Så luk dog røven
’Nostalgifestival’ er et af de skældsord, der ofte slynges i retning af Copenhell, ikke helt uden grund. For der er unægteligt mange i kategorien ’gamle gråhårede mænd i varierende form’ både på og foran festivalens scener – også her under 2026-udgaven. Men nu var det blevet tid til en helt anden form for nostalgi: elektropunk fra 00’erne, anført af to kvinder i deres bedste alder, MØ og Nurse, der i 00’erne og begyndelsen af 10’erne stod bag duoen Mor. De udgav i 2009 deres debut-EP, Fisse I Dit Fjæs, på Luk Røven Records. Genialt. Men de nåede ikke at lave så meget mere, før det var slut i 2012. Det ene af medlemmerne, Josefine Struckmann, ville nemlig hellere rode med endnu mere obskure projekter. Forskellige bands, soloudgivelser som Nurse og så diverse installations- og billedkunstting. Og nåh ja, det andet medlem, Karen Marie Ørsted, gik såmænd hen og blev Danmarks største internationale popstjerne. Især på grund af en invitation fra Copenhell er de nu blevet gendannet og har for nylig sendt endnu en EP, Sort Nat, på gaden.
Komik og rebelskhed
Som et gammelt prog-, classic rock- og metalhoved kunne man godt være lidt nervøs for, hvordan man skulle klare sig igennem en lille times feministisk elektro-punk. Det mest presserende spørgsmål var dog, om det er muligt at bevare bare en lille smule punket rebelskhed, når man så succesfuldt som MØ har appelleret til den popmusikalske laveste fællesnævner med snart tre milliarder streams på Spotify. Sammen med en lige så ihærdig Nurse væltede MØ dog rundt på scenen, som om vi var tilbage i 00’erne igen. Så absolut ingen problemer på den front.
Inden da var duoen gået på scenen andægtigt klædt i kutter, men så snart de stod foran alteret/kirkeorgelet midt på scenen, blev kutterne kastet væk og punk-energien sluppet løs. Det blev med det samme klart, at duoen synger fantastisk, og at de sammen lyder vanvittigt godt. Musikalsk var det dog så kaloriefattig som forventet. Selv med et yderst kapabelt backing-band var det ikke til at skjule, at Mors poppede punk fra et kunstnerisk synspunkt ikke havde meget at byde på. ’Gider ikke mere …’ sang de i nummeret af samme navn. Det gjorde jeg egentlig heller ikke, men blev alligevel hængende. Dels fordi det jo var mit job, men absolut også på grund af en ferm hard-rocket guitarsolo.
Men ellers var det primært de sproglige perler, der brændte igennem. ’Jeg er pissedoven og ryger en fed’, ’du siger, jeg er stiv, hvad vil du gøre ved det’ og mange andre blev afleveret med den ungdommelige rebelskhed intakt men der, hvor jeg stod, virkede det nu primært som komik. Det var i hvert fald svært ikke at trække lidt på smilebåndet. Det musikalske højdepunkt kom under titelnummeret på Mors nye EP, Sort Nat, som med sit ustyrligt fængende omkvæd klart havde været på min 2026-playliste, hvis jeg altså havde kunnet finde lortet på Spotify. Deres store undergrundshit fra dengang, ”Fisse i dit fjæs”, sluttede ikke overraskende løjerne af, blev inden præsenteret med et ’vi vil gerne tæve alle, vi diskriminerer ingen', og dermed blev ånden fra W.C. Field og Kerry King overraskende nok holdt i live.
Sammen med Mor
40 minutter kunne Mor holde løjerne i gang, og det var ganske godt gået, når de knap har musik nok til 25. Den 80’er-agtige trommesolo kunne jeg dog godt have undværet. Det hele blev sådan lidt teenager-agtigt, men dem der var unge, dengang Mor kom til verden, havde det tydeligvis langt sjovere end denne skribent. Der var givetvis også ret mange, som var dukket op ’for at se giraffen’ – mange af dem gik hurtigt igen. Så kaloriefattigt var det for mange af os, og stemningen løftede sig aldrig helt.
Man bør ikke blande tingene sammen, heller ikke i koncertanmeldelser, men da koncerten var slut, og jeg havde fået tilstrækkelige mængder af fisse i mit fjæs, skyndte jeg mig ned på Hades. For der holdt mægtige Sepultura afskedsfest. Jeg dukkede op lige til ”Refuse/Resist”, og det var jo bare en langt mere relevant Copenhell-oplevelse, end det jeg lige havde udsat mig selv for sammen med Mor.
