Metallica Boxen, 27. marts 2018
Foto: Sebastian Danmark · Se flere billeder i galleriet

Metallica

Jyske Bank BOXEN, Herning

Officiel vurdering: 8/10

I aftes da Metallica gik på scenen i Boxen, var det femte gang på bare et år og imponerende 13. gang, bandet spiller i Danmark i løbet af de sidste 10 år. Der er således ikke ret meget af nyhedens interesse over et besøg fra Metallica længere. Det kan måske nærmere betegnes som et hyggeligt gensyn – i hvert fald for de fleste fans – og som om kravene til et band af Metallicas kaliber ikke var høje nok i forvejen, så stiller denne genkendelighed faktisk endnu højere krav til bandets præstation. Vi ved, hvad de kan levere, og vi kræver endnu mere! I tre af de fire koncerter i Royal Arena sidste år slog Lars & co. da også fast med syvtommersøm, at Metallica stadigvæk er 100 % relevante og fuldt ud i stand til at leve op til deres egen legendestatus. Lad os bare slå fast med det samme, at det gjorde de igen denne aften i det midtjyske.

Inden Herning og Boxen fik fornøjelsen af Metallica for første gang, skulle vi dog lige opleve James Hetfields nye yndlingsband og deres norske hulemand.

Kvelertak

Kvelertak, Boxen 27. marts, 2018

Kvelertak spiller en groovy gang AC/DC black metal. Det lyder umiddelbart som en bizar sammenblanding, men det fungerer faktisk ret godt på deres indtil videre tre albums (Kvelertak, Meir og Nattesferd). Forskriger Erlend Hjelvik går rundt på scenen som en anden Caveman Ozzy, og gruppens tre guitarister gør, hvad de kan for at få gang i publikum. Som opvarmning for store navne på de store scener kæmper mindre bands ofte med at få publikum i stødet, og samme skæbne mødte Kvelertak denne aften, selvom deres sange indeholder masser af catchy hooks og generelt er rimeligt festlige. De leverede for eksempel ”Kvelertak”, ”Mjød” og specielt ”1985” solidt og fejlfrit, men kom alligevel aldrig helt ud over scenekanten midt i Boxen. De ihærdige nordmænd er nok bare et af de bands, der egner sig bedst til små, svedige og røgfyldte spillesteder.

5/10

Metallica

Metallica, Boxen. 27. marts, 2018

Om man har set Metallica én, fem eller 14 gange, er helt ligegyldigt: Gåsehuden kommer frem, så snart vi hører tonerne af ”Ecstasy Of Gold”, og Eli Wallachs grimme fjæs dukker op på skærmene. Ritualet kan begynde. Allerede under åbneren ”Hardwired” stod flere ting klart: For det første var lyden i Boxen en hel del bedre, end den var i Royal Arena sidste år. Ikke så høj måske, men alle fire instrumenter stod klart i lydbilledet, og det samme gjorde Hetfields vokal. Metallens bedste frontmand virkede også utroligt veloplagt og klar. Han fik hurtigt hevet resten af bandet – og ikke mindst publikum – med.

”Hardwired” gik brat over i ”Atlas, Rise!” med dens medrivende Iron Maiden-melodier, og bortset fra et lille trommekiks i starten af ”Seek & Destroy” lød bandet ret sammenspillet på trods af deres fem uger lange tour-pause. Vi fik også en tight version af ”Holier Than Thou”, som blev spillet for første gang på World Wired-touren. Noget andet, der blev klart, efterhånden som aftenen skred frem, var, at ganske overraskende havde Metallica valgt ikke at lytte til os her på Heavymetal.dk og vores opfordringer om dels at spille lidt flere knap så kendte sange fra deres eminente bagkatalog  og om samtidig at droppe både nogle af de nye sange og en del af de gamle travere. Det blev der desværre ikke noget af. Vi fik således hele syv numre fra Hardwired…, og selvom man, som denne anmelder, synes, at de enkeltvis er rigtigt gode sange, så blev det altså lige i overkanten, og det betød desværre, at koncerten i perioder tabte pusten. Ærgerligt og helt unødvendigt. Specielt deres Safri Duo-stunt i ”Now That We’re Dead” er noget værre pjat, og man fatter ikke, at Papa Het ikke sætter foden ned og stopper det.

På den anden side er ”Halo On Fire” altså en fantastisk sang, og selv helt oppe på de bagerste rækker kunne de garanteret mærke, hvor meget den betyder for især Hetfield. En usædvanlig skarp Kirk Hammett vred så også den lange afslutningssolo helt perfekt af. I de senere år har Hammett i øvrigt ofte virket lidt sjusket og uskarp på scenen, men under hele sættet i Boxen lød det, som om han pludselig havde fundet sin anden ungdom.

Aftenens eneste egentlige overraskelse kom, da Rob Trujillo og Kirk sammen spillede en rå version af Gasolins ”Rabalderstræde” med Rob på delvist dansk vokal! Ret corny, men Boxen åd det råt og hjalp bassisten på vej med en seriøs gang fællessang.

Efter en kort, sjasket og aldeles overflødig version af ”Last Caress” kom så alle klassikerne i sidste del af sættet. ”Creeping Death”, ”Sad But True”, ”One” og ”Master Of Puppets” blev leveret med overbevisning. Boxen fik, hvad de tydeligvis var kommet efter, og stemningen var igen helt i top. 

Som første ekstranummer fik vi endelig danmarkspremiere på mægtige ”Spit Out The Bone”, som Lars Ulrich angiveligt har været lidt nervøs for at tackle live. Hvorfor forstår man ikke, for hans præstation sad lige i skabet, og han leverede ”Spit” bedre end ”Seek & Destroy”, som han har spillet 1.443 gange de sidste 35 år! En lidt ujævn aften sluttede således af på toppen.

Generelt var der for mange små pauser undervejs, men det er måske nødvendigt, når man har rundet de 50 og skal kunne holde til strabadserne i Metallicas krævende musik. Men hvis det er prisen for, at de fire gamle drenge kan optræde 20 år endnu, som de kraftigt blev opfordret til af Boxens publikum tidligere på aftenen, så tager vi gerne det med. Kom snart tilbage, venner. I er stadig ’second to none’ i metallens verden!   

8/10

Sætliste

  1. Hardwired
  2. Atlas, Rise!
  3. Seek & Destroy
  4. Holier Than Thou
  5. Welcome Home (Sanitarium)
  6. Now That We’re Dead
  7. Confusion
  8. For Whom The Bell Tolls
  9. Halo On Fire
  10. Rabalderstræde
  11. Anesthesia (Pulling Teeth)
  12. Last Caress
  13. Creeping Death
  14. Moth Into Flame
  15. Sad But True
  16. One
  17. Master Of Puppets

    Ekstranumre

  18. Spit Out The Bone
  19. Nothing Else Matters
  20. Enter Sandman