle metal (Burning Witches, Green Lung eller Black Mass bare for at nævne nogle få), men det er nu dejligt at konstatere, at der også er nogle af de gamle, der stadig kan levere varen i dag. Dem hører Saxon til. Også selvom, eller måske nærmere fordi, de lyder stort set præcist, som de gjorde for 20 år siden, hvor de i øvrigt lød ret meget, som de gjorde 20 år tidligere. Jo, der er jo en grund til, at vi kalder det for traditionel metal, og hvad er vi egentlig også uden traditioner? Saxon holder dem i hvert fald i hævd. På godt og ondt.
