En vaccine mod dårligt humør
Det var en mørk og stormfuld nat (overskyet og småblæsende kl. tre om eftermiddagen) i et land langt, langt borte (Roskilde Kongrescenter). Sidst jeg indfandt mig i disse sale, var det for at få vaccinens healing potion stukket i armen. Denne dag var der dog andre løjer i sprøjten, nemlig en heftig omgang powermetal. På deres farefulde færd gennem utallige strabadser havde det multinationale powermetalband Angus McSix nemlig kæmpet sig til salens slot på The Realm of Might and Magic. Kampklare indfandt powermetalkæmperne (og -dværgene) sig i et spring på scenen. De har netop udgivet det seneste kapitel i deres epos, Angus McSix and the All-Seeing Astral Eye, som fik en rimelig ros med herfra. Det er altid spændende, om et album kan leve videre live med et pulserende publikum, eller om det gør sig bedst i sin polerede studioversion. Nu ventede vi alle blot på nålens nådestød i håb om denne gang at få en healende vaccine af energisk musik skudt direkte ind under huden.
Nye lys på nattehimlen
Stjernekasterne spruttede, og sæbeboblerne strømmede ud i stride strømme, så man som Ozzy udbrød: “Bubbles!”. Koncerten skortede ingenlunde på hverken scenografiske effekter eller gennemførte kostumer. Verden er en scene, og vi er blot aktører … men denne gang var skuespillets manuskript ikke skrevet af Shakespeare, men Tolkien på massive mængder syre. Selv, hvis man ikke har læst op på den lange, snørklede saga med utallige udskiftninger af bandmedlemmer, kunne man sagtens følge med i koncertens koreografi. Angus McSix tog fint publikum i de behandskede hænder med så meget publikumskontakt, at det til tider kammede over. Vi skulle både tælle til 666 … 6 (og heldigvis ikke 6-7), danse dinosaurdansen med en forvokset oppustelig T-Rex og råbe ORK. Som forsanger Sam Nyman sagde: “When I show you guys the stinky fish”. Som man siger.
Humoren var tykt smurt på mellem de højtbelagte harmonier med en massiv basbund som et solidt stykke fuldkernerug under al jproduktionens polerede pålæg på dette musikalske stykke smørrebrød. Det landede tungt i maven og mellemgulvet. Bassen mudrede guitarens toner en anelse, men kom man først på længere afstand af scenen, var der dog en mærkbar forbedring af lyden, så man kunne nyde både dværgens høje toner og orkens tonsning i kedlerne. Rytmerne rystede folk i gang til en festlig start på de episke løjer med diskodasko-power og højdepunkter som “Laser Shooting Dinosaur” og “Ork Zero”. Koncerten mistede kun undtagelsesvist energi under eksempelvis “Angus”. Nyman dirigerede både os og sine bandmedlemmer med kyndig hånd. Hans stemmes toner nåede hidtil uudforskede bjergtinder uden dog at falde skævt og skingert mellem tonerne. Man kunne mærke, at han har indfundet sig vel som en ny stjerne i bandets astronomiske konstellation. Hvordan Angus McSix’ stjernehimmel kommer til at tage sig ud i fremtiden, er uvist, men på nuværende tidspunkt fremstår de som en energisk supernova med et multidimensionelt historieunivers.
Smitsom spilleglæde
Efter at have sendt en blandt publikum på et vellykket togt efter øl fik både dværgen og vi slukket tørsten. Mens dværgen tragtede efter det gyldne bægers humledrik, var vor tørst dog en anden. En tørst efter episke eventyr langt fra virkelighedens gråmelerede hverdagstrummerum. En tørst efter at få hjertet fyldt til bristepunktet af lyse toner, der kunne skinne ud gennem vort korpus og fordrive alvorens skygge. Angus McSix tog os i hånden ud på denne virkelighedsflugt, og hvor var det rart at grine uden grådkvalthedens greb om struben. Der var et par skønhedsfejl som eksempelvis den dominerende bas i salens højre side samt få momenter, hvor Nymans vokal vaklede. Det var dog ikke nok til helt at vælte helhedsoplevelsen, og selvom det pisøsregnede udenfor, så havde hjertet efter Angus McSix fået et regnslag på. De står stærkt, og hvis blot de lærer at holde på historien og bandmedlemmerne, så skal de nok få støbt sig et endnu sikrere fundament på powerscenen.
