Roy Khan
Den sorte forbandelse er brudt
Der findes stemmer, der definerer en hel æra, og så findes der Roy Khan. I 2010 stod Kamelot på tinderne af deres karriere, men bag kulisserne ramte Roy Khan muren med et brag. Mentalt og fysisk sammenbrud tvang den karismatiske sanger i knæ og sendte ham i et selvvalgt eksil i de norske fjelde. Den dramatiske exit fra metalscenen efterlod således et vakuum, end ikke arvtageren Tommy Karevik helt har formået at fylde. Khan trak fuldstændig stikket til musikbranchen og søgte sjælefred som kirketjener i sin hjemby, Elverum, hvor troen blev det anker, der skulle vise sig at bringe ham frelse. Denne aften var kirketjeneren vendt tilbage til den store scene for at konfrontere fortidens dæmoner. Da mørket havde sænket sig over domkirkebyen, handlede det om meget mere end blot den voldsomt imødesete jubilæumskoncert for Kamelots hovedværk, The Black Halo. Det handlede om at se en mand, der engang vendte verden ryggen, træde frem i lyset igen – i hans første europæiske solokoncert nogensinde!
Maestroen træder frem
Allerede fra de første spæde toner af “When the Lights Are Down” stod det klart, at vi her bevægede os i helt andre luftlag end hos festivalens øvrige indslag. Med pigekorets sakralt dæmpede indtog og et scenebillede badet i mørke og røde nuancer blev rammen sat for en seance, hvor det teatralske og det personlige smeltede sammen. Og da maestro Khan selv entrerede, blev han mødt af en respons, der bar præg af langt mere end blot begejstring; vi var snarere ovre i departementet for regulær forløsning. Selve sættet kredsede naturligt om materialet fra The Black Halo, mens også numre som “Center of the Universe” fra Epica demonstrerede, hvorfor netop 00’erne stadig står som et højdepunkt i Kamelots regeringsperiode.
Khans vokale kundskaber besidder til dato den særlige klang af melankoli og autoritet, der løfter materialet fra det velkomponerede til det nærmest ikoniske. Selv i de mere bombastiske passager formåede han at bevare et nærvær, der bandt salen sammen i fælles fokus. Dog blev oplevelsen flere gange skæmmet af en lydproduktion, der ikke formåede at yde hverken hovedpersonen eller de til lejligheden engagerede Seven Spires fuld retfærdighed. Balancen mellem backingband og vokal fremstod ujævn, og især i de mere tætte arrangementer flød det sammen på en måde, der dæmpede intensiteten.
Alligevel formåede koncerten at fastholde sit greb. ”Rule the World” var overraskelsen, ingen havde set komme, og man kunne næsten ikke undlade at tænke på, hvordan det kunne have taget sig ud under mere gunstige forhold. “Karma” og især “Forever” tilførte en ekstra dimension, hvor pigekorets reprise, tekst og selvbiografisk kontekst smeltede sammen til noget næsten virtuost. Det her var fanservice fra allerøverste hylde. Alle de gamle klassikere linet op som perler på en snor, måske allerbedst illustreret gennem ekstranumrene “Ghost Opera” og “March of Mephisto”. Larger-than-life hymner, der sendte salen ud i kollektiv ekstase. Bevares, det var ikke perfekt, men selve betydningen kan næsten ikke overdrives.
Manden, myten, stemmen
Der findes koncerter, man nyder, og så findes der koncerter, man husker. Roy Khans optræden på Epic Fest tilhørte uden skyggen af tvivl sidstnævnte kategori. Det blev en aften båret af fortælling. Ikke blot gennem sangene, men gennem manden bag dem. 15 års fravær, personlige kampe og en tilværelse langt fra rampelyset kulminerede i en tilbagekomst, der føltes både sårbar og triumferende. Det gjorde selv de mindre vellykkede elementer – herunder den ujævne lyd – til sekundære faktorer i det samlede billede. For når det hele gik op i en højere enhed, var det tydeligt, hvorfor netop Roy Khan stadig indtager en særlig plads i den progressive powermetal. Hans stemme er ikke blot et instrument, men et identitetsbærende element, der vækker minder, følelser og fællesskab. Det her var ikke en koncert, der handlede om perfektion. Det var en koncert, der handlede om betydning. Om at vende tilbage. Om at genfinde sig selv – og sit publikum. Epic Fest fik sit punktum på hovedscenen, og det kunne næppe være sat mere passende. Ikke med bulder og brag, men med sirlig sårbarhed og en stemme, der stadig resonerede i bevidstheden, længe efter sidste tone ebbede ud.
Sætliste:
1. When the Lights Are Down
2. Moonlight
3. Center of the Universe
4. The Haunting (Somewhere in Time)
5. Soul Society
6. Memento Mori
7. Rule the World
8 Karma
9. Forever
Encore:
10. Ghost Opera
11. March of Mephisto
