Måneskin i Royal Arena - Foto af Lykke Nielsen Photography · Se flere billeder i galleriet

Måneskin

Royal Arena, København S

Officiel vurdering: 9/10

De kom, de så, de sejrede 

Den nye generation af rockstjerner besøgte Royal Arena tirsdag d. 2. maj.

Lad mig slå det fast med det samme: Måneskin er ikke heavy metal, men det er god og gedigen oldschool rock’n’roll med sjæl og indlevelse.

Kvartetten består af fire unge karismatiske mennesker fra Rom, Italien, som for alvor blev kendt, da de deltog i den italienske udgave af X-Factor i 2017. Sidenhen vandt de Eurovision Song Contest i 2021, men populariteten sluttede ikke her. Måneskin begyndte at være opvarmningsband for nogle af de mere etablerede kunstnere, for i sidste ende at få deres egen turne stablet på benene, Loud Kids Tour. En turne, der har bragt dem hele verden rundt og i den forbindelse til Danmark.

Det er med Måneskin, som med så meget andet, der har rundet Eurovisionen: Enten har man en klar holdning om, at man ikke kan lide det, eller også elsker man det. Det er nu, du skal stoppe med at læse videre, hvis du ikke ønsker at lade din forudfattede holdning og mening blive gjort til skamme. Det er tid til et paradigmeskifte.

Undertegnede er selv en halvgammel gubbe. Jeg har hørt meget musik igennem mit liv og har da også en holdning til, hvad der er godt, og hvad der er knap så godt, men vi må se i øjnene, at der er en anden generation, der puster os i nakken, og dermed også nye grupper. Vores forældre syntes med garanti også, at vores heavy metal gik under kategorien ”larm”, og at al ældre musik var bedre. Det er svært at finde erstatninger for de allerede veletablerede bands, men vi skal og må give plads til dem uden at give dem prædikater af at være en farce, et kopiband eller lignende. Måneskin kan og skal ikke sammenlignes med andre bands.

 

Måneskin

Lige på og …. rødt

Diversiteten i publikum til koncerten var ikke til at tage fejl af. De unge piger, som stod oppe foran, var rigt repræsenteret, men når man tog et vue udover salen fra anmeldersædet, stod det tydeligt, at det var begge køn, unge som gamle, kvinder som mænd, singler som par etc., som havde indløst billet.

Måneskin havde valgt at holde koncert uden opvarmning, så da klokken slog 20, stod folk i spænding og ventede på tæppefald. Et stort mørkerødt klæde indhyllede scenen, og med et brag og til skrigene af fans fra salen blev scenen lyst op. Silhuetterne af de fire italienere blev kastet rundt på scenen i et lysinferno. Der var smæk for skillingen, lige fra første tone blev slået an. Skrigene fra salen var så intensive, at de med garanti kunne høres på den anden side af Øresund. Energien fra Måneskin var på 100 procent, og selvom bandet spillede godt, var lyden en anelse skinger i starten. Dette blev der dog hurtigt rettet op på.

Den karismatiske forsanger Damiano David både lignede og lød som en rockstjerne, når han selvsikkert forførte publikum med den karakteristiske stemme, som fungerede bedst på modersmålet italiensk, men absolut også var smagfuld på engelsk. Han forstod at bruge hele scenen, så hverken dem til højre, venstre, på balkon eller på gulvet følte sig snydt.

Guitaristen Thomas Raggi lignede og lød som et levn fra Woodstock. Han formåede på smukkeste vis at interagere med publikum og fik virkelig revet og flået i guitarstrengene til den store guldmedalje.

Trommeslageren Ethan Torchio var af gode grunde ikke her, der og alle vegne, men sad selvsikkert og passede trommerne. Den smukke unge mand med det flotte lange sorte hår spillede fremragende igennem hele aftenen og gav bandet en rygrad.

Halvdanske Victoria de Angelis på bas er gruppens bad-girl. Hun går ikke af vejen for at optræde stort set nøgen, kun med små trusser og/eller små ”dutter”, der dækker brystvorterne. Under denne koncert var hun dog iført et sort glamrockoutfit i blonder og lange støvler. Nok er hun ikke ret høj, men hendes ikoniske høje knæløft og den måde, hun kaster om sig med bassen gør, at man på ingen måder overser hende.

Et af aftenens første numre var ”Gossip” fra gruppens seneste plade. Det var et nummer, der fik publikum til at hoppe, danse og synge med. Hvor Måneskin har lånt Tom Morello til guitarsolo på studieversionen, måtte de klare denne selv i Royal Arena. Det gjorde de bestemt også. De fik i hvert fald gulvet til at gynge og de klappende hænder i vejret.

Aftenen blev for alvor skudt i gang med Eurovisionens vindernummer fra 2021,”Zitti E Buoni”. Hele salen rejste sig og klappede med, da guitarriffet åbnede nummeret. Selvfølgelig skulle bassisten da hilse på publikum på dansk, hvilket afstedførte en ordentlig klapsalve og jubel fra publikum.

Sangen, der hedder og omhandler den unge smukke kvinde ”Coraline”, blev fremført på smukkeste facon. Damiano David stod som en saltstøtte midt på scenen badet i mobiltelefonernes blitz, og på en følsom måde fik han leveret en version, der faldt i publikums smag.
 
”Bla bla bla” … ja, det er nummerets titel, og man kan synes om nummeret, hvad man vil. Ikke desto mindre var det under udførelsen af dette nummer, at vi så en forsanger, der fra scenen gik hele linen ud ved at pirre de unge piger i forreste række, da han gik helt tæt på publikum og sang dem direkte i hovedet. Man kunne se, hvordan folk asede og maste for at komme op foran, især under den første crowdsurf. Stadig med mikrofonen i hånden blev forsangeren båret rundt som en anden konge til publikums store begejstring.

Det var ikke meget sniksnak, vi fik imellem numrene, men alligevel måtte forsanger Damiano sende en bredside under nummeret ”Beggin’”: ”Vi bliver beskyldt for at spille dette nummer for meget. Er I enige?”. ”Nej”, blev der råbt fra mere eller mindre hele salen.
Han spurgte igen, om folk er trætte af nummeret, og et endnu større ”nej” susede igennem luften.
Med dette sat på plads fik vi nu aftenens anden crowdsurf. Denne gang var det en spillende bassist, der bliver båret rundt af et oplagt publikum.

Mange af elementerne under koncerten var klassisk rock. Simpelthen! Måneskin virkede velspillende, de samarbejdede og havde en fantastisk energi på scenen. En energi, der smittede af på publikum og vice versa. En velspillende Raggi på guitaren greb muligheden for at komme helt tæt på publikum, da han med guitaren om halsen gik rundt nede blandt dem og spillede introen til nummeret ”For Your Love”. Hvordan han formåede at holde fingrene på guitaren, mens publikum befamlede ham, er mig en gåde. På den gode måde. Hans lange soli og indlevelse gør ham til den mest markante personage i bandet. Hvor forsanger Damiano har en gudestemme, bliver man som tryllebundet af Raggi og guitarspillet. Hans tøj, hans flipperfrisure og tilgangen til musikken er ikke set i mange år. Nu skal hans guitarspil ikke sammenlignes med andres, men at se Raggi stå på scenen og håndtere guitaren, som han gjorde, leder associationerne hen på Jimi Hendrix. En kunstner, der nærmest gik i selv-hypnose-mode.

Nu blev alt sort! Som i sort … hvad sker der? Storskærmene var slukkede, og scenen var sort. Var strømmet gået? Var der noget galt med lyden? Publikum begyndte at undre sig. Et lille lys blev tændt på en lille scene, der var placeret ca. midt i arenaen. Op ad en trappe trådte Raggi og Damiano og fremførte nu to akustiske og smukke ballader ”Vent’anni” og ”If Not for You”, der med den fineste klang akkompagneret af svag og intim belysning beviste, at Måneskin er så meget mere end rusten rocket oldschool lyd.
Ovenpå disse to smukke ballader vendte vi nu retur til hovedscenen, hvor trommeslager Ethan og bassist Vic nu (formentlig) havde fået en tår at drikke og stod klar igen. Her fik vi ovenpå guitarspillet, både bas- og trommesolo for alle pengene. Det var virkelig et show-off, som endnu engang viste en overlegen form for samspil fra bandet. Det var dynamisk, det var rytmisk, og det var fedt.

”I Wanna Be Your Slave” er et lækkert nummer. Med den rustikke og forførende stemme fik Damiano sunget os igennem dette nummer. Signalværdien i, at han smed trøjen, nævner vi ikke her i disse krænkelsesparate tider. Scenen var marineret i orange lys, og der var en lækker stemning i hele Royal Arena.
 ”La fine” er et meget harmonisk nummer fra Måneskin. Her blev der sunget på italiensk, og spejdede man udover Royal Arena, var det tydeligt, at publikum rockede med. Igen bemærkede jeg, at det lød knap så stramt for ham at synge på modersmålet italiensk som på engelsk.
”Feel” fik igen publikum op at stå. Der var en fed stemning i salen og på scenen. Raggi fyrede de fedeste guitarsoli af, og Damiano interagerede med publikum på en forførende måde. Sikke en stemme.
Nummeret ”Mark Chapman” blev fremført en anelse utydeligt. Teksten virkede meget mudret, og man kunne ikke rigtig høre, hvad der bliver sunget om. Hvad lyrikken ikke havde, blev dog indhentet af guitarspil galore. Raggi gik amok med guitaren og spillede en vis legemsdel ud af buksen.
”Mammamia” var nummeret, hvor Victoria fik lov at lade bassen få en fremtrædende rolle, og publikum elskede det! Den klejne halvdanske pige med den store bas og de høje benspark gav den maks. gas. Samtlige medlemmer af bandet havde sveden springende fra kroppene, og vi begyndte så småt at se små tegn på, at de var ved at være udmattede, hvilket der ikke var noget at sige til, når man tager i betragtning, hvilken energi de har taget med på scenen og havde videreført hele showet igennem.
”Kool Kids” er gruppens punkinspirerede nummer. Royal Arena gik amok. Folk gav den gas med luftguitar og sang, alt imens bandet gik amok på deres instrumenter. Inden vi havde set os om, var der blevet inviteret omkring 30 mennesker op på scenen for at danse med og more sig til deres nummer. De unge mennesker kastede sig en efter en om halsen på Damiano. Victoria og Raggi stod omgærdet af fans, som henholdsvis rørte ved dem og deres instrumenter, og de elskede det. Det var tydeligt at se. Damiano og Victoria træk i slutningen af nummeret sig tilbage på scenen, og nu stod Raggi alene og rev i guitaren, samtidig med at publikum på scenen havde lagt sig på knæ og bønfaldt ham som en anden gud. Til sidst sank han sammen på scenen siddende ved pedalbrættet og drejede på alle effektknapperne. Det var en meget tung, lang og øredøvende form for larm, som pludselig stoppede, og hermed var koncerten ovre.

