Foto - Daniel Høgh
Gravøl ad libitum
Efter smadrefest med EYES var det blevet tid til intet mindre end et stykke levende musikhistorie i form af svenske Grave, der er blandt pionererne inden for den stockholmske skole af svensk dødsmetal. Sammen med Entombed og Unleashed udødeliggjorde de i start-90’erne den ikoniske ”kædesavslyd”, der fremkommer ved ubønhørlig misbrug af HM2-forstærkereffekten. Nu skulle det blive interessant, her små 40 år senere, at se, om der stadig var bid i de gamle kadavere, eller om de havde et halvt ben i graven.
Hvorfor overanstrenge sig, når man kan tage den på rutinen?
Klokken havde netop passeret otte på denne glohede fredag aften, da trioen gik på scenen til lyden af svensk vinterblæst, og efter en kort anerkendelse af det hujende publikum bragede den umiskendelige dybe og kværnende motorsavslyd ud af højtalerne. Lyden stod skarpt, men det var, som om de fremmødte lige skulle have sig en puster efter en tur i EYES-centrifugen, og den meste aktivitet var derfor naturligt nok centreret omkring scenen, mens de bagvedstående og -siddende var en smule mere afventende. Ola Lindgren er efterhånden blevet 55, men det kunne ikke høres på hans vokalpræstation, der ikke viste nogen alderstegn. Der må have været en lydmand, der havde skruet op for volumenknappen, for Tomas Lagréns trommer buldrede ubønhørligt mod de store betonelementer, så selv det ikke-betalende publikum oppe på Ringgadebroen måtte knuge sig til hegnet for ikke at komme til at lave en Michael Strunge. Grave hyggede sig øjensynligt ganske udmærket, og riffsene faldt som præcise skudsalver, selvom det hele måske var en lille smule for poleret og rutinepræget. Blot ugen forinden havde Grave spillet på Brutalt Assault foran tusinder, så måske var det ikke så underligt, hvis de tillod sig at space lidt ud foran de få hundreder denne dag. Men med alt det sagt, så var der altså stadig godt spræl i de gamle. På ”Black Dawn”, som Lindgren skrev som teenager i 1987, blev ribbenene for alvor trykprøvet af basen og stortrommen. Tempoet fik et hak opad, det samme gjorde stemningen. På ”For Your God” og signaturnummeret ”Into the Grave” fik svenskerne for alvor smidt tøjlerne, og publikum kunne langt om længe få lov til at gå fuldstændigt bonanza. I en underlig saltvandsindsprøjtning af bidskhed og kådhed hengav publikummet sig nu helt til chugga-chugga-riffs og de hektiske punkede d-beats på ”You Will Never See”, inden bandet lukkede med et nummer, jeg desværre ikke umiddelbart kunne identificere (måske ”And Here I Die”?). Bandet fortsatte således dagens trend, hvor der lige skulle bankes lidt rust af artisterne, inden de begyndte at folde sig ud. Men folde sig ud, det gjorde Grave til sidst, og så fik alle svedige, aarhusianske swedeath-fans også sat flueben ved den.
Poleret, men uden graverende fejl
Grave skulle lige have banket rusten af, men da først svenskerne fik varmet både sig selv og publikum op, viste de gamle dødsmetal-legender, at der stadig er rigeligt med saft og kraft i dem. Det blev måske aldrig nogen decideret magtdemonstration, og til tider kunne rutinen mærkes lidt for tydeligt, men kædesavslyden stod skarpt, og Lindgren overpræsterede for sin alder. Så for at svare på mit eget spørgsmål, så har Grave muligvis et halvt ben i graven – men det andet står stadig solidt plantet på speederen.