Afdød

Visit Slagelse

Slagelse og omegn byder på mange ting: Vikingeborgen Trelleborg, campingpladsernes pensionistreservater og et godt gammeldaws slamming death metal-band. Afdød er nemlig opstået af det mørke Slagelses middelalderlige stad, men der er intet forhistorisk over deres lyd. Tværtimod lagde de i aften en frisk energi for dagen, og allerede ved andet nummer, “Put to the Knife”, udbrød der en moshpit blandt masserne. 

Afdød åbnede ballet som et kødøksehug mod vores halse, der alle knækkede mod scenen. Dette soniske dødsstød sendte kaskader af hår i luften som blodsprøjt på højtryksspuling, idet publikum viste et imponerende niveau af headbanging i takt til Kacper Gieraks guitarspil, der var særdeles habilt. Gieraks riffs er ingenlunde nyskabende, men både de og trommernes tonsende rytmer er klassisk død uden dikkedarer. Forsanger Anton Fløystrup var ingen Anton Åberg, men fremstod i stedet som et brutalt dødsmetalmonster. Spilleglædens gale vanvid galoperede i hans blik, og indlevelsen i musikken fik både hans øjne og stemme til at fremstå beredte på mordtogt. Desværre kom denne stemme ikke ud gennem de monitors, der stod ved scenekanten, og jeg måtte virkelig anstrenge mig for at høre ham. Det var så grelt, at bandet næsten kunne have opnået samme resultat, hvis han ikke havde haft en mikrofon. Han havde dog fin publikumskontakt gennem sit nærvær samt sætningen ‘den næste sang handler om at lege med lort’, hvorefter “Engorged With Feces” satte i gang. 

Afdød forstod både at slagte os med et hæsblæsende hurtigt nådestød og trække lidelsen i langdrag ved en langsom og pinefuld død. Denne død kunne godt have brugt mere udvikling i riffkompositionerne, men hvis man leder efter klassisk brutal dødsmetal med et frisk pust, så er Afdød afgjort svaret. Efter koncerten sagde en af mine medkoncertgængere ‘det gik da meget godt’ til bassist Daniel Dursun, der svarede med et ‘tjo’. Han kan godt tillære sig noget mere selvtillid, for han spillede godt, omend basbunden kunne have fyldt mere i lydbilledet. Publikum var med dem, og vi fik aftenens første crowdsurfer, som skulle vise sig at blive en genganger. 

7/10

Guttural Slug

En slam-mastodontisk megalonhaj

Efter udgivelsen af Megalodon i 2013 satte Guttural Slug sig tungt som en fedladen kæmpehaj på den danske slam-scene og er blevet mastodonter inden for genren. Efter en del udskiftninger i bandet er Alexander Hall Kristensen nu på plads som forsanger, og lineuppet virker relativt stabilt (selvom det jo kan gå med bands, som Jens Otto Krag sagde: ‘Man har et bandmedlem, til man får et nyt’). På deres senere album fra 2019, Plagues of Filth (og til dels på Ulchers In the Flesh of Thought), slår deres slam anderledes hårdt med enkelte nærmest deathcore-inspirerede elementer. Det er brutalt, men ikke lige så beskidt. Nu ville det blive interessant at se, hvor langt ned vi skulle i slammens slum ved denne koncert. Ville vi få brug for en større båd, når den blodtørstige megalodon flænsede publikumhavet til en blodig kødsuppe, eller havde de helt skiftet spor til en ny form for vold?

Mere blod, tak

Guitarist Mikkel Scott Sørensen havde lige vasket hår inden koncerten, men med så heftig en headbanging, som han lagde for dagen, var der intet behov for at føntørre det. Til gengæld betød det, at de forreste publikumsrækker blev en regulær sprayzone, hvor man var lige i skudlinjen af hans lange lokkers dråberegn. Hans guitarspil havde dog ikke fået en tur under bruseren, men lød lige så beskidt som altid. Shampooduften blev da også hurtigt afløst af sveddunst, for ligesom et loppecirkus kunne ingen af bandmedlemmerne sidde stille, men tonsede scenen rundt. Kristensen stampede så hårdt i gulvet, at man mærkede efterskælv ved scenekantens brænding. Hans vokal var brutal og dyb som gryntene fra en bestialsk monstergris, der vil have hævn over Danish Crown. Vokallyden gik langt bedre igennem denne gang end under Afdød, og særligt hans ordentlige ornegrynt var veleksekverede. Også hans publikumskontakt sad lige i skabet, særligt da han pegede på en blandt publikum og sagde: ‘ham der blødte til sidste koncert’ (den han pegede på, hed Jakob, og hans næsebrusk har heldigvis rettet sig ud siden). Selvom ingen blødte til denne koncert (øv), var energien voldsom på den fede måde. Der var crowdsurfere en masse og flere pits i heftige centrifugeringer, hvor alle dem, som menneskehavets strømhvirvler trak ned i et hestehul, hurtigt blev hevet oven vande igen. Bandet kan sit kram, og selvom en voxpop efter koncerten afslørede, at lyden varierede stærkt forskellige steder i salen, så ramte både rytmer og riffs os lige i solar plexus. Der manglede dog noget … for selvom der ingen elefant var i dette rum, så befandt der sig en overset kæmpehaj. Vi fik enkelte hits fra Megalodon-pladen såsom “Hacksaw Surgery”, men jeg savnede mere af det gode gamle, beskidte monsterhaj-slam. Måske skal man blot vænne sig til deres nye lyd. Der var svedaftryk på scenen efter Sørensens hånd, og han må nok i bad igen efter så massiv en energiudladning. Lasse Sylvester Kristensen gjorde det godt bag trommerne, og bassen fra Jimmy Christensen var ligeledes upåklageligt ond. Koncerten var således en helstøbt oplevelse, til trods for at man savnede mere af Guttural Slug, som man kender det: ondt, beskidt og bestialsk.

8/10

Internal Bleeding

Er der stadig bid i gebisset?

Når du først søger på Internal Bleeding, bliver du sendt direkte til en engelsk version af NetDoktor, hvorefter man for alvor kan begynde at frygte for sit tarmsystems velbefindende. Og det er egentlig meget passende, for det amerikanske slamming death metal-band lyder som en ond omgang pølseforgiftning. De er gamle i gårde, idet bandet opstod i sin første konstellation i 1991. Bandet har været gennem en del udskiftninger og den tragiske død af den tidligere trommeslager Bill Tolley, der omkom i en arbejdsulykke på sit job som brandmand. Døden er et tungt tomrum, for vi bærer for evigt på dem, vi har mistet. Internal Bleeding vil nok altid bære Tolley med sig, og der er derfor et ekstra pres på den, der skal indtage hans plads bag kedlerne. Kyle Eddy har overtaget hans tjans og bestrider den stadig. Internal Bleeding fik ligeledes en ny forsanger i år, Theo Vlahos. Ville han kunne klare skærene i et band, der så ofte har skiftet besætning, enten på grund af force majeure eller kreative uenigheder? Bandet udgav et nyt album, Settle All Scores, sidste år, og det er jo altid en prekær affære, når relativt nyt materiale skal leve live. Det ville derfor blive spændende at se, om disse bedstefædre i slam-genren stadig havde bid i gebisserne.

Slå til taget

Pitten skulle kun bruge en enkelt tone for at sætte i svingninger. Allerede fra koncertens begyndelse kunne man høre, at guitarerne var anderledes stemt, og der var derudover en større dybde i lydbilledet. Idet jeg først stod direkte foran bassisten, blev mine ribben gennemraslet af dens toner. Jeg fik en ny hjerterytme, så mit blod nu pulserer i takt til beatdown. 90’ernes slam-scene havde en særlig energi over sig. I USA blandede slet skjulte hiphopinspirationer sig med metal og skabte en særlig synergi. Ikke på den måde, som man ser det i nu-metal, langtfra. Alligevel legede de to genrers rytmer med hinanden, idet de svømmede i samme farvande. Mens vi før havde at gøre med kæmpehajer, slugte slamming death-metallen hiphoppen og lignende genrens småfisk, ligesom hvalen slugte Jonas. I dennes bug formørkedes inspirationerne fra hip-hopkulturen, og i den massive mavesæks syrebad mørnedes deres kød, så de fik en dybere lyd. Denne forhistorie kunne mærkes i aften, da Internal Bleeding leverede så dybe beatdown-riffs, at de slog igennem til jordens kerne. Fordelen ved at få bassen blæst i hovedet er, at man kan nyde den fuldt ud sammen med den glammende vokals brutale bjæffen. Ulempen er, at guitaren helt druknede, men længere bag i salen fremstod den tydeligere. Jeg savnede en smule mere strengeleg fra denne, omend det ikke altid ligger til genren. Riffene blev til tider lige lovligt simple – men på den anden side gjorde de som en lydig, men doven skoledreng hverken mere eller mindre, end de skulle. Kyle Eddy gjorde sig i den grad fortjent til sin tjans bag trommerne, og hans taktfaste slagtning af rytmerne viser, hvorfor han er vedblevet at være en fast del af bandet. Forsanger Theo Vlahos langede ud over scenen med både sin vokal og sine næver. Han kunne i sandhed skubbe til taget, for hans arme nåede loftet. Hans stemme er brutal, og hans optræden på scenen ligeså, for han lignede en, der slår huller i væggen. Aldrig har et ‘RIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII’ runget så tungt, og Vlahos virkede, som om han altid havde været i bandet. Publikum var med på bandets mareridtsridt gennem slammens slum, og en bag mig headbangede så heftigt, at han tabte sin airpod på scenen. Det kunne have været en særdeles dyr koncert for ham, men nok alligevel det hele værd.

Bedstefar med slam i

Slammens bedstefædre har oplevet en del udskiftninger, men spillede stadig som i 1991. Man fik fornemmelsen af musikhistoriens vingesus og en fornemmelse af genrens rødder i datidens amerikanske skudfelt mellem de forskellige genrer. At være konservativ er sjældent en force, men Internal Bleeding formåede at skabe liv i de gamle klude. Hvis man skulle have haft en blodtud, så havde denne koncert været helt perfekt, selvom man så måtte kalde bandet External Bleeding. Publikum pulserede og levede sig helt ind i musikken, til trods for at publikumskontakten kunne have været mere udtalt. Det blev den dog, da Vlahos gav kraniosakral massage til en på de forreste rækker. Musikken greb lige så hårdt om publikum som hans hånd om det sagesløse menneskes kranieskal, og man kunne ikke andet end at headbange med, da Internal Bleeding satte skub i rytmerne.

8/10