Foto - Thea Oborski (stemningsbillede, ikke fra koncerten)
Midnatsmesse klokken otte
Så var vi nået til et af festivalens helt store trækplastre, nemlig amerikanske Midnight, der var slået et smut forbi Aarhus denne fredag aften som led i deres ”Satanic Royalty 15th Anniversary World Tour”, der er en hyldest til bandets ikoniske debutalbum Satanic Royalty. Midnight har tidligere fået meget blandede anmeldelser her på sitet, men bandet har altid fået store roser for at være et glimrende live-band, og forventningens glæde sitrede da også blandt de fremmødte i tusmørket.
Råberi i en gummicelle
Lidt over otte gik Athenar, der lystrer det borgerlige navn Jamie Walters, på scenen iført den letgenkendelige sorte hætte og lædervest til stor begejstring fra et publikum, der var klar til at slå pjalterne løs. Men knap var første akkord til ”Unholy and Rotten” blevet slået an, før det stod klart, at der var noget helt rivende galt med lyden. Nogen må have glemt at skrue op for lyden, for min medanmelder og jeg stod ti meter fra scenen og kunne tale sammen i normalt toneleje. Guitaren var heller ikke repræsenteret med så meget som én decibel, og kunne jeg ikke med mine egne øjne se, at guitaristen stod deroppe og daskede løs på sit instrument, ville jeg have troet, at han var blevet hjemme. Et hurtigt kig over skulderen mod lydpulten afslørede, at problemet også var evident for de i øvrigt dygtige lydteknikere. Heller ikke på ”Evil Like a Knife”, ”Satanic Royalty”, ”You Can’t Stop Steel” eller ”Rip This Hell” var der kommet mere bund i lyden, og det lød fortsat, som om Midnight spillede i et tilstødende lokale og ikke lige foran os. Sindssygt ærgerligt, da de føromtalte numre må siges at være det tætteste, man kommer på en paradekørsel i Midnights diskografi. Men okay, bandet virkede til at være ganske upåvirkede, og det samme var publikum, der fist-pumpede og dansede til den store guldmedalje. Guitarsoloerne var catchy og bandet medlevende, udfordringerne til trods. Efter et kort intermezzo, hvor Athenas først får rage baitet publikum (”Danke”! Is that not how you say gracias around here?”) or dernæst givet et skud ud til gratisterne oppe på Ringgadebroen, kom der langt om længe styr på lyden. Med et karakteristisk ”UH!” sparkes ”Necromania” i gang, og både lyd og stemning fik et gevaldigt hak opad. Bandet kørte resten af Satanic Royalty igennem på rutineret autopilot, inden de lukkede hele seancen med ”Fucking Speed and Darkness” og ”F.O.A.L”. Alt sammen til stor begejstring for publikum, der tilsyneladende ikke lod sig gå på af lydproblemer, men sejlede ekstatisk rundt i sved og fadøl. Et aldeles fremragende punktum på en koncert, der startede noget nær katastrofalt. ”Do what you want, but most importantly… fuck off and live!” lød Athenas’ udgangsbøn, inden Midnight forlod scenen til lyden af deres eget båndede musik. Lidt spøjs og abrupt slutning, men på sin vis også meget ”on brand” for det excentriske Cleveland-band.
Det er ikke ovre, før den fede ged bræger
Midnight var tæt på at blive kvalt af lydproblemer, inden koncerten overhovedet var kommet i gang, men da der langt om længe blev skruet op for de rigtige knapper, viste amerikanerne præcis, hvorfor de har ry for at være et fremragende live-band. Det blev beskidt, medrivende og tilpas idiotisk, og mod slutningen var den katastrofale åbning næsten glemt. Ikke den pletfrie midnatsmesse, vi var blevet stillet i udsigt, men Satan fik da prædiket til sidst.