WHEN COPENHELL FREEZES OVER 2013

WHEN COPENHELL FREEZES OVER 2013

Mens det er allermest mørkt og koldt samler COPENHELL, VEGA & MXD en håndfuld af landets bedste metalbands i VEGA.

COPENHELL lancerer i samarbejde med VEGA og Music Export Denmark et helt nyt koncept: WHEN COPENHELL FREEZES OVER. En showcase-event der skal sætte yderligere fokus på den danske metalscene og hjælpe nye danske metal-acts ud over grænserne. Der gås til stålet i VEGA d. 2. februar, hvor seks danske bands vil optræde i hele Folkets Hus på Enghavevej.

Talsmand for COPENHELL, Jeppe Nissen: "Vi syntes, der mangler en platform, hvorfra de danske metalorkestre kan få et skub til at kunne komme videre ud i Europa. Vi har nu en festival med en stærk international profil og ved hjælp af denne, vil vi gerne være med til at sætte mere fokus på den danske scene. Således kan vi fremover være med til at sætte dagsordenen på den internationale metalscene, som f.eks. Sverige har gjort i mange mange år. Vi har jo et fantastisk forbillede i Volbeat i øjeblikket, så vi har bestemt potentialet."

Indtil videre er Scarred By Beauty, Helhorse, Vanir og By The Patient bekræftet og yderligere to bands vil blive offentliggjort i nærmeste fremtid.

Et stærkt panel af agenter, journalister og managers fra ledende agenturer, labels og metal-medier fra hele Europa vil overvære koncerterne, og de optrædende bands vil derfor have en kæmpe mulighed for at vise, hvad de kan foran præcis de personer, der kan tage deres karrierer til det næste niveau. I panelet vil der sidde agenter fra bla. The Agency Group, CAA, TKO, Avocado Booking samt festival bookere fra Norge, Sverige, Tyskland og Finland.

Thomas Rohde fra MXD udtaler: "Jeg er imponeret over, hvor klokkerent COPENHELL har ramt sit publikum på kæben. Konceptet for COPENHELL er knivskarpt og autentisk. Og det er oplagt at bruge festivalen til at promovere den danske metalscene. Første skridt er WHEN COPENHELL FREEZES OVER, hvor vi flyver 15 metal-tunge bookere og agenter ind fra udlandet til et METAL MUSIC SUMMIT og koncerter med danske bands. Formålet er ultimativt set at sende flere danske metalbands til udlandet, hvilket vi vil gøre ved at at styrke netværkene mellem den danske og udenlandske metalbranche og ved at styrke COPENHELL brandet"

Der vil også være paneldiskussioner om den danske metals fremtid og dens nuværende tilstand, hvor førende folk fra den danske metalbranche går i flæsket på scenen. På denne aften vil der bestemt være noget at hente for alle, der har en smule interesse for metal, og vi ser frem til showet i VEGA og til et nyt tiltag for at fremme den danske metalscene. Stay metal!

Billetter til WHEN COPENHELL FREEZES OVER 2013 går i salg via www.billetnet.dk fra den 11. december

Billetter til COPENHELL 2013 kan købes på www.billetnet.dk. COPENHELL foregår på Refshaleøen i København den 14. og 15. juni 2013. Her vil en lang række internationale og danske bands fyre metal af på tre scener. Mere info: www.copenhell.dk / www.facebook.com/copenhell.

Tilføj kommentar