Udsolgt af tandbeskyttere
Studenterhuset i København inviterede lørdag den 28. februar til hardcoreaften i den energiske ende af spektret. Forventningerne til det udsolgte arrangement var skruet helt i top – og med god grund. Aftenens spiseseddel talte Violent Summer Orchestra, Henret, Hard Lessons og som kulmination ROT AWAY. Sidst undertegnede oplevede ROT AWAY, blev der solgt tandbeskyttere i merchboden. Denne aften var de sigende nok udsolgt inden første anslag. Der var lagt i kakkelovnen til regulær krig i pitten.
Violent Summer Orchestra
Orkestret
Violent Summer Orchestra er et relativt nyt projekt med nuværende og tidligere medlemmer af blandt andet STÜGG, Sunken og (0). Bandet spillede deres blot andet show nogensinde; det første var på Råhuset tre uger forinden. Her var jeg tilfældigvis også til stede og var vidne til et band, der – som navnet indikerer – er her for at overtage og berige din kommende sommer! Trods bandets nylige dannelse fremstod de som et orkester med både retning og pondus.
Et powertrip
Hvis nogen havde forestillet sig en langsom opbygning af aftenen, blev den idé effektivt knust. Violent Summer Orchestra åbnede med et tempo og et tryk, der tvang publikum direkte ind i kampzonen. Hardcoreudtrykket blomstrede: Vokalen var brutal og skærende, trommerne hæsblæsende, præcise og uden fejl, riffene kreative, mens bassen bandt det hele sammen med en næsten fræk selvsikkerhed.
De små pauser, hvor enkelte toner fik lov at hænge i luften, fungerede som den korte indånding, før den næste musikalske knytnæve ramte din trommehinde. Bandet spillede med en imponerende ro i kaosset – uden fodfejl og med overskud.
Blod på trøjen
Tre numre inde i sættet røg skovmandsskjorten af og blev afløst af tanktoppen, og energien steg proportionalt med svedniveauet. Bandet havde blikfang og en sceneautoritet, der smittede direkte af på publikum. Som åbningsnavn i et lineup på fire bands er opgaven utaknemmelig – men Violent Summer Orchestra løftede den og mere til. De fik gang i moshpitten, og da frontmanden slog hul på underlæben i et skrig af ren dedikation, var man solgt.
Det eneste, man kunne savne, var et senere spilletidspunkt og en længere sætliste. Det kommer. Hvis dette er forsmagen, bliver sommeren voldelig på den helt rigtige måde med dette orkester.
Henret
Festen fortsætter
Hvor Violent Summer Orchestra sparkede døren ind, byggede Henret videre på ruinerne. Deres udtryk var mere groovende, mere svingende, men uden at miste det kompromisløse hardcoreudtryk.
Bandet havde flere tunge drops, som faldt med kirurgisk præcision. Når tempoet blev trukket ned, og spændingen fik lov at sitre i lokalet, kunne man mærke publikum holde vejret. Og når forløsningen kom, ramte den hårdt. Salen gyngede i takt, og headbanging blev nærmest en kollektiv disciplin.
Dedikation til energien
Henret viste en vanvittig dedikation til udtrykket – ingen ironi, ingen distance. Kun rendyrket respekt for publikum, egne numre og en vilje til at presse energien fremad. De spillede stramt, tungt og med selvsikkerhed.
Bandet krævede flere gange folk i pitten. Mere bevægelse. Mere kaos. Og publikum svarede igen. Pitten voksede støt, og energien i rummet steg, i takt med at publikum kunne levere feedback til bandets ønske. Henret stod solidt i massen og bevarede overblikket, selv når stagedives og cirkelspark fløj forbi scenekanten.
Liveperformere
Henrets styrke er balancen mellem groove og aggression. De kan få et rum til at gynge og sekundet efter rive det fra hinanden. Denne aften cementerede de deres status som et band, der både kan og vil levere varen live.
Hard Lessons
Den gode Temu-udgave
Hard Lessons blev med en selvironisk bemærkning beskrevet som ’Temu-udgven af ROT AWAY’.. Jeg må indrømme, at jeg forstår udsagnet, men må konstatere, at kvaliteten på Temu er steget enormt, hvis dette skulle være en sandhed.
En vekselvirkning
Hard Lessons mestrer vekslen mellem de klassiske hardcoreelementer: svingende grooves, eksplosive udladninger og breakdowns, der inviterer til både headbanging og høje knæløft i cirkelpitten. De havde en klar fornemmelse for opbygning, og deres sange var struktureret, så energien konstant bevægede sig.
Der er ingen tvivl om deres dedikation til genren. Det skinnede igennem i både lyd og attitude. De spillede med intensitet og en tydelig respekt for hardcoretraditionen. Guitararbejdet var stramt, trommerne lå solidt, og vokalen blev leveret med en rå kant, der bidrog til materialet.
Tungere publikum
De havde dog den svære opgave at skulle fastholde energien efter to stærke præstationer. Publikum var allerede varmet op – og måske en smule brugt. Hard Lessons måtte arbejde hårdere for at få den samme umiddelbare respons, og selvom de fik gang i bevægelsen, nåede de ikke helt samme klimaks som de øvrige bands tidligere på aftenen.
Men de kæmpede. Og de leverede. Med lidt mere scenepondus og endnu mere selvtillid kan de sagtens løfte sig yderligere. Fundamentet er der, og dedikationen fejler intet.
ROT AWAY
Råddenskaben har aldrig været bedre
Der er koncerter, der er gode. Der er koncerter, der er vilde. Og så er der de koncerter, hvor et band fuldstændig ejer rummet. ROT AWAY leverede sidstnævnte.
Fra første anslag stod det klart, at vi havde med et band at gøre, der lever og ånder hardcore. Deres dedikation til genren er ikke bare noget, de siger – det er noget, de demonstrerede i hver eneste tone. De spillede med en præcision og intensitet, som kun opstår, når overbevisning og erfaring smelter sammen. Det er kompromisløst, men aldrig rodet. Råt, men kontrolleret.
I fuld kontrol
Hvis publikum under Hard Lessons lige skulle have vejret tilbage efter en hæsblæsende start på aftenen, så var det tydeligt, at lungerne nu var fyldt igen, og at salen var klar til kamp. Fra første breakdown eksploderede energien.
Alt sad lige i skabet. Riffene var knivskarpe, rytmesektionen massiv og urokkelig. Breakdownene blev leveret med brutal tyngde uden at miste groove. Og netop groovet er en af ROT AWAYS absolutte styrker: De forstår, at hardcore skal både slå og svinge. Det groover, når det skal groove. Det smadrer, når det skal smadre. Og overgangen mellem de to føles fuldstændig naturlig.
Frontmand Jonathan Albrechtsen kommanderede salen med en autoritet, man ikke kan tillære sig. Den skal bo i kroppen. Publikum blev beordret op på scenen. Der blev opfordret til cirkelspark og stagedives. ’Fuck dine venner op’, lød det – og pitten eksploderede i en kontrolleret krigszone af sved, smil og flyvende lemmer.
Midt i balladen bevarede bandet det fulde overblik. De spillede fejlfrit. Ingen slinger. Ingen usikkerhed. Kun benhård levering og en energi, der aldrig dykkede. Det var tydeligt, at de ikke bare spiller koncerter – de investerer sig selv hundrede procent i dem.
Alle vil være med til magtdemonstrationen
Og de stod ikke alene. Syls Benjamin Clemens kiggede forbi til et enkelt nummer. Strengt taget var det unødvendigt – ROT AWAY havde allerede publikum solidt i deres hule hånd – men det gjorde heller ikke oplevelsen ringere. Tværtimod understregede det fællesskabet på scenen. Man forstår godt, at Clemens ville derop. Det ville alle. Og det kom de også, i en lind strøm af stagedives, heriblandt medlemmer fra aftenens supportbands, der kastede sig ud i kaosset med samme begejstring som publikum.
Denne aften beviste ROT AWAY, hvorfor de står øverst på plakaten. De forener teknisk kunnen med rå nerve og en kompromisløs kærlighed til hardcore. Det her var ikke bare en stærk headliner; det var en magtdemonstration.
