Plejehjemsmad og troldesved

Mens der først på aftenen hang en dunst af plejehjemsmad med sovs og kartofler (velsagtens kunstnernes forplejning) i salen, kom der pludselig en markant ændring af duften i luften. Sved, stald og daggamle sjusser indtog næseborene, så man fristedes til at udbryde: Her lugter af trold! Forsanger Allan Madsen hoppede med troldespjæt ind så scenen og satte showet i gang. Hans energi dykkede på intet tidspunkt, og selvom der ikke var plads til lige så meget pjat som vanligt, stod Trolds legende spilleglæde stadig strålende klart. Vi fik endda et bette BLEGH med på vejen. Det bliver man jo altid glad af, selvom jeg har hørt væsentligt bedre bøvser end den, Madsen præsterede. Det hele spillede, og intet manglede (ud over øllene). Guitarriffenes piratagtige rytmer er normalt noget, jeg er absolut allergisk overfor, men af uransagelige årsager fungerede de i det samlede hele. Var det superkomplicerede kompositioner med højintellektuelle tekster? Nej, det kan man ikke sige. Men vi behøver jo heller ikke altid gå med rullekrave og hornbriller, og selv denne halvstuderede røver af en nusset akademikersnude havde en fest. 

Øv, jeg var lige i dårligt humør, men nu er det også spoleret

Hvorfor se et band, som man regner med at hade, vil mange nok spørge. Men faktisk vil jeg opfordre flere til at gøre det, hvis de får muligheden, for man kan ende med at blive godt og grundigt overrasket. Jeg havde egentlig regnet med at kimse ad Trold, for studieversionerne af deres sange falder helt uden for min skive. Men jeg havde en fest, og det lod bandet også til at have. Trold overgik således mine forventninger, selvom disse nu også var væsentligt lave.