Her hvor sommeren så småt er gået på hæld, og vi bevæger os ind i en periode med blæst, slud og lidt sol her og der, er det så småt på tide at sige velkommen til Flogging Molly endnu en gang. Selvom det er tredje gang på knapt et år, de spiller i Danmark, var det klart fra starten af, at Dave King og co var i vælten, og havde noget godt i sinde for os forvænte danskere.
Hola Ghost
Men først lidt opvarmning. Hola Ghost beskriver sig selv således: ”Musikalsk befinder gruppen sig indenfor en musikgenre, der kunne betegnes som Ennio Morricone – Sergio Leone's spaghetti western komponist – møder B-skrækfilm fra 1950'erne og et hold velklædte mexicanske banditter med en fod i den japanske digitalmusikinstrumentindustri anno 1985 – selv betegner bandet deres stil som "Psychotic Flamencore".” Og det må man alligevel sige passer meget godt. På scenen oplever vi tre karakterer, der ligner, at de lige er trådt ud af et Dìa de Muertos optog fra en eller anden obskur landsby i Mexico.
Jeg vil sige, at jeg har oplevet og hørt meget mærkværdigt musik gennem tiden, og Hola Ghost (og ja, h'et skal udtales) lander klart i den mere mærkværdige ende af skalaen. Men det virker. Der er fart på. Der er larm på. Der er gang i sagerne og sang i gaderne. Og sørme om ikke også de lige havde to trompetister med på scenen for at sætte stemningen rigtig i gang. Jeg er sikker på, at hvis Hola Ghost en dag ender på en festivalscene, vil det være med fuld fart udover scenekanten, og publikum vil elske det. Vega gjorde i hvert fald, og gav drengene en dejlig aften. Fra min side får de syv kranier for at sætte en god stemning og få publikum i gang, inden hovednummeret skulle gå på.
Flogging Molly
Som altid er Dave King at finde med enten en Guinness eller en flaske Jack D i nærheden. Den mand er irsk helt ud til fingerspidserne. Lige fra de grovkornede jokes, hans nag til at tabe til Danmark i fodbold og hans musikalske intelligens, der viser, at han kan noget med en guitar og sin stemme. Jeg er sikker på, at han kunne stille sig op på en gade et sted i Irland alene med sin guitar og stemme, bryde i sang og gaden ville stå stille.
Ja, han kan skrige og skråle, men han har så sandelig også de mere sanselige og poetiske sider. Men med et så omfattende bibliotek at tage sange fra, kan det være svært at ramme lige dé sange, som publikum vil høre denne aften. Det er en balancegang, der kan være svær, og alligevel er Flogging Molly umanerlig dygtige til at stable en 17-18 sange på benene, og alligevel ende aftenen med at folk vil have mere.
Alligevel gik man fra koncerten og tænkte ”Det var dét. Jeg skal ikke have mere” For vi fik alle de gængse hits som ”Drunken Lullabies”,”The Likes of You Again”, ”Black Friday Rule”, ”Devil's Dance Floor” og en helt masse andet sjov. Der var sågar plads til en fødselsdagssang til den hedengangne Phil Lynott, et medley over Crushed med bidder fra ”Respect” og ” We Will Rock You”. For ikke at snakke om en god gedigen gammeldags guitar og trommesolo, hvor Dennis Casey rigtig fik lov at folde sig ud.
Jeg har oplevet Flogging Molly et par gange før, og har altid været imponeret over den måde, Dave King er i stand til at bevæge sig rundt på scenen, spille guitar, danse, synge og skælde ud på folk. Han har så meget karisma, at man bliver helt misundelig og ville ønske, der var flere personer som ham ude omkring, hvis eneste glæde i livet er at underholde og få folk til at smile og grine.
Efter sådan en aften kan det være svært at bevæge sig ud i natten igen. Man har mødt gamle venner, man har ”danset” jigs hele aftenen og måske fået sig en forfriskende øl eller to. Mere vil have mere, og det kan være svært at skulle erkende, at sådan en dejlig aften skulle ende. Men alting har en ende, og i sidste ende skal vi alle ud i natten igen. Men en sådan aften skal afsluttes med manér. Til tonerne af Monty Python's ”Always Look On The Bright Side Of Life” bevægede storsvedende mænd og kvinder sig smilende ud i natten og hjem i vante rammer for at falde i søvn til minderne om, hvad der kun kan beskrives som en dejlig aften.
