En god årgang
Når gutterne bag black-plus-alt-muligt-andet-projektet Morild engang går på pension og skal se tilbage på deres karriere, så må man antage, at 2026 vil være blandt de år, der står klarest. Koncerter på både Copenhell og Roskilde Festival i kølvandet på deres kritikerroste Disse Fugle Får Ingen At Se-album fra året før, er ikke mange danske undergrundsbands forundt. Men for en gammel amagerdreng og fast Copenhagen Metal Fest-gænger, som denne skribent, var det nu alligevel gruppens optræden i gode, gamle Amager Bio, der skulle sætte det hele på plads. Der sad nok en lille tvivl tilbage, for jeg har før set mindre bands kæmpe med at fylde bioens store sal op. Ville et københavnsk festival-publikum, der elsker død, core og thrash, mon være klar til Morilds atmosfæriske, episke og progressive post-black?
Alt spillede
Det var ganske nemt at svare på det spørgsmål, for bioen var propfyldt fra starten. Ret imponerende at et band, der spiller så ekstrem musik som Morild, kunne samle så mange mennesker, på en festival, der spænder så bredt som Copenhagen Metal Fest. Jeg har skrevet det før, men det var atter engang tæt på umuligt at høre, at Morild spiller så få koncerter, som de gør. ”RETTEN TIL RESTERNE” gav en meget overbevisende start, og vist var der de sædvanlige snakkehoveder ude i kanten af salen, men langt størstedelen af publikum virkede helt opslugt af både de drømmende, atmosfæriske passager, men absolut også af den Wiegedood’ske intensitet, som vores anmelder så rammende beskrev albummet Disse Fugle.
Morild viste i det hele taget, at post black, eller hvad vi nu skal kalde københavnernes genreoverskridende stil, godt kan være catchy som bare pokker. For der var jo både underskønne melodier og grooves, man ikke kunne stå stille til. Et væsentlig bidrag til netop melodierne stod korsanger Elisabeth Viik for, og hun blev da også behørigt takket. Ikke bare for vokalarbejdet under denne koncert, men også for hendes aftryk på sidste års forrygende udgivelse. Begge steder fik Viik lagt et lag af skønhed og skrøbelighed til Morilds intense univers, og lydmand Johan Emanuel sørgede endnu engang for, at det hele lød fantastisk og afstemt.
Der var i det hele taget ikke en finger at sætte på noget som helst under denne koncert, selv de forsimplede politiske ytringer blev vi, næsten, helt forskånede for. ”I” fra debut-EP’en sørgede for, at vi fik et lille dyk ned i Morilds fortid, men det var nu de fire sange fra Disse Fugle, der stod stærkest. Den lange afslutning på titelnummeret viste igen, hvor smukt de menneskelige stemmebånd kan lyde sammen med luftige clean-guitarer.
Vil I ikke nok?
Man må igen konstatere, hvor vildt det er, at et band, der spiller så ekstrem musik som Morild, kan samle så mange mennesker, som tilfældet var her. Ret atypisk for en festival som Copenhagen Metal Fest var der, så vidt jeg kunne se nærmest ingen, der forlod salen før tid. Det vidner om en gribende og fascinerende oplevelse. Kære Morild, vi ser frem til langt flere af dem fremover.
Sætliste
RETTEN TIL RESTERNE
TRÆT
I (EP)
1000 KROPPE
DISSE FUGLE FOR INGEN AT SE