Stemninger og følelser i tunge grooves
Det danske band VOLA har i årevis haft en særlig evne til at balancere det kompromisløse og det følsomme med det tekniske og det melodiske, uden at det bliver rodet eller forceret. De blander metal med elementer fra både pop og elektronisk musik og skaber et lydunivers, der får lytteren til både at drømme sig væk og nikke med nakken. Groove og melodier går hånd i hånd i en nærmest uimodståelig kombination, hvor hver tone og hver rytme synes at have sin helt egen betydning. Med deres seneste album, Friend of a Phantom, har de endnu en gang bevist, at de ikke er bange for at udfordre genrerne, samtidig med at de bevarer en intens nerve og en stærk følelsesmæssig dybde.
Dansk kvalitet
Mens Dizzy Mizz Lizzy lukkede Helviti, og tonerne af ”Silverflame” ringede ud, var vi nogle andre, der stod og ventede spændt på VOLA foran Pandæmonium. Scenen blev fyldt med hvidlig røg, og fra første strobelampe satte in, blev publikum indfanget i bandets univers. Hvor den tunge bund, de drømmende melodier og de stringente grooves gled ubesværet sammen.
Åbningsnummeret ”We Will Not Disband” satte øjeblikkeligt tonen, og de dybe guitarriffs bragede frem, mens lyset klippede mørket itu, og publikum gled hurtigt ind i VOLAs karakteristiske trance. Visuelt havde bandet også gjort sig umage, og der var tænkt over detaljen. Der blev kørt med hvidt trommesæt, hvid guitar hos forsanger Asger Mygind og et par markante hvide lyssøjler, der skabte kontrast til de sorte instrumenter på fløjene.
Efter ”Stone Leader Falling Down” og ”Paper Wolf” kom aftenens første gæsteoptræden ud af to. Det var Gavin Mistry fra Gradience, som med rapvokal føjede et spændende element til nummeret ”These Black Claws”. Senere i sættet kom, forventeligt, ”Cannibal”, hvor Christoffer Kofoed fra Neckbreakker havde fået tjansen som afløser for Anders Fridén fra In Flames, der er med på nummeret originalt. Kofoed gjorde det rigtig godt og leverede et mere brutalt indslag end på originalen, men det var da en skam, at In Flames ikke spillede samme dag som VOLA, så Fridén havde været med på vokal.
Publikum kvitterede løbende med jublende respons, og bandets kommunikation med forsamlingen var afdæmpet, men hjertelig. Da Asger Mygind først sang a cappella på nummeret ”24 Light‐Years”, inden instrumenterne koblede sig på, var et smukt øjeblik, og han beviste, hvor god en sangstemme han har. Mindst lige så smukt og gåsehudsfremkaldende var det, da han lod publikum synge afslutningen på nummeret. Hele koncerten blev afsluttet med ”Straight Lines”, og selv om benene værkede, blæren kaldte på at blive tømt, og sengen var yderst savnet hos undertegnede, så kunne jeg snildt have taget en omgang mere med VOLAs magi.
”En tur til!”
VOLA lukkede onsdagen på Pandæmonium med en præstation, der understreger deres status som et af de mest interessante navne i dansk musik i øjeblikket. Den tekniske overlegenhed kombineret med et stærkt visuelt udtryk og velvalgte gæsteoptrædener løftede koncerten op på et niveau, der tilfredsstillede både fansene på forreste række og de mere feststemte bagerst. Bandet mestrede den hårfine balance mellem det tunge og det drømmende og leverede en fantastisk oplevelse i mørket.
Sætliste:
We Will Not Disband
Stone Leader
Falling Down
Paper Wolf
These Black Claws
I Don't Know How We Got Here
Head Mounted Sideways
Stray The Skies
Cannibal
24 Light-Years
Inside Your Fur Bleed Out
Straight Lines