En dansk heavyrock-institution i et totalt udsolgt Amager Bio
Det er ikke til at komme udenom, selvom andre og større medier her i Danmark benægter det: Pretty Maids er en institution i dansk heavyrock. Helt tilbage i start-80’erne – dengang, heavy metal så småt tog sin form i Danmark – bestod den danske metalscene stort set af Mercyful Fate, Maltese Falcon, Witch Cross og Pretty Maids. Det betød, at det med at være kræsen med koncerter var et no-go – der var sgu ikke ret meget at vælge imellem. Så selvom man som denne anmelder primært var til de hårde varer som Mercyful Fate, Metallica, Slayer og Celtic Frost og altid måtte slå korsets tegn (omvendt, naturligvis), når nogen kom til at nævne Def Leppard og andet poppet stads, så var der altså bare et eller andet, der fungerede ved de der drenge fra Horsens. Så stod man der, i nu hedengangne Saga på Vesterbrogade i 1984, med korslagte arme og påtaget arrogance: ”Det der er absolut ikke trve kvlt” (selvom min efterhånden godt forkalkede erindring nok fortæller mig, at det begreb ikke rigtigt var i brug dengang). Men hvem prøvede man egentlig at overbevise? For Pretty Maids var – og er i dag, over 30 år senere – leveringsdygtige i de fedeste riffs, i uimodståelige omkvæd og ren og skær livsglæde. Så dengang gik der ikke længe, før man måtte opgive sin skepsis. Armene røg i vejret, og man skrålede med sammen med resten af Saga på ”Red, Hot & Heavy”, ”Back to Back”, ”Fantasy” og ikke mindst sangen med verdens fedeste riff: ”Future World” (den sidste først et par år senere godt nok).
Ikke nok med det; igennem hele Pretty Maids’ karriere har det såmænd for det meste været det samme med deres albums, der på trods af de obligatoriske og alt for sukkersøde ballader altid, som i ALTID, har været leveringsdygtige i klassiske hard rock-riffs, solidt håndværk og smittende spilleglæde.
I de sidste mange år har de jyske veteraner haft en fast tradition med en koncert i Amager Bio i december, og her i 2017 er det, så vidt HeavyMetal.dk har kunnet tælle sammen, 11. år i træk, at Pretty Maids ønsker os københavnere en glædelig jul. Denne gang med fokus på at fejre klassikeren Future World, der i år udkom for 30 år siden. Inden vi nåede til det, skulle vi dog lige igennem en solid gang svensk ’hårdrock’
Eclipse
Eclipse er klassisk svensk hard rock i Europe-traditionen, dog med knap så meget keyboard. Tidligere i år udgav de deres 6. album, Momentum, der fik hele 8 stjerner her på HeavyMetal.dk. Så vi gik til Amager Bio med rimeligt store forventninger om en gedigen cocktail af svenskerhår, sing-along og knytnæver i vejret – og det fik vi da også, sådan cirka.
Eclipse spiller solidt, forsanger Erik Mårtensson kommer godt udover scenekanten, og deres sange rocker generelt helt fint. På trods af det var det alligevel en lidt afmålt præstation. Det var, som om at Eclipse godt vidste, at vi stort set alle sammen var kommet for at høre Future World, og det satte en dæmper på tingene. Med ”Never Look Back”, ”Jaded” og ikke mindst ”The Downfall of Eden” fik vi dog flere fine eksempler på, at Momentum er en god gang party rock, og at Eclipse sagtens kan sætte gang i en fest, hvis publikum ellers er parate til det. Nu endte det mest som en gang blød mellemvare.
Pretty Maids
Så blev det Pretty Maids’ tur, og til tonerne af introen til nummeret ”Future World” løb Paul Christensen, Kenneth Hansen, Rene Shades, Chris Laney og den helt nye trommeslager, Allan Sørensen, på scenen til stor jubel fra en udsolgt Amager Bio. Efter en problemfyldt optræden i Royal Arena sidste uge som opvarmning for Scorpions – der blandt andet gav Pretty Maids en helt urimelig hård medfart i Ekstra Bladet – var det spændende at se, om bandet var klar til revanche. Og det var de.
I. Den. Grad.
Glem alt om ”Smoke on the Water”, ”Enter Sandman” eller ”Paranoid”; ”Future World” ER bare det fedeste riff i rockhistorien. Det sparkede i den grad løjerne i gang, og Pretty Maids så sig ikke tilbage. ”We Came to Rock” groovede stort set lige så fedt, og sådan blev det ved. Vi blev mindet om, hvor stærk en plade Future World faktisk er, selvom forsanger Paul før flere af sangene næsten lidt nervøst gjorde opmærksom på, at det jo var første gang, de spillede dem. Det gjorde bare ikke noget, for de sad lige i skabet alle sammen, og publikum var med hele vejen.
At Pretty Maids ikke bare er et nostalgiband, der udelukkende lever på gamle bedrifter, beviste de så til fulde i anden halvdel af showet – blandt andet med en stribe superstærke sange fra Pandemonium (2010), Motherland (2013) og sidste års Kingmaker. De blev leveret sublimt, og folk skrålede med, som om det var klassikere fra 80’erne.
Der er bare ikke noget som helst negativt at sige om denne aften i selskab med Pretty Maids og Future World, så det kan ikke blive til andet end 10 brændende kranier til Pretty Maids og en stor fuckfinger til Thomas Treo. Vi glæder os allerede til næste jul i Amager Bio.
Fik jeg nævnt, at ”Future World” er det fedeste riff ever?
Det spillede Pretty Maids:
Future World
We Came To Rock
Love Games
Yello Rain
Loud ‘n’ Proud
Rodeo
Needles in the Dark
Eye of the Storm
Long Way to Go
Mother of All Lies
Kingmaker
Clay
Red, Hot & Heavy
Little Drops of Heaven
Pandemonium
Bulls Eye
Please Don’t Leave Me
Back to Back
Merry Christmas
