Radbrækket, men lykkelig
Hold i nakken, forslåede knæ, blødende albuer og et nedtrampet håndled: Al fornuft talte imod at bevæge sig ind i pitten forrest til Stray From The Path. Men da musikken først spillede, var det umuligt ikke at følge moshpittens lokkende kald. Bandet udviste klar spilleglæde, og deres energi var så smittende, at publikum må have skubbet bølgebryderen en halv meter fremad med