Stålvædder

Stålvædder er et relativt nyt navn på den danske undergrundsscene, men bandet har allerede markeret sig med en lyd, der føles som en rusten kæde trukket hen over beton. Gruppen blev dannet i København i 2022 og bevæger sig i krydsfeltet mellem groove metal, sludge, hardcore og melodisk dødsmetal mikset med dystre temaer som mytologi, rædsel og mørke fortællinger. Denne aften åbnede de ballet med et vredt ’Vi hedder Stålvædder, og vi spiller heavy metal!’, og så var vi ellers i gang.

 

Ikke så meget pjank

Bandet lagde stor vægt på riffs og fysisk tyngde frem for teknisk overpyntning. Numrene viste momentvis rigtigt fine takter, men dele af publikum så ud til at have mere end svært ved at komme rigtigt ind i flowet, måske den del af publikum, der ikke kendte bandet og deres numre på forhånd. Det blev også tydeligt, da Martin Arge i front på et tidspunkt råbte, at vi skulle synge med, så hørte jeg flere mumle noget i retning af ’synge med på hvad?’

Når nu tekstuniverset drejer sig så tydeligt om mytologi, varulve og det, der er værre, så var det et overraskende lige-ud-ad-landevejen stykke koncert, de leverede. Der blev ikke gjort noget ekstra for at hive os ind i universet, desværre. Publikum var det meste af tiden tilfredse med blot at stå og nikke med hovederne til musikken, men der dannedes da også et par små øjeblikkes pit undervejs. Slutteligt råbte Arge ud over publikum, at det var tid til sidste nummer. Og man giver altid 100 % på sidste nummer! Og så kan man jo spørge sig selv, hvorfor bandet ikke gav 100 % hele vejen igennem? For så havde det måske været en sjovere aften for alle, og de havde nok også landet en højere karakter.

 

Når enden er god, er enden god

Efter lige omtrent en halv times tid var det nok for i aften for Stålvædder. De andre bands stod i kø for at overtage scenen og måske få lidt mere energi udover scenekanten. Sættet, som Stålvædder leverede, var ikke rigtigt dårligt. Det var bare heller ikke sådan rigtigt godt.  Mest af alt savnede jeg energi og noget unikt for dem som band, så det kunne sætte et gedigent støvleaftryk i hjernemembranen. Jeg håber, de finder formlen, for de er ikke dårlige musikere. 

5/10

Sharks In Your Mouth

Sharks In Your Mouth er et italiensk metalcore-band fra Ancona, dannet omkring 2011, og de har gennem årene udviklet sig fra klassisk post-hardcore til en tungere og mere moderne blanding af metalcore, djent, deathcore og alternativ metal. De har aldrig gæstet Danmark før, og vi har da heller aldrig anmeldt nogle af deres albummer. Så bandet skulle nu gøre sig umage for at sætte udgangspunktet for fremtidige anmeldelser.

 

Instant Mosh – just add sharks and stir

De kom olme på scenen efter en kort pause, og koncerten skulle da også vise sig at være hæsblæsende fra start til slut. Trykket var med det samme massivt, og allerede med første nummer, ”The Future”, raslede bandet en circlepit i gang. Resten af sættet bestod af deres største numre som fx ”The Covenant”, ”CULT 404” og ikke mindst deres cover af Eminem-klassikeren ”Lose Yourself”. Sidstnævnte blev præsenteret med et ’T Og det havde Andrea Pali i front da også fuldstændigt ret i. For hans vokale præstation på det her nummer var langt fra så stærk som under resten af sættet. Det klædte ham simpelthen ikke med den rytme, der var i nummeret – og man kan jo argumentere for, at de burde have fokuseret på deres egne numre frem for covers, når de kun havde 40 minutters spilletid. Heldigvis blev den fulgt op af ”This is Gonna Hurt”, der alle dage har været en bidsk satan. Det var den også denne aften, og publikum viste italienerne præcist, hvordan man smadrer dansegulv i Danmark. For musikken var da godt nok metalcore, men publikum opførte sig, som var de til verdens fedeste jumping fitness-time. Stor ros i øvrigt til det fremmødte publikum. Der blev crowdsurfet og skrålet og brændt kalorier af til den store guldmedalje.

Pali var sættet igennem bandets naturlige centrum live med sin intense vokal, der lå i spændet mellem aggressive growls og mere teatralske, melodiske passager. Jeg var som sagt ikke fan af hans semi-rap, da det dræbte lidt momentum. Publikum tilgav det dog hurtigt, og det er forståeligt nok. For når Sharks In Your Mouth var gode, så var de suveræne. De moderne metalcore-riffs, de tunge breakdowns og blastbeats gjorde samlet oplevelsen ganske overbevisende. Showet var i det hele taget ekstremt overbevisende og energisk, og det var tydeligt, at de ikke er nybegyndere. Så langt fra endda.

