Vinylbanner
Sabaton
Foto: Claus Ljørring

Sabaton

Forum, Frederiksberg C

Så er vi godt i gang med det herrens år 2020, hvilket betyder et helt nyt år fyldt med nye, spændende og overraskende koncertoplevelser. Den første af disse er i aften med selskab fra Sabaton, Apocalyptica og Amaranthe – det er jo nærmest hele Kalmarunionen, der er samlet her under Forums betonkuppel. Jeg har ikke oplevet nogle af de tre bands før, og ej heller er det tre bands, som jeg kender fra ende til anden. Bevares, så kender alle Apocalyptica takket været deres Metallica-covers, og Sabaton er jo et af de bands, som man enten elsker eller hader og et band, jeg først for nyligt har lært at elske. Amaranthe derimod ved jeg ikke meget om og har derfor heller intet forhold til dem andet end, at jeg vandt deres album Helix på Copenhell Cruise 2018.

Sidst jeg var forbi Forum, var da Ghost afholdt en udmærket koncert tilbage i vinteren ’19. En koncert der understregede, hvor miserabel lyden kan være. Derfor løber det mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, hvad salen gør ved de smukke toner fra celloerne, eller hvor meget mine ører kommer til at bløde, når først Sabaton får sat gang i deres kampvogn og dets dertilhørende kanon. Ja ja, i det mindste kan jeg så bruge resten af min ferie på at få hvilet min hørelse, hvis det går helt galt!

Amaranthe

Amaranthe

Åh, hvor skal man dog starte? Amaranthes dansevenlige power-core spredte sig hurtigt udover publikum i Forum, og samtlige fordomme om bygningens lyd viste sig med det samme. Bassen udeblev totalt, hvilket førte til, at deres sæt lød utroligt fladt og kønsløst, men det skulle vise sig at matche musikken ganske fint. Nok var musikken munter med masser af dans og tjuhej, men det ord, der nok bedst beskriver Amaranthe, er ”kliché”. Intet var originalt, intet var nyt, intet var overraskende – alt var set, hørt og oplevet før. De mindede mest af alt om en udvandet variant af Lacuna Coil blandet med Nightwish.

De prøvede gang på gang at få publikum til at bide på, men det lykkedes aldrig. Generelt var folk galoperende uinteresserede i bandet, så ret skal være ret, det var heller ikke nemt at være Amaranthe denne aften! Amaranthe er ikke et teknisk dårligt band, og samtlige tre(!) vokalister kan skam sagtens synge og gøre ved, men det ændrer ikke på, at Amaranthe er et utroligt kedeligt band uden personlighed. Måske det kommer på sigt, måske ikke, men hvorom alting er, så kom de, gjorde deres ting og gik igen.

4/10

Apocalyptica

Apocalyptica

Det er mange, mange år siden, jeg aktivt har hørt Apocalyptica, men det ændrer nu ikke på, at jeg holder meget af celloen, som på mange punkter er det af de klassiske instrumenter, der er mest ”metal”. Dog var jeg lidt loren for, om de stilfærdige finner rent faktisk kunne sætte gang i et show, og er en cellokoncert egentligt ikke noget, man bør sidde ned til?

Apocalypticas koncert var, om noget, en blandet pose med finsk lakrids. For der er ingen tvivl om, at de er nogle utroligt dygtige og kompetence musikere, men alligevel så var det deres eget materiale, der faldt til jorden. For så spændende er det heller ikke at stå i en kold betonkuppel og se nogle krabater headbange til klassisk musik (som i øvrigt blev totalt druknet i trommerne), men måske nok endnu mere fordi, de er mest kendte for at lave ”skægge” ting som Metallica- og AC/DC-covers – hvilket nok var det, folk mest af alt ventede på. Og det skete da også. Vi fik da både Rammstein (med Elize fra Amaranthe på vokal), et kvart cover af Metallicas ”Seek & Destroy”, lidt ”Thunderstruck” fra AC/DC samt et medley af klassiske sange, hvor Edvard Griegs ”I Dovregubbens Hall” var omdrejningspunkt. Den sidstnævnte blev serveret med en lille joke om, at nu skulle vi altså have et stykke med noget ægte, klassisk norsk black metal – morsomt. Slutteligt fik vi, naturligvis, ”Nothing Else Matters”… Hvorfor skal jeg ikke kunne sige, men det fik vi altså.

Det var alt i alt en løjerlig oplevelse, som helt klart ville have fungeret tusind gange bedre, hvis man havde siddet i en lun og blød stol med en drink i hånden, hvor man kunne klappe sagte efter hver komposition. Så et møgdygtigt band, men en akavet koncert – desværre.

 

5/10

Sabaton

Sabaton

Som tidligere skrevet, så er Sabaton et af de der bands, som alle har en mening om. De krigsklædte svenskere deler virkeligt vandene, og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke er længe siden, jeg selv rystede på hovedet ad dem, men det er jo heldigvis tilladt at ændre mening! Et nyt album betyder jo en ny turné, og selvom deres nyeste udgivelse, The Great War, ikke er et ufejlbarligt mesterværk, så var tanken om at se dem rulle hele deres menageri ud, en tanke jeg så frem til. Også selvom man så skal sluge en kamel eller to i løbet af showet.

Med Første Verdenskrig som det store tema, så siger det jo sig selv, at scenen skal ligne en af de mange skyttegrave, som hærgede det europæiske landskab for lidt over 100 år siden. Dvs. spanske ryttere, sandsække, pigtråd osv. fyldte godt på scenen sammen med Joakim Bródens kære kampvogn. Ergo var alt, som det skulle være, og illusionen om at stå ved Verdun i 1916 var næsten komplet.

Til tonerne af deres helt store evergreen ”Ghost Division” kom bandet springende frem til en blændende salve af eksplosioner – og folk var tændte! Lyden var stadig ikke god, og Joakim druknede generelt i mixet, og det samme gjorde leadguitaren ret ofte, men Forum er åbenbart bare forbandet. Sabaton valgte dog at kompensere ved bare at spille højere og højere samt sprænge flere og flere ting i luften og tænde flere og flere pyros.

Vi fik en perlerække af hits, nye såvel som gamle, og folk labbede hvert et ord i sig, og der var masser af gak og løjer fra Joakim og Co. Tanks, skyttegrave, hammondorgler forklædt som Manfred von Richthofens flyvemaskine, nødblus, og naturligvis kom Apocalyptica også forbi for at spille med på fx ”Fields of Verdun” og ”Angels Calling”, hvilket gav en rigtig god bund og dybde til Sabatons egen lyd.

Sabaton er en velsmurt krigsmaskine, og intet af det, der skete på scenen i aften, var tilfældigt. Alt var indøvet og gjort tusindvis af gange før – hvilket både er godt og skidt. For på den ene side er det jo rart, at man som publikum får et topprofessionelt show, hvor alle ved, hvad deres rolle er, og spiller den til perfektion. På den anden side, så får man også en metervare, som alle andre også har oplevet. Man får de samme jokes, de samme bevægelser og de samme stunts som alle andre – det er vitterligt et show. Der er ikke plads til improvisation, der er ikke plads til kaos, der er ikke plads til det tilfældige og organiske.

Misforstå mig nu ikke, jeg sætter da utroligt stor pris på, at de har øvet sig og ved, hvordan de skal spille deres sange, men det bliver simpelthen for indstuderet, og når man først opdager det og ser, at kejseren ikke har noget tøj på, så bliver det bare ikke det samme igen. Sabaton er helt klart et festband lavet til dem, der godt kan lide eksplosioner, tanks og fortællinger og heroiske gerninger – hvilket jo også er tre fede ting! Måske de bare skulle på turné med Powerwolf og Amon Amarth og så bare turnere rundt, indtil de ikke kan gå eller stå længere. For de tre bands er efterhånden det samme band bare med forskellige hatte på.

Hvorom alting er, så må jeg jo stille mig selv det store spørgsmål: Var det en god Sabaton-koncert? Nej. Var det en god Sabaton-forestilling? Ja, ja, det var det, omend Forums lyd forbliver møgringe!

7/10

Tilføj kommentar