Foto - Hvergelmir Photography
Pensionsalderen stiger og stiger
Mange bands har i tidens løb rendt ind i den forhindring, der hedder kone og børn. Men efter 18 års pause og blandt andet noget så eksotisk som en værttjans på P4 er de danske hardcorelegender Barcode tilbage på scenen. Nok er medlemmerne tættere på 60 end 30, men der var efter sigende blevet øvet ganske meget. Hvilket så ville gøre det spændende, om vreden og aggressionerne føltes som for to årtier siden og ikke som vrisne midaldrende mænd fra forstæderne, der klagede over naboens langhårede græsplæne.
En tur i slyngelstuen
Ud fra åbningen at dømme var det mere hyggelige frustrationsudbrud end reel vrede, der blev disket op med. Bevares, Barcode er også 25-30 år ældre end Eyes, men vi skal vel også i gang. Hvad man til gengæld manglede lidt i hardcorens vrede, gav Barcode i glæde over at være tilbage. Vokalist Knud Lind Therkildsen og guitarist Esben Slot Sørensen var i højt humør og ganske veltilfredse med at være tilbage på scenen — Knud fronter også thrash-bandet World War 5, som dog ikke har været aktive i et par år. Publikum tog i hvert fald også den hyggelige stemning til sig. Smil, horn og generelt god stemning var, hvad man mærkede ude på gulvet. Specielt bandets kærlige stikpiller til hinanden og mobiloptagede fotografer frembragte smil på læben. I et interview med Din Avis havde Therkildsen sagt, at stemmen var som før i tiden, og at de have øvet sig gevaldigt for ikke at sværte bandets navn til. Lukkede man øjnene, så var det da bestemt heller ikke til at høre, at Barcodes storhedstid lå 20 år tilbage i fortiden. Bandet lød godt, havde et glimrende sammenspil og kammeratskab, som de hellere end gerne ville indlemme publikum i. Specielt “Drinkslinger” dedikeret til arrangør Andreas Truelsens tvivlsomme økonomi bød for alvor publikum indenfor til moshpits og andre lemfældige fysiske sammenstød. På “Intolerance” begyndte man endda også at fornemme, at hardcorens vrede begyndte at boble hos de midaldrende herrer. Så da der blev bedt om en wall of death, adlød publikum selvfølgelig. Hjemmebanefordelen har måske spillet ind, men hyggen ved at være tilbage gik efterhånden lige op med, hvad bandet leverede. Bevares, Barcodes materiale var ganske vist brygget efter en gevaldigt enslydende formular, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved, om bandet i dag bør have tre kvarters spilletid. Specielt når det tog 37 minutter, inden et nummer med en guitar mere fremtrædende end i sædvanlig old school hardcore brød ensformigheden. Dengang Volbeat varmede op for Barcode, og aarhusianerne havde energien fra Eyes, kunne dette tidsforbrug sikkert retfærdiggøres, men her i 2026 manglede der nu noget variation, hvor energiske publikum end var. Var Barcode skægt? Bestemt. Blev det overordnet set mere end bare et hyggeligt gensyn med gamle dage? Desværre nej.
Husk hyggen, dog med måde
Inden aftenens koncert havde jeg håbet på, at Barcode ville give os en old school udgave af Eyes, alderen til trods. Old school var det bestemt, men man var mest af alt efterladt med indtrykket af at have været på besøg hos en flok midaldrende folkeskolekammerater, der hyggede ude i garagen. Nok kunne de spille hardcore, som da far var dreng, og servere den, som publikum ønskede, men der var intet ved koncerten, der for alvor gjorde, at vi kom op af lænestolen i slyngelstuen.