Epic Fest 2026 - Seven Spires
Himlens rotter
Nogle vil nok fejlagtigt tro, at Boston ligesom de fleste andre storbyer har et rotteproblem. Men nej … gid, det bare var rotter. Bostons baggårde er befængt med langt værre bæster: drager! Det må der gøres noget ved, og så er det jo heldigt, at vi har bands som det symfoniske powermetalband Seven Spires, der kan gøre noget ved problemet og yde en solid omgang skadedyrsbekæmpelse … som dog af og til også tager en ungmø eller to med i faldet. Seven Spires opstod i Boston det herrens år 2013 , og bandets popularitet er siden vokset eksponentielt. Det er for eksempel tydeligt, når man tænker på, at de ved deres første koncert på dansk jord gæstede Templets dagligstue i Lyngby, mens de nu var booket til en af Epic Fests største scener. En enkelt tour med legendariske Dragonforce er det også blevet til, og det lover jo glimrende. Selv det kraftigst voksende tornekrat kan dog forstokke i stagneret magelighed over egen succes, og det skulle nu blive interessant at høre, om roser stadig kunne blomstre blandt tornene.
Hug en hæl, og klip en tå
Powermetal og opera har en hel del til fælles: de episke fortællinger leveret med teatralske miner, store stemmer med større personligheder og en del af de samme kompositioner. Dette sammenfald mellem de to genrer illustrerede Seven Spires fint, når forsanger Adrienne Cowan svang sig helt op til mezzosopranens mellemhøjder. Dog kunne hendes stemme ligeledes dykke ned i dybet til hæse skrig, når Seven Spires blandede et skvæt black i den ellers ret lysebrune lydprofils kop kaffe. Det er lige i min boldgade … Men desværre fyldte Cowans skrig ikke nok, og kaffen var således stadig ikke helt bitter nok til min smag. På den ene side var hendes pludselige dyk i dybet glædelige overraskelser, hver gang de fandt sted, men på den anden side virkede det som et spøjst og lidt distraherende genregreb, når det ikke blev gjort gennemført. Guitar, bas og trommer spillede upåklageligt kedsommeligt gennem de alenlange sange, der hver især virkede som længere togter ud i intethedens monotone tågelandskab. Jeg ved om nogen, at det kan være vanskeligt at fatte sig i korthed, men til gengæld bliver en tekst ofte bedre af en forkortende nedbarbering med hugning af hæle og klipning af overflødige tæer. Således kunne de fleste af Seven Spires sange have stået skarpere efter en mindre amputation af overflødige elementer. Jeg savnede en mere velfunderet bund i lydbilledet, hvis toner svævede højt over publikumsvandene det meste af koncerten uden mærkbare nedslag eller tyngde. Mod sættets afslutning sagde Cowan: 'We only have a few songs left, but we are Seven Spires, so they are fucking long'. Det er altid godt med selvindsigt, men næste skridt er så at handle på denne. Helt dertil er Seven Spires ikke nået endnu.
Færre Strepsils, mere halsbetændelse
Seven Spires havde et solidt nærvær på scenen, hvor Cowan virkelig forstod at dirigere slagets gang. Bandet spillede fejlfrit med en blankpoleret produktion, hvor Cowans screams kun lejlighedsvis fik lov til at skurre mod ørerne. Min aversion mod for melodiøs skønsang og kærlighed til alt det, der lyder som halsbetændelse fra Helvede, hører nok sammen med, at jeg ofte tyer til tungere musik, end Seven Spires kunne levere. Hvis man sulter efter episke symfonier og modsat dette forvoksede ADHD-barn kan holde koncentrationen gennem de lange, til tider søvndyssende melodier, ville man således have været mere end veltilfreds. Og det virkede det da også, som om publikum var! Jeg savnede større variation i sangene, men nød samtidig at høre en forsanger med så stort et stemmeomfang udfolde sine evner til fulde. Seven Spires er dygtige musikere, og jeg kan sagtens forstå deres tiltrækningskraft. Hvis de tør tage deres mange genrebrudflader til et endnu vildere stadie, spidser jeg gerne elverører igen og giver dem en chance mere.
