Foto - Thea Oborski
Det var måske ment som en musikalsk ganerenser
Efter en tiltrængt spisepause skulle den sidste fjerdedel af årets Rock & Rul sættes i gang af kvartetten Danefae, der, ikke én, men to gange, har fået rigtig pæne ord med på vejen her på sitet for deres udgivelser. Genremæssigt er der ingen tvivl om, at Danefae skilte sig noget ud på Rock & Rul, hvor der ikke just var en overflod af eftertænksom og følsom metal på programmet. Men det viste sig at være præcis dét, som publikum tragtede efter.
Men det endte som en magtdemonstration
Danefae gik på scenen cirka kvart over seks til sælsom korsang. De tre instrumentalister var klædt helt i sort i nærmest bedemandsagtig facon, og som skarp kontrast hertil bar forsangerinde Anne Olesen en blomsterkrans i lyse farver. Jeg skal blankt erkende, at dette var mit første bekendtskab med Danefae, og at jeg var en smule skeptisk på forhånd. Men relativt hurtigt stod det klart for mig, at jeg var i gang med at overvære et af festivalens absolutte højdepunkter. De danske tekster var et overraskende forfriskende pust, der med det samme etablerede en følelsesmæssig forbindelse til et publikum, der i halvandet døgn havde været igennem vridemaskinen i diverse metalgenrer. Olesen brugte afvæbnende, underspillet humor og voldsom vokal autoritet i lige mængder, og alle omkring mig stod som hypnotiseret fra første akkord. ”Kan I lide at moshe? Så må I vente lidt endnu” jokede hun mellem to numre, og publikum drog et lettelsens suk. Det var tydeligt, at folk i dette øjeblik ikke havde brug for mere headbanging eller moshing, men bare at sænke skuldrene og lade sig hypnotisere af Danefaes bjergtagende lydunivers. Det er lang tid siden, jeg har hørt et band, der er så sammenspillet, og hvor det individuelle niveau hos hver musiker er så tårnhøjt. På den smukke og melankolske ”P.S. Far er død” var der så stille ude i støvet, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Og det er ment aldeles positivt. På nummeret blev Danefae gjort selskab af Lars Bo Nepper fra Chronicle, der med sin growl-vokal indgik i en rørende, barsk og brutal duet med Olesens clean vokal, der var hvid som sne. Allerede her var jeg så begejstret, at jeg var klar til at kaste roser på scenen, men så præsterede guitarist Anders Mogensen gudhjælpemig en solo til sidst på ”P.S…”, der burde være obligatorisk pensum på alle landets musikkonservatorier. Danefae sluttede meget rammende med ”Sang om Håb”, og bad i den forbindelse publikum om at være behjælpelige på klappeintroen. En forespørgsel, der naturligvis ikke kunne honoreres af de fadølsbelagte tilhørende, og som viste, at Danefae musikalsk befinder sig på en anden planet end os andre. På det her tidspunkt havde jeg lagt notesblokken til side og fokuserede kun på at suge de sidste minutter af det eventyrlige spektakel til mig. At jeg skulle finde prog-metal med højskoleinspirationer synderligt interessant stod sgu ikke lige på mit bingokort for 2026. Men jeg lægger mig fladt ned.
Første, men bestemt ikke sidste gang
Det her er en af de bedste koncertoplevelser, jeg har haft i år, og hvis Danefae kan præstere sådan i disse rammer under åben himmel med båndet korsang osv. – hvad kan de så ikke under mere optimale lydforhold? Det har jeg tænkt mig at finde ud af til Copenhagen Metal Fest i Amager Bio til september.