Foto - Daniel Høgh
Overdrivelse fremmer forståelse
Kender du det, når en fest ender med at tage totalt overhånd, alt er et larmende kaos, men samtidig har man det så fedt, at man ikke vil tage hjem? Det er cirka sådan, skotske Party Cannon prøver at sælge sig selv. Dumt, tungt og med en ironisk distance til, ja, cirka alt. Og for at hjælpe Party Cannon med at gøre deres koncert endnu vildere, eller dummere, var publikum blevet opfordret til at tage så mange oppustelige badedyr med, som de overhovedet kunne bære.
IQ’en falder, mens humøret stiger
Med luften fuld af badedyr trådte bandet ind på scenen, alle tilsyneladende i strålende humør. Med bandet var dog også en person iklædt en enorm blå kraniemaske bærende på en stor pappenis, der udmærkede sig som en glimrende luftguitar – se, det var en hype-man, der ville noget. Hvis man ikke allerede var klar over, at pladsens samlede IQ var på vej nedad, så blev man det hurtigt. Party Cannon gjorde en ære ud af at spille tungt, spille dumt og spille på samtlige parametre, der kunne give dem billige point. Dumhederne var dog ikke til for at dække over manglende evner. “Improper Use of a Speculum” blev leveret præcis så tungt og brutalt, som man kunne have håbet på, den unægteligt catchy “Thirst Trap” sad lige i skabet, og der var generelt ikke en finger at sætte på bandets tonstunge præstation.
Bandets vokalist, Daryl Boyce, var samtidig umanerligt charmerende, hvad enten han snakkede om at udvide endetarmsåbninger, opfordrede til stagedives fra Ringgadebroen eller at sende børn ud for at crowdsurfe på oppustelige pizzaslices. At hans vokal også var lige så overdrevent væmmelig, som manden var hyggelig, var kun i bandets favør. Den kranieiførte hype-man – en funktion, som flere bands burde bruge – væltede rundt på scenen med papskilte, der opfordrede publikum til slams, fællessang, moshpits og sågar armbøjninger, og det hjalp bestemt også bandet med at vinde publikums gunst. Brutal slam-død er bestemt ikke for alle, men når et band ikke kun spiller så tight, som Party Cannon gjorde, men også satte en ære i at bruge alle tricks i ærmet til at invitere gud og hver mand med til festen, så var det umuligt at takke nej. Charmen rakte dog kun til en af de circlepits Boyce opfordrede til, men festivalpladsen taget i betragtning var tre pits også at stramme den.
Man kunne også spørge sig selv om, hvor længe Party Cannon kunne holde de fremmødtes interesse, når brutal død trods alt ikke er for alle. Men det var ganske enkelt umuligt ikke at lade bandet slippe afsted med deres overflødighedshorn af billige point. Den gamle klassiker “Duct Taped to a Flag Pole” havde ganske enkelt også et groove, der var umuligt ikke at rocke med på. Jeg havde selv glædet mig til Party Cannons koncert, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Party Cannon nød at være her, nød at fjolle rundt, og vi nød et velspillende, veloplagt og charmerende band. At min Convocation-trøje senere på aftenen blev komplimenteret af Daryl Boyce, skadede bestemt heller ikke indtrykket.
I sandhed en festkanon
Da Party Cannon blev annonceret til Rock & Rul, vidste jeg med det samme, at det enten blev en kæmpe fest eller en kæmpe fiasko. Fordummende, selvironisk brutal slam-død kunne gå begge veje. Men det blev ikke kun en fest, det blev et ekstravaganza af fremragende brutal død, et charmerende imødekommende band og et bevidst spil på samtlige billige point, som man overhovedet kunne slippe afsted med. Har du mulighed for at se Party Cannon, så skal du afsted. Det var den tungeste fest, som ingen ville hjem fra.