Bay Area-legenderne bryder løs
Yes, klokken blev syv fredag aften, og det blev tid til klassisk legendarisk thrash med Testament. Genrens største er jo Metallica, Slayer og Megadeth, som Testament bider lige i haserne. På plade. På scenen er Testament en sand dræbermachine, der med usvigelig effektivitet aldrig fejler. Heller ikke i Horsens.
En fængslende oplevelse
Efter et meget lovende lydtjek, hvor en aldrende roadie luftede riff fra Ted Nugents ”Cat Scratch Fever” og selveste Slayers ”War Ensemble” (måske det bedste nummer, der nogensinde er skrevet), var publikum mere end bare varmet op. Og bandet ditto. Da det store tæppe foran scenen blev revet ned og afslørede det majestætiske Testament, stod én ting lysende klart: Gud er på scenen. Alex Skolnick. Tag en ordbog og slå ’seriøst blæret overskud’ op. Det er ikke uden grund et synonym for Alex Skolnick. Sjældent er en mand set så veltilfreds på en scene. Med lune, glimt i øjet og et konstant smil i sit dejlige hyggeonkelansigt med den karakteristiske brede grå bane i sin løvemanke matchede han med sin virtuositet både Billy Sheehan og Paul Gilbert, der spillede med Mr. Big et par timer forinden. Aldrig et blik på gribebrættet, men konstant i kontakt med bandkammerater og publikum. Som var helt oppe at ringe med crowsurfing, circlepits, wall of death og glad dødsdans. Det spiller formodentlig ind, at vi her fik festivalens absolut hårdeste indslag, som i øvrigt kom på lige efter Firewind og Dragonforces fade kalkulerede grandprixmetal. Gode show, bevares, men der er altså intet kalkuleret ved Testament. Chuck Billy demonstrerede en scenenærvær, der kun overgåes af Phil Anselmo.
De bragede overlegent igennem fra start og luftede udelukkende numre fra de to første album, The Legacy og The New Order. Det kan man mene om, hvad man vil, men målt på publikums respons var det et seriøst godt valg. På den anden side kunne Testament nok have spillet lige, hvad pokker de lystede, for der var nok ikke mange kernefans blandt Jailbreaks brede rockpublikum. De var bare glade for endelig at få blæst ørerne ud med en omgang gedigen metal. Min følgesvend var utilfreds med, at de ikke spillede ”Low”, men den er fra netop Low. Hallo, mand! Når det pludselig er jul to gange om året, og en af gaverne er ”Disciples of the Watch”, som blev hamret hjem med slapbassolo i bedste Les Claypool-stil, klapper man altså bare kaje.
Bliver det jul igen?
Det gør det stensikkert, når Testament igen står på scenen et sted. Ve den, der tør gå på scenen efter dem. Avantasia gjorde det to timer senere og overlevede, men de forsøgte heller ikke at konkurrere med Testament. Hvilket ville have været meget uklogt.
Mine herrer, tak, fordi I kom.