 

Ingen grund til at gå stille med dørene

Sharks In Your Mouths koncert kan ikke ligefrem beskrives som elegant eller subtil. Denne aften lavede de Templet om til et maskinrum i overgear: blinkende lys, nedstemte riffs og en rytmesektion, der ramte som hydrauliske stempler. I Danmark er de stadig forholdsvis ukendte, men denne koncert ser jeg bestemt som et stærkt eksempel på moderne europæisk metalcore med international kvalitet, så mon ikke de snart bider sig fast.

 

Sætliste

1. The Future
2. God Mode
3. The Covenant
4. oh what a shame
5. Sacrilegious
6. CULT 404
7. Lose Yourself (Eminem cover)
8. This Is Gonna Hurt
9. As Above So Below

8/10

Opal in Sky

Canada er måske nok bedst kendt for deres ahornsirup og ishockey – og ikke rigtigt for deres metalmusik. Men det vil Opal in Sky gerne gøre op med. Opal in Sky er et metalcore-/deathcore-band skabt af tvillingebrødrene Dylon og Tyson Opalinsky i 2018. Bandet voksede først frem gennem sociale medier, hvor humoristiske videoer og positiv tilgang til metalmiljøet gav dem stor synlighed, men de har siden opbygget en seriøs fanbase. Deres lyd blander moderne metalcore, djent, deathcore og atmosfæriske elementer med tekster om mental sundhed, selvværd og personlig udvikling, hvilket må siges at være et ret usædvanligt fokus i en genre, der ellers ofte dyrker mørke og nihilisme.

 

Metalcore nu med yoga

Inden Opal in Sky kunne lægge fra havn, kom øhh nåh ja, en af tvillingerne på scenen og lavede et par strækøvelser med publikum. Det er altid godt med lidt opvarmning, det plejer dog ikke at bestå af yoga. Heldigvis sluttede resten af bandet sig hurtigt til og gik i gang med ”Rediscover”. Og det kunne publikum sørme godt lide. De sprøde riffs, den enorme energi, de to brødre i front lagde for dagen, samt de tonstunge breakdowns resulterede i en publikumsrespons, et band kun kan drømme om. ”Empathy, The Gift” fulgte hurtigt efter med sine effektive riffs og medrivende omkvæd og cementerede, hvor god en aften det her kunne blive.

Hvor mange moderne metalcorebands forsøger at fremstå utilnærmelige eller dystre, virkede Opal in Sky nærmest modsatte live. Tvillingerne optrådte energisk og menneskeligt, og under mit besøg i merchboden var de da også usædvanligt imødekommende – præcis som de var det på scenen. Bandets positive budskaber i teksterne gav også koncerterne en anderledes stemning end mange andre metalkoncerter (på tværs af subgenrer i øvrigt), jeg har været til. Der var stadig pits og headbanging, men oplevelsen var langt mere opløftende end konfrontatorisk.

Opalinsky-brødrene besidder ganske solide vokaler med både harsh og cleans. Men hvad de derudover besidder i enorme mængder, er en likability, man ikke kan øve sig til. De har karisma og et godt tag i publikum, fra inden sættet overhovedet startede, til efter det sidste hjerte var blevet sendt mod scenen. Man kan også sige meget om koreograferede danseindslag og krabbehænder til ”Crabs in the Bucket”, men det gjorde publikum ikke. De sprang bare med ombord og dansede med brødrene Opalinsky, uanset hvad de så bød på fra scenen. For Lyngby gav dem det hele. Der blev crowdsurfet hele vejen op på scenen og tilbage mod baren igen. Der blev skrålet og hujet og moshet, og det var en fryd med en koncert, hvor der både var plads til ’bløde’ øjeblikke, hvor hjerter blev sendt både til og fra scenen under ”The Quiet Type”, og nakkebrækkende rasende musik under fx ”The Blight”. Og lige som man troede, at festen var ovre, og man igen skulle se den kolde forårsaften i øjnene og tage hjem, så skrålede publikum bandet tilbage, og vi kunne alle nyde ”Planetary Bliss” som ekstranummer.

 

Blame Canada

Ja, man kan give Canada skyld for meget. Denne aften kunne vi dog primært give dem skyld for ømme muskler af at smile og hoppe så meget. Opal in Sky befinder sig i et interessant felt mellem moderne metalcore, internetfænomen og følelsesdrevet alternativ metal. Brødrene Opalinsky har både nerver og nærvær og gav ikke en fuck for, at det efter sigende er virkelig svært at synge og danse samtidig. For de to stod faktisk knap stille på noget tidspunkt i løbet af koncertens forløb. Og det samme gjorde sig gældende for publikum. De matchede bandets sprudlende energi hele vejen igennem. Showet var intenst, men varmt og personligt snarere end aggressivt og destruktivt, som det ellers typisk ses i genren. Kontakten mellem Opal in Sky og deres fans var noget af det allermest særlige denne aften, og jeg glæder mig til at se dem igen, når de engang gæster Danmark igen.

 

Sætliste

1. Rediscover
2. Empathy, The Gift
3. The Artist
4. The Sacral
5. The Quiet Type
6. Reflection
7. Serene
8. Crabs in the Bucket
9. The Blight
10. Planetary Bliss

8/10