Fotos af Jannie Ravn Madsen
Hardcore Haters
Justin Hate har fået den fine tjans at opvarme for Cavalera-brødrene, og det i sig selv kan vel godt siges at være lidt af en mundfuld. Drengene i Justin Hate får en lille halv time til at varme et temmelig lunkent publikum op. Det er bestemt ikke fordi, der er proppet med mennesker oppe foran scenen, men der er da en del, der er mødt op for at tjekke det metalliske hardcore band ud. Og hardcore, det kan man ikke komme udenom, at de er. For satan, hvor de stakkels instrumenter blev revset, som havde de været uartige tilbage i 1940'erne. Nu er jeg ikke den største fan af hardcore, men jeg var nu ret glad for Justin Hate, der formår at have et totalt smadret, hardcore lydbillede, samtidigt med nuancerede numre. Genren er klart inspireret primært af hardcore, men også klassisk heavy og ekstrem metal ryger ind over numrene, så man på den måde ikke sumper væk i ensformige sange. Særligt nyskabende er de ikke, til gengæld er der krudt i røven på Justin Hate, og der er ingen af dem, der står stille i mere end et splitsekund – selv trommeslageren rykker så meget rundt på sig som muligt bag sit trommesæt. Det kan næsten blive for meget, publikum kan i hvert fald ikke følge med. Der er et gabende hul på anden række, der skiller de få, der lige kan overskue at svinge håret up front sammen med forsanger Kim Rock, og så er der dem, der holder sig på behørig afstand af vanviddet. På trods af publikums manglende entusiasme, fejler Justin Hates ånd bestemt ingenting. De gennemfører koncerten som stod de på Roskildes Orange Scene, og det er sgu egentlig ret fedt og overlegent. Umiddelbart tror jeg ikke, at metallisk hardcore ville være mit første bud på et opvarmningsband til Sepulturas ”Roots”-album, da netop dette album fik kritik for at være Sepulturas overgang til en mere blød tilgang til metal, men når det skulle være, var Justin Hate et udmærket valg med deres sprængfarlige stage performance og metalinspirerede hardcore.
Kaskade af Cavalera
Mens vi venter på hovednavnet, stiger forventningen også. Man kan høre folk snakke i krogene om det omtalte ”Roots”-album. Nogen tvivler ikke på, det bliver årets koncert, andre frygter, at Cavalera-brødrene og slæng ikke kan klare mosten længere, 20 år efter udgivelsen af det ikoniske album. De lægger dog stærkt ud med deres måske mest kendte nummer, og en personlig favorit, ”Roots Bloody Roots”. Well played, Cavaleras, fristes man til at sige, for hvem kan modstå lige netop dette nummer, uanset lydbillede og vokal?! Spøg til side, jeg synes faktisk, Cavalera Conspiracy gør det ret ok. De virker oplagte og glade, hvilket naturligvis smitter af på en propfyldt Store Sal i Pumpehuset. I øvrigt en anden vigtig detalje; så ofte er det heller ikke, at man oplever Pumpehuset proppet til randen med unge og ældre (okay, primært folk over 30). Det er et imponerende fremmøde, men også temmelig frustrerende, hvis man ikke står inden for fem meter fra scenen. Man kan nemlig intet se, når man krydser de fem meter, og det er en skam, for jeg er super glad for Pumpehuset, hvor størrelsen som regel passer rigtig fint til de bands, der spiller der. Det skal dog siges, at der er plads til circlepits og masser af moshing. Ofte når Max' djævlehorn helt ned til enden af salen, på trods af manglende udsyn, og alle hopper, skråler og headbanger som vilde dyr. Og dét er på trods af, at Cavalera-brødrene efterhånden er oppe i årene, hvilket der naturligvis ikke er noget mærkeligt i. Det betyder dog, at især Max' vokal ikke er tiptop tunet mere, men den slidte og rustne stemme fungerer stadig godt til thrash. Der er selvfølgelig også lange passager med stammelignende musik, som vi kender det fra selve pladen, og disse giver Max en lille pustepause, hvor han viser sin evner på berimbau, et simpelt instrument fra Afrika, der naturligvis tilføjer til stamme-stemingen. I slutningen af koncerten skal vi selvfølgelig også have et cover af Mötorheads ”Ace of Spades” som en hyldest til Lemmy. Det var godt nok heldigt, at Lemmys stemme var helt og aldeles smadret af Jack D, for det var en noget smadret version af ”Ace of Spades” Cavalera Conspiracy leverede. Men det skulle ikke være slutningen på aftenen, for vi skulle da lige have ”Roots Bloody Roots” én gang til – fedt! En wall of death blev det også til, og så tror jeg også, at Sepultura-fansenes aften var fuldendt. Og ja, det var da en fed aften med masser af nostalgi. Men luften er gået lidt af ballonen for Cavalera-brødrene, der dog stadig er dygtige, men måske ikke helt så oplagte, som de har været. Eller også virkede de bare helt passive i forhold til Justin Hates voldsomt energiske optræden. Return to Roots-turen vil nok ikke vinde nye fans over, men til gengæld i den grad tilfredsstille dem, der allerede er fans af Cavalera-brødrene og Sepultura. Og det er også helt fint, for efter fremmødet til aftenens koncert at dømme, mangler Max og Igor i hvert fald ikke fans.