Livgivende skygge
Hvor ville jeg ønske, Morild havde fået midnatstimen på Gehenna, men den gik desværre til det japanske Electric Light Orchestra, eller hvad de nu hed. I 2025, et usædvanligt stærkt år for den danske metalscene, begik Morild et lille mesterværk med deres Disse fugle får ingen at se. Det album ankom uden hype eller fanfare og slog benene væk under de fleste, der gad at lytte, ikke mindst os her på Heavymetal.dk. En imponerende bedrift, når man tænker på, at københavnerne ikke er specielt aktive, men især fordi de er næsten umulige at klaske en præcis genre på. Jovist er det atmosfærisk black metal, men det er også post-metal, jazzet, syret og konstant overraskende. Da jeg stod fredag aften foran Gehenna-scenen i livgivende skygge, krydsede jeg fingre for, at Morild ville være i stand til at give os alt dette, og måske endda lidt mere inde i skoven.
En drøm om en albumkoncert
Da jeg ankom til Gehenna i sidste øjeblik, var gruppen stadig i gang med de sidste hektiske forberedelser. Med sig på scenen havde de et kor på fire kvinder, det lovede godt for ambitionsniveauet og for det, der skulle til at ske. Løfterne blev indfriet med det samme, da gruppen satte i gang med ”Retten til resterne”, det gennemført fantastiske åbningsnummer fra Disse fugle. Det startede perfekt med den lange opbygning med et vandvidsriff og Tue Roekjers vilde vokal. Så snart Simon Frennings blastbeats dukkede op, viste det sig desværre, at selv med lydgeniet Johan Emanuel bag pulten var der igen problemer med lyden på Gehenna. Det er et problem, der har præget alle de Gehenna-koncerter, jeg har oplevet, og var vildt forstyrrende. Det opstod heldigvis aldrig under alle de stille atmosfæriske passager, som lød og blev fremført helt perfekt.
Morild gik videre med ”Træt” fra samme album, og det begyndte at ligne en albumkoncert. Alt var således godt undtagen de infame blastbeats, der overdøvede alt, når de satte ind. Disse forstyrrelser gav mig til gengæld tid til at beundre bassist Kristoffer Alms fantastiske intensitet og nærvær på scenen, hvis lige man sjældent ser hos black-musikanter. Hans modevalg forstod jeg til gengæld intet af, for hvorfor stiller man op i skovmandsskjorte og grunge-look til en atmo-black koncert? Men pyt, jeg er alligevel for gammel til at forstå mig på den slags.
Koncerten sluttede af med endnu et vanvittigt godt nummer fra Disse Fugle, ”1000 kroppe”. Hvis Morild har et varemærke, så må det være underskønne melankolske figurer blandet med Wiegedood'sk intensitet, og det fik vi endnu mere af her. ”1000 kroppe” er i øvrigt et nummer, vi længe har haft et internt skænderi om her på redaktionen. Er det om muligt bedre end ”Retten til resterne”? Fredag aften på Gehenna vandt ”1000 kroppe” den kamp, for hold da op, hvor var det en smuk afslutning. Her blev bandet nu suppleret af en mandolin, som man endda kunne høre. Jeg tror ikke, jeg har set så mange mennesker på Gehanna-scenen siden Lamentari i 2023. På trods af alle menneskerne på scenen var der stadig plads til et par parmesantørklæder på mikrofonstativerne. Det var svært helt at forstå, hvilken relevans de havde i forhold til det misantropiske univers, Morild bevæger sig i, og de nemme politiske paroler til sidst kunne jeg absolut også godt have undværet.
Hvad så, Roskilde?
Disse mislyde til trods, så bekræftede denne koncert to ting. For det første har Danmark i sandhed stadig en fantastisk blackscene, også selvom Morild efterhånden er mere post end black. Og så er det brandhamrende ærgerligt, at københavnerne ikke er mere aktive på live-fronten, for der er utroligt mange black-fans, der ville tage imod dem med vanlig afdæmpet, men inderlig begejstring, og ikke kun i Danmark. For dem, der gik glip af fredagens koncert på Copenhell, er der en chance mere allerede på mandag (d. 29/6), hvor Morild gæster Roskilde Festival. Udover lydproblemer og de sædvanlige snakkehoveder blandt publikum var det en fantastisk oplevelse, og det bliver sikkert endnu bedre på Roskilde.