 

Vi vil have mere!

”Lå, lå, lå, lå, lå, lå, lå … ”, sang publikum i overbevisende stil, som var de til en finale i håndbold.

Publikum havde ikke fået nok af Måneskin, og Måneskin havde ikke fået nok af publikum, så Raggi slog tonen an igen efterfulgt af de øvriges entre tilbage på scenen. ”The Loneliest” er en meget smuk og inderlig ballade, som fik folk i hele Royal Arena til at tænde lyset i deres mobiltelefoner, række hænderne i vejret, og man lod sig forføre endnu engang af hele stemningen og den smukke sangstemme. Rigtig mange par stod og krammede hinanden, holdt om hinanden, kyssede, og der stod sågar piger, som fældede en tåre, imens de sang med. Damiano sluttede nummeret af med at sende fingerkys ud til publikum og takke af hele hjertet.

”I Wanna Be Your Slave” blev spillet endnu engang. Publikum var da ligeglade med, at de har spillet den en gang før. På Damianos opfordring blev der hoppet og klappet. Der blev gået helt ned i knæ. Endnu engang fyrede både bandet og publikum en ordentlig energiudladning afsted og blæste Royal Arena helt over på den anden side af Øresund.

Bandet takkede af, publikum takkede af, og da vi endelig fik ørenlyd, sad undertegnede tilbage med en wauw-oplevelse i hukommelsen. Det var en koncert af en sådan karakter, at den lige skulle sluges, og der skulle summes, inden det hele kunne perspektiveres.

 

 Sætliste:

  1. Don’t Wanna Sleep
  2. Gossip
  3. Zitti e buoni
  4. Own My Mind
  5. Supermodel
  6. Coraline
  7. Baby Said
  8. Bla bla bla
  9. In nome del padre
  10. Beggin’
  11. Timezone
  12. For Your Love
  13. Intro Gasoline
  14. Gasoline
  15. Vent’anni (akustisk version)
  16. If Not For You
  17. Intro Bass and Drum
  18. I Wanna Be Your Slave
  19. La fine
  20. Feel
  21. Mark Chapman
  22. Mammamia
  23. Kool Kids

 

Encore:

  1. The Loneliest
  2. I Wanna Be Your Slav

 

9/10

Det er tydeligt, at Måneskin har spillet sammen i mange år. De ved lige præcis, hvor de har hinanden, og det kan mærkes. De spiller som en enhed og giver plads, så de hver især har momenter, hvor de kan shine og få publikums udelte opmærksomhed. De er uhøjtidelige og meget professionelle og ved, hvad der virker i interaktionen med publikum. De giver den gas og viser, hvad de kan med deres instrumenter. Vi hører alle de store numre, som de er kendte for, men i denne liveudgave var det krydret med syrerock og pigtråd, som vi ikke finder på de strømlinede studiealbum.

Alt i alt en storslået koncert med et meget veloplagt publikum. Måneskin er en gruppe af glade glamrockere, der er kommet for at blive.

Kommentarer (2)

Bette Hoder

Skal du lave pølser Johannes?

Jeg mødte engang et hold glade glamrockere i Randers storcenter. De var fedtet ind i ketchup og remoulade efter et besøg i Bilkas bistro. Jeg husker at den største glamrocker (ham jeg tror var lederen), han spurgte sin sidekammerat, -"skal du lave pølser Johannes". Så skreg de af grin og fortsatte deres outrerede opførsel hele vejen ud på parkeringspladsen.

Fite Connie Seur

Glam

Det har nok været min storebror Karsten du rendte ind i, -han var totalt glam-rocker og gik altid med plateausåler selvom han var 193cm. Johannes var hans kæreste og de spiste en masse pomfritter når de ikke lige sad bag i deres VW rugbrød og rykkede den af på hinanden.