Shinedown - Store Vega - 27. november 2018
Photo by Lykke Nielsen Photography · Se flere billeder i galleriet

Shinedown

Store Vega, København V

På en råkold tirsdag aften, i hvad der hurtigt kunne kaldes en forladt storby, formåede fire amerikanske drenge at samle godt 1.500 mennesker til en koncert i et arkitekttegnet koncerthus på Vesterbro. Mine damer og herrer: Shinedown er i huset, og huset er Vega. Det er tid til rock'n'roll!

Det var lige ved at gå galt

Som et publikum sagde på vej ud: ”Da de endelig gik på scenen, var lyden så dårlig, at jeg kunne mærke en hovedpine begynde fra øjenbrynene og bevæge sig op i min pande. Jeg gik ud lidt, hvorefter der kom en random dude og gav mig et par ørepropper, blinkede til mig, og forsvandt i mængden. De røg i, og jeg dykkede ind i menneskemyldret igen. Og herfra var det godt, dejligt, rart.”

Det beskriver det hele meget godt. Der var lige et kortvarigt øjeblik i starten, hvor lyden lige skulle tunes ind, hvor bandet lige skulle finde pladsen på scenen, som for dem nok er en hel del mindre, end hvad de er vant til, men så tog det også fuld fart. Alverdens superlativer kan benyttes til at beskrive, hvordan det er at stå som publikum og opleve en personage som Brent Smith på en scene. Engageret, tillidsvækkende, altomsiggribende, inspirerende, hjertelig, indlevende, opmærksom, deltagende og jeg kunne blive ved i det uendelige.

Det jeg dog hæfter mig mest ved, når jeg oplever en band som Shinedown, er deres veloplagthed og måden, de indtager en scene på. Her er fire almindelige fyre fra det solrige Florida, som rejser verden rundt, og alligevel formår de hver gang at få publikum til at føle denne koncert er unik. Denne aften er unik. Denne oplevelse er unik for dem. Og det gør aftenen unik for os som publikum.

Og så kom vi i gang

Shinedown har seks albums at trække på, hvilket i sagens natur ikke er særlig mange for et band, der har eksisteret i 17 år. Men de seks albums har noget ekstraordinært alle sammen med det ene hit efter det andet, og denne aften fik vi lidt fra hver skuffe. Der blev åbnet med ”Devil” fra ATTENTION ATTENTION, som er udmærket at starte på og lige få stemningn i salen op. Dernæst røg vi direkte over i ”Diamond Eyes”, og så var vi ligesom i gang. Salen gyngede, folk havde deres ”singing voice” med, og hænderne fløj op i den ene salut efter den anden.

Som sagt har de alverdens hits at kunne hive frem fra skuffen. Samtidig er de dog i stand til at byde på spændende ting fra deres nyeste album, hvilket skabte en god synergi mellem det, at vi kunne skråle med på det kendte, men samtidig høre, hvor bandet var på vej hen rent musikalsk. Vi fik blandt andet oplevet ”Get Up” og ”Black Soul” fra deres nyeste album, og det er rart at mærke, at Shinedown holder sig til, hvad de ved virker og giver den fuld skrald hver gang.

Hvad der kan gøre mig glad ved at være til en koncert er, når musikerne på scenen gør noget ekstra for at skabe en forbindelse til publikum. Ikke snakke til publikum, men snakke med dem, interagere med dem og involvere dem i koncerten. Det er Shinedown rigtig gode til, med alt fra at dele vand ud på en akrobatisk måde, til at skabe en løbebane ned gennem dem og til at næsten stoppe koncerten, for at bede folk trække sig lidt tilbage, så dem oppe foran ikke blev mast. Det viser engagement og indlevelse.

Er det ikke bare røvballerock?

Jo. Det er det skam. Men det virker. Det er enkle virkemidler. Det er traditionelle virkemidler, bare med en energi som sjældent er set. Det var anden gang, jeg oplevede Shinedown, og heller ikke anden gang var jeg i nærheden af at være skuffet. Den måde de tager de traditionelle virkemidler og løfter dem til et niveau højere, end hvad der er set tidligere, gør bare én så glad for at have brugt en tirsdag aften mast sammen med en masse andre mennesker for at se fire fjollede mennesker på en scene.

Det at de, som band, er i stand til at hive folk med i oplevelsen er unikt. Unikt er sådan et stort ord, men når man har været i Vega og se musik, så ved man, at de mennesker, der står nede omkring baren, sjældent har fokus på musikken. Det havde de denne gang, og de vilde klapsalver gungrede gennem hele salen, ikke bare inde omkring midten. Det var hele salen, der var med hver gang. Også med deres ”singing voice”, som Brent så herligt udtrykte det.

På en god aften ville Shinedown nemt hive syv kranier ud af mig. På en fantastisk aften ville de kunne hive otte kranier ud af mig. For denne vidunderlige tirsdag aften hiver de hele ni kranier ud af mig. Det sidste kranie, de ikke får, er på grund af lyden. Der var lige et par kiks i starten og et par gange igennem koncerten, men jeg er så glad for, at jeg fik muligheden for at opleve dem endnu en gang, og jeg kan klart anbefale andre at tage chancen næste gang og skaffe en billet. Det er det hele værd.

En tak skal lyde til Lykke Nielsen Photography for billederne

9/10

Tilføj kommentar