Katla og Morpholith - Studenterhuset - 26. juli 2019
Katla + Morpholith - photo by Bransholm Photography

Katla og Morpholith

Studenterhuset, København K

Mens sommeren holdt Danmark i et jerngreb, trodsede jeg konceptet ”udenfor” og begav mig fra min kølige stue i forstæderne ind til den bagende varme asfalt i Storkøbenhavn. Ikke ret meget andet end en nødsituation kunne få mig til at forlade den svalende skygge – det skulle da lige være tanken om stonerdoom i sommervarmen. Godt nok viste det sig at være varmere indenfor end udenfor, men netop den tunge og trykkende luft på Studenterhuset viste sig at være en passende atmosfære. For aftenens to bands, islandske Morpholith og danske Katla, spillede musik, der var en korrekt gengivelse af, hvad både termo- og barometeret viste.

De to bands har dog andet tilfælles end blot musikalske tendenser. De har begge vundet deres respektive nationale W:O:A-battles og er dermed blot få dage fra at stå på scenen med over 40 bands fra hele verden på verdens største metalfestival. Om der derfor var noget på spil eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Men det var helt sikkert, at begge shows skulle fungere som en sidste afpudsning, før det for alvor går løs.

Morpholith

Morpholith Studenterhuset - By Bransholm Photography

Hjemmestrik og langsom undergang

Islandske Morpholiths musik kan bedst beskrives som at have en våd sweater på. Det er tungt, uldent og ubehageligt. Deres sceneoptræden er som deres sange: temmelig minimalistisk, og jeg syntes egentlig ganske godt om den. Som nævnt førhen glemmer jeg gang på gang, hvor meget jeg egentlig holder af især sludget doom, og det blev jeg mindet om endnu engang.

Lyden var i og for sig ganske fin. Man kunne fornemme, at de spillede med solomusklerne under sweateren, og på intet tidspunkt var der optræk til, at der blev spillet hurtigere, end selv den skæveste fan kunne følge med. Vokalen levede sit eget liv uden at følge hverken takter eller logik. Det gav deres langsomme musik personlighed, og det vil sikkert genere nogens ordenssans, men fra mit synspunkt fungerede det glimrende. Forsangeren kunne godt gå for at ligne en elevrådsformand på et nordsjællandsk gymnasie, og hans stemme stod i kontrast til den summende og brummende lyd, resten af bandet leverede uden at fortrække en mine. Jeg opgav hurtigt at skelne numrene fra hinanden, da de lange mellemstykker gjorde det svært at afgøre, hvornår man skulle reagere. Men et enkelt crescendo mundede ud i bifald – hvilket nummer det var, aner jeg ikke. Men vokalisten leverede et imponerede skrig, der næsten lød psykotisk, og den efterfølgende bækkenstraf og de drømmende akkorder fik liv i et publikum, der ellers mest bare stod og svedte.

Islandsk indesluttethed

Men ingen liveoptræden uden problemer. Et stykke inde i koncerten tog de pludselig sweateren af. Ulden forsvandt, og i stedet var der hektisk aktivitet omkring lydpulten. Der gik alligevel en rum tid med at finde og løse problemet – men det forhindrede ikke Morpholith i ufortrødent at spille videre. Uden at tabe en maske, knoklede de videre for at levere varen. Og det slog mig i mellemtiden, at det er med god musik, som det er med mad. Når maden er vellavet, er den også god kold. God musik er stadig god musik, selvom effekterne forsvinder. Faktisk har jeg kun ét problem med aftenens koncert: deres stagepresence og deres kommunikative evner. Når man står på en scene, er man ikke en passiv form for underholdning. Jeg vil mene, at man bør anerkendepublikums tilstedeværelse, tilkendegive man rent faktisk er interesseret i at være der, og så sig sgu da lige farvel, når du går. Koncerten sluttede så brat, at jeg knapt nåede at forstå, at den var ovre, før folk begyndte at søge mod baren. Skal du stå på en scene og konkurrere med +40 andre bands, så skal du eddermame også kunne overbevise diverse dommere om, hvorfor det netop er DIT band, der skal vinde. Om islandsk stonerdoom har en chance, skal jeg slet ikke gøre mig klog på, men jeg vil vove at påstå, at de nok bør øve sig lidt mere i at være til stede.

6/10

Katla

Katla Studenterhuset - By Bransholm Photography

Kærlighed og Satan

Efter en kort pause, der bød på en vildfaren brandalarm, som afstedkom en velopdragen kø ved udgangen, var jeg klar til at se et af min barndoms mareridt i øjnene. Inden koncerten trak min kollega og jeg Katla med i Kongens Have til en lille snak om Wacken, Satan og drager, og selvom det med koncertkollegaerne i baghovedet godt kunne være, at bandet var opkaldt efter en vulkan, så står naturfænomener ikke øverst på ondskabslisten for en lille pige fra landet. Katla er derfor opkaldt efter det fæle monster fra Brødrene Løvehjerte, og ergo er de fleste sange også relateret til den historie. Altså når det ikke lige handler om Satan.

For der er ingen tvivl om, at Katla synes vældigt godt om ham. Flankerede af to ret store omvendte kors betrådte trioen scenen, badet i rødt lys. Det var først efterfølgende, jeg bemærkede, hvor stor en forskel belysningen gjorde for de respektive bands. For hvor Morpholith optrådte i skæret af grønt og leverede et nærmest hypnotisk sæt, stod det anderledes til for vores københavnske finalister. Ikke nok med at lyset underbyggede den ondskab, der gennemsyrede musikken, den fik en mere aggressiv bismag og gjorde det klart, at selvom man er en del af den samme genre, så kan der være en verden til forskel på, hvordan man fortolker den

Kærlighed til Satan

Fra start var der langt mere gang i både musik og band, respektivt. Der blev skålet, hilst og budt velkommen, og generelt var der langt mere dynamik og genkendelig sangstruktur (noget jeg ikke nødvendigvis foretrækker)og dermed også større respons fra publikum. Er man kedelig, vil man tilskrive det den større lokale fanbase, men man skal ikke underkende, hvad tempo kan gøre for festen. En fest, som de selv gladelig deltog i ved at komme godt udover scenekanten.

Det var nemt at holde af drengene denne aften. De var tydeligvis på hjemmebane, og eventuelle nerver var gemt godt af vejen. Det hjalp også på det, at de hver især udfyldte deres rolle til ug, og selv da lyset blev tændt midtvejs under koncerten, var der ingen, der lod sig forstyrre af, at vi pludselig kunne se andet end tre ildevarslende silhuetter. Vi fik naturligvis serveret deres tre numre fra EP’en, og som kirsebærret på toppen et nyt nummer kaldet ”Dragonlord”. Det bar lidt henad black metal, og de fremmødte tog godt imod dem. Vi takker herfra for at have været med til generalprøven og ønsker dem held og lykke på Wacken.

7/10

Tilføj kommentar