Lyden af et sort hul
Normalt kommer ordene til mig helt automatisk, når jeg sidder og skriver – som skidt fra en spædekalv. Det er uhyre sjældent, at jeg sidder og stirrer helt blankt på skærmen, når musikken først spiller. Det var dog præcis, hvad der skete, dengang jeg sad og skulle skrive noget klogt om LLNN’s seneste plade fra 2021, Unmaker. Det var ekstraordinært svært at finde de helt rette ord til at beskrive den oplevelse, den plade var – medmindre samtlige ord da skulle være onomatopoietika. For LLNN’s musik er essentielt set en sammensmeltning af diverse kataklysmiske lyde og uhæmmet, ukontrollerbart kaos.
Det er hverken musik for sarte sjæle eller noget, man nogensinde vil kunne betegne som folkeligt. Det er musik, der kræver enormt meget af lytteren, da bandet jo ikke 'bare' leverer en koncert, men et undergangsritual. Inden koncerten havde jeg dog mine tvivl, om Metal Cruise er det rette sted til netop LLNN, men det måtte tiden vise.
Apokalyptiske knæspark
Ud fra hvad jeg har læst, og hvad andre har fortalt mig, så forventede jeg mig et kulsort og ekstraordinært melankolsk – sågar apokalyptisk – og introvert ritual, hvor man kunne stå og virkelig mærke, hvordan ens indre kerne fik sig en gedigen rystetur. Det, jeg ikke forventede, var moshpits, bølle-attitude og høje knæspark.
Dette kunne sagtens skyldes, at de nu har Victor Kaas fra EYES med som frontmand – en mand, der er kendt for at have en særdeles fandenivoldsk opførsel på en scene. Og ret skal være ret, han indtog da også scenen med en diabolsk energi, som om alt og alle havde gjort hans liv til et levende mareridt – og han var altså kommet for både at slås og råbe.
Før koncerten troede jeg faktisk, at jeg forstod og kunne lide LLNN; om ikke andet end så på et overordnet, teoretisk niveau. Men efter koncerten måtte jeg konkludere, at jeg hverken forstod – eller kunne lide – LLNN. Det kan nemt være, fordi jeg havde bygget en eller anden helt forkert idé op om, hvad de egentlig ville byde på, versus hvad jeg så rent faktisk blev konfronteret med. Men det kan også skyldes, at i det sekund jeg ser høje knæspark, så ved jeg, at jeg er gået forkert. Kombineret med de tonstunge, monotone og mudrede rytmer, der fik hele salen til at runge og gynge mere end det stormfulde hav, var det tydeligt, at det her ikke var en koncert, der ville gå over i historiebøgerne.
Fatal fejlbooking
Det kom virkelig bag på mig, at LLNN var så bøvet. Jovist, en af de mange genrebetegnelser man igennem tiden har kastet efter bandet, er da hardcore, men jeg synes nu aldrig, det var det, der fyldte mest på pladerne. Der var det mere de store følelser og tanker, der fyldte, og ikke det store behov for at svinge med arme og ben som den tasmanske djævel på amfetamin. Lyden var derudover virkelig heller ikke noget at råbe hurra for, det var et mudret inferno af trommer, keys og så Kaas’ vokal, der gjaldede ud fra samtlige verdenshjørner. Det var ikke til at finde hoved eller hale i – og selvom de forreste blandt publikum var helt klar til at moshe, til solen stod op, så virkede LLNN til at være lidt af en fejlbooking til Metal Cruise, hvilket ikke er bandets skyld, overhovedet.
Alle, jeg snakkede med om koncerten, sagde noget i stil med 'Jah, jeg ved sgu ikke rigtig … Det var i hvert fald ikke noget for mig'. Og jeg må erklære mig dybt enig i det udsagn. Så det var nok første og sidste gang, jeg så LLNN optræde.