Et ildelugtende, men trygt sted
Ventelisten til aftenens oplevelse var længere end køen til den sidste surdejs-BMO med Gammel Knas på restordre. Salen var totalt udsolgt og fyldt til randen. Dunsten af forventningens sved hang i luften og blandede sig med scenetågen under projektorernes blodrøde skær. En koncertgæst havde været heldig og fået en billet uden at vide, hvad han gik ind til. Det, han mødte, var et favnende fællesskab, som flere blandt aftenens publikum kaldte et “queer safe space”. Der var plads til enhver både i og udenfor pitten, og man mærkede en stemning af at være en del af et større fællesskab, og alle gæsterne var klar på at få øregangene smadret og lægge frosne ærter på nakkerne næste dag.
Mouth Wound
Mouth Wound
De kakofoniske rytmers kradsende skurren kværnede lytternes øregange, da den danske soloartist Trine Paaschburg i Mouth Wound indtog scenen. Som en fyrstinde på sin fæstning tårnede hun over mixerpultens massive borg, som et par fotografer bag mig diskuterede, hvordan de skulle forcere for at fange koncertbilleder. Man blev helt hypnotiseret af den massive dronning, der druknede hjernen i en mørk pøl brakvand af et lydbad. Black metal blandede sig med eksperimentel musik, der henledte tankerne på bands som His Name Is Alive og Múm. De to genreudtryk har mere tilfælles, end det blotte øre umiddelbart hører. Det er ikke for ingenting, at Múms musik indgik i den famøse dokumentar Until The Light Takes Us. Paaschburg viste, hvordan stemmen kan forvrænges, så dens ord eroderes, og den blot bliver et instrument til ødelæggelse af øregangene. Til tider overtog monotonien dog, og koncerten forekom noget langtrukken. Mens det var interessant at høre en så gennemgribende nedbrydning af, hvad man forstår som musik, savnede man alligevel en vis sammenhæng i settet. For eksempel kunne Paaschburgs stemme stå tydeligere frem, eller der kunne have været mere variation mellem numrenes tempi. Hvis jeg ikke havde stået forrest til koncerten og set den performance, som Paaschburg leverede, ville jeg muligvis helt have afskrevet koncerten som sanseløs larm fra Københavns evindelige byggeprojekter. Hendes tilstedeværelse på scenen var dog så indlevet og nærværende, at den højnede den samlede oplevelse.
Witch Club Satan
Witch Club Satan
Graviditet er noget af det mest metal, der findes. I dybet af et andet menneske samler slim, celler og blod sig til lemmer og useende øjne, som i ni måneder må leve i et altomsluttende, ubrydeligt tusmørke bag kødets vægge. Graviditetens brutalitet blev denne aften understreget af corpsepaint og skrig ikke ulig dem fra fødegangen, da Witch Club Satan indtog Lille VEGA med en højgravid bassist. “I aften er vi fem hekse på scenen,” proklamerede guitarist og forsanger Nikoline Spjelkavik. Selvom jeg selv er rimeligt talblind, undrede jeg mig gevaldigt over kun at kunne tælle tre bandmedlemmer på scenen. De to hekse i mente var dog netop de tvillinger, som bassist Victoria Røising ventede sig. Mens andre spiller Mozart for deres ufødte børn, er der således her lidt andre boller på suppen. Witch Club Satan kanaliserede en kvindelig urkraft, der var både skrøbelig og stærk. Det ene øjeblik fik man blanke øjne under “Mother Sea”s fortælling om et lysende barn, der føres gennem en hekseproces og dømmes til døden. Det næste øjeblik blev tårerne blæst ud af øjenkrogen af den umaskerede vredes bloddryppende ansigt under sange som “Fresh Blood, Fresh Pussy”. Det var tydeligt, at Witch Club Satan spillede med hjertet uden på brysterne, der stod frit til skue. Resten af deres klædedragt var under koncertens første del udgjort af hjemmehæklede djævlehorn. Det var en måde at anvende noget, der ellers underkendes som et blot feminint håndværk, til at skabe et urovækkende visuelt udtryk, der gør de vanlige blackmetalbands nitter til skamme. Blødheden kan også rumme brutalitet, og det er imponerende, at bandet leverer så konventionsnedbrændende en protest mod det mandschauvinistiske kvindesyn netop inden for black metal-scenen, hvis arv er lige så blakket som den europæiske kirkes historie.
Brændt barn tænder nye bål
Aftenens koncert viste på flere måder, hvordan musik stadig kan være farlig. Først, fordi den kan virke som et direkte auditivt angreb på, hvad man overhovedet vil anerkende som musik, da Mouth Wound skabte symfonier af skurrende støj. For det andet, da Witch Club Satan ikke lagde nogen krogede heksefinge imellem. De brugte både stemme og krop til at råbe op mod den undertrykkelse, der finder sted både i historiens støvede bøger og samtidens medier. De var ikke bange for at brænde nallerne eller brænde på bålet, men tog klar stilling til tingenes tilstand. Hele salen var i bevægelse, og vi følte alle veerne fra de kvinder, der har viderebåret historien ved at føde i støvet, i dølgsmål, i blod og tårer. Da Witch Club Satan råbte “Mother”, skreg hele salen med, og et nyt musikalsk monster kom til verden. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og forlod koncertstedet med sjælen fyldt med følelsen af solidaritet og glæde over, at musik stadig kan og tør være en protest mod parnasset.
