”Brutiful”, som børnene kalder det
Som en, der ellers er gradueret ud over de elektroniske lyde, popomkvæd og voldredigerede produktioner fra den moderne metalcorescene, var der alligevel en god skare af bands, jeg havde glædet mig til at se dette år på Reffen grundet nostalgi, da de var min indgang til den mere ekstreme side af metallen. Blandt dem var Loathe, et britisk band, der i 2020 skabte et større postyr i online-metalcore-verdenen med deres plade I Let It In and It Took Everything. Pladen blandede indflydelser fra ambient elektronisk, shoegaze og den hårdtslående metalliske hardcorescene, der levede sundt i Storbritannien i den tid, til et sammensurium af smuk og melankolsk aggression. I Let It In… blev hurtigt dømt en moderne klassiker, og bandet har lige siden kæmpet med at få skrevet en opfølger. Seks år senere er det næste kapitel endelig på vej, og Loathe er på turné for at bygge hype. Spørgsmålet denne onsdag ved Pandæmonium var nu, om de kunne leve op til forventningerne og den standard sat af deres mesterværk.
Det mørke udyr og den rumklangstilsatte skønhed
Det var til lyden af singlen ”Gifted Every Strength”, som har signaleret, at der er nyt på vej, at Loathe gik på scenen. Allerede fra det første mørke og tunge riff kunne man mærke, at dette vil blive en god koncert. Lyden spillede, bassen kunne høres tydeligt, og dens samarbejde med stortrommens hårde dunk satte med det samme publikum i bevægelse. Forsanger Kadeem France opildnede de fremmødte med sine grumme skrig og energi, imens bandet groovede hårdt bag ham. Der var også godt sammenspil mellem Frances skrig og guitarist Erik Bickerstaffes skønsang under deres mere stille numre som for eksempel ”Screaming”, hvor Bickerstaffe bevægede sig overraskende højt tonalt uden at miste den lavmælte shoegaze-kvalitet, der er så prominent ved Loathes rene omkvæd.
Lyden passede for det meste til Loathes kompositioner, men under den blackgaze-inspirerede intro til ”Heavy Is the Head That Falls With the Weight of a Thousand Thoughts” skulle der have været skruet ned for stortrommen, da blastbeatet endte med at overvælde lydbilledet til nærmest uigenkendelighed. Heldigvis var dette det eneste sted, hvor man bed mærke i et lydmæssigt problem. Stille sange og ballader skiftede fortræffeligt over til nogle af bandets hårdtslående numre, og sætlisten var veldesignet til at give pause imellem de mest pit-værdige sange. Publikum hamrede ind i hinanden til den ondskabsfulde og grumme ”New Faces In the Dark”, tilsat breakdownet fra ”Raining Blood”, og skrålede dernæst med på ”Is It Really You?”, imens deres strakte arme viftede fra side til side. Her fik France også lov til at vise sin egen skønsang under omkvædet, og skiftet mellem ham og Bickerstaffe var som en glidende overgang fra melankoli til forløsning.
Loathe sluttede dog af med deres tungeste nummer, ”Gored”, for lige at sikre sig, at publikum ikke vil glemme dem. Der blev startet en ordentlig wall of death trods heden, og guitaren, stemt til dobbelt drop C, rungede i brystet med den altødelæggende kraft fra de riffs, sangen er bygget op omkring. Det var en hård afslutning, og støvet fra pitten for op i luften.
Som core burde gøres…
Under hele oplevelsen med Loathe var man fanget imellem lysten til at miste besindelsen i pitten og lysten til at skråle med på nogle af de skønneste passager i metalcore. Bandet fungerede som en velsmurt maskine, der adræt skiftede imellem de varierende lydbilleder, der udgør deres bagkatalog. Hvis ikke publikum var tryllebundet, trods deres fælles indsats for at give briterne en varm modtagelse, var jeg det i hvert fald. Nostalgien blev altså ikke ødelagt, og man kan kun håbe, at de singler fra næste plade, som de spillede, er tegn på kvaliteten af den kommende udgivelse, da de passede smukt ind blandt numrene fra I Let It In… Trods den relativt tidlige placering på dagen blev det alligevel til en smuk og brutal koncert, der satte en høj standard for resten af festivalen.
