Epic Fest 2026 - InnerWish
Tilkald Kalliope
Hvis nogen ved noget om mytiske epos, må det være grækerne. Ligesom Odysseus strandede på Aeaea og blev tryllebundet af troldkvinden Kirke, var powermetalbandet InnerWish taget på togt til Sjællands noget mindre forførende ølandskab. Nu var det tid til, at de omskrev historien og i stedet tryllebandt os. InnerWish har efterhånden en del år på bagen og svært ved at skjule det. Bandet anslog deres første toner i '95 og har syv album samt et væld af singler i rygsækken. Musen for heltedigtning og epik, Kalliope, måtte dog have været travlt optaget med vigtigere projekter, da bandets seneste udgivelse, Ash Of Eternal Flame, blev undfanget i 2024. Dog skimmede hun den alligevel med et skjult sideblik, og det resulterede i en lunken modtagelse. Nu holdt vi alle vejret i spænding: Ville Kalliope tilsmile de græske gutter denne gang og give dem en episk koncert, som kunne sende dem vel over middelkarakteren? Eller ville InnerWish ligesom Odysseus drukne i Kirkes trylledrik, som i denne anledning bestod af Epic Fests i øvrigt glimrende temaøl?
Flere løse skruer, tak
InnerWishes sammentømrede symfonier bar præg af at være samlet efter powermetallens klassiske instruktionsmanual. Nuvel, rytmerne og de dertilhørende riffs løb ikke lige så stærkt, som man kan høre andre bands fra genren spille, men vi kunne jo heller ikke have, at hastigheden fik fingrenes sener til at sprænges som overspændte guitarstrenge. Der var ellers intet at udsætte på guitaristerne, Thimios Krikos og Manolis Tsigos. Deres ansigters folder vred sig mellem de to klassiske teatermaskers stadier af komik og tragedie, og til tider så det næsten ud, som om strengespillet var særdeles smertefuldt. Eller nydelsesfuldt, jeg kunne ikke rigtig se forskel. Deres store anstrengelser bar frugt, for deres klassiske riffs var veleksekverede og ledsagede trommeslager Fragiskos Samoilis traditionelle, taktfaste slag, som var riffs og rytmer gamle venner på rollatorrulletur gennem parken. Mens InnerWish lånte powermetallens stilistiske rammer, var sangenes lyriske indhold langt mere livsnært. Fra den personlige beretning i “Needles in My mind” til “Modern Babylon”s protestprægede kontekst: Vi var langt fra drager og dværge, men kæmpede nu med virkelige monstre. Det viste fint, hvordan powermetallens genredefinition er plastisk nok til at kunne rumme både humor og alvor. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at de havde taget sig flere kreative friheder og ikke blot leveret power efter den gamle samlemanual. Hvad med at nedbryde en mur hist og her og skabe lidt kaos i det velkendte? Man kunne godt have ønsket, at der var flere skruer løs i symfoniernes møbel, så InnerWish ikke blot fremstod som endnu en anonym Ikeastol i en lang række af lignende modeller, som blot venter på småt brændbart. Efter de første par sange kunne man regne ud, hvordan resten ville udforme sig, og koncerten bød på meget få overraskelser.
Nyt fra Ikea: Byg din egen Trönstol
Imponerende var det dog, da InnerWish bad om et vilkårligt sangønske fra publikum og derefter prompte efterkom dette ved at spille “Sea Of Lies”. Om det var arrangeret, vides ikke, men i alle fald var det effektfuldt og gav en fornemmelse af et band, der kender sit repertoire til punkt og prikke. Men nu har de sådan set også spillet længere tid, end jeg har været i live, så de har haft rig mulighed for at indøve det. InnerWish leverede varen, og da de først havde sammentømret rytmerne, skabte de en god tronstol, som de mageligt kunne læne sig tilbage i. Det var godt og klassisk, uden dog på nogen som helst måde at være nytænkende. To ting tjente dog til deres fordel: For det første forsanger George Eikosipentakis’ omfangsrige vokal, og for det andet tekstuniverset, hvor det var rart med lidt virkelighedsnær kant. InnerWish er store i hjemlandet, men kommer modsat Odysseus nok ikke til at sætte det største aftryk på verden omkring sig under deres togt til Sjællands djævelske ø.
