Foto - Daniel Høgh
Kan et bjerg af fjer blive til ti høns?
Efter Fancy Lee stod programmet på prog-metal i form af avantgarde-kvartetten Feather Mountain. Bandet har tidligere leveret fremragende sceneshows, blandt andet på Copenhagen Metal Fest, så selvom der var tale om en førstegangsoplevelse for overtegnet, var det bestemt ikke uden forventninger.
Eller en papirtiger?
Til dagens dont under betonhvælvingerne havde bandet iklædt sig hawaii-skjorter og medbragt blomsterdekorationer; et interessant valg, der sammen med de røde og grønne lysstave, der sporadisk var placeret på scenen, stod i slående kontrast til de industrielle omgivelser. Det var tydeligt, at publikum lige skulle afkode æstetikken og afstemme den med musikken, men bandet lagde ganske hårdt for land, og forsanger Jonas Høyrup Larsen fik hurtigt givet prøver på sin glimrende growl-vokal. Harmonierne mellem bas og guitar sad lige i skabet, og hele sættet var nærmest en tour de force i teknisk overlegenhed. Men det var også meget harmløst og uden kant. Meget symbolsk råbte Larsen på et tidspunkt ”skål for helvede!” og tog en tår danskvand. Larsens rene vokal havde også lidt udfordringer på de helt store noter, men dette opvejedes i nogen grad af Andreas Dahl-Blumenbergs backup-vokal. Det hele er som sådan interessant nok med syvstrengsguitar og synthpop-samples, men hurtigt blev det tydeligt, at Feather Mountain ikke for alvor kunne få trukket publikum med ind i sit univers i de rammer, der var blevet givet til dem. Det er, som om lyden og stemningen fes lidt ud over festivalen, og der var nærmere stemning som til en fernisering og ikke til en metalkoncert. Noget abrupt annoncerede bandet så ud af det blå, at de gerne så publikum gå amok til det sidste nummer. Sidste nummer? De havde knap nok spillet tyve minutter. Der var da heller ikke nogen, der gik amok, om end der forekom lidt headbanging hist og pist til lukkenummeret, der var noget tungere og dynamisk end de forrige.
10/10 for indsatsen, men…
Det endte med at blive ”too little, too late” for Feather Mountain, og selvom bandet egentlig var i fint spillehumør, tydeligvis var meget teknisk kompetente, og rigtigt glade over at være til stede, så var der bare et eller andet udefinerbart, der ikke sad lige i skabet denne dag. Set i retrospekt var det dog fint lige at få det følsomme og kvasi-akademiske batteri tanket lidt op, inden vi bevægede os videre til Rap Martin Rap, der skulle vise sig at være… noget andet.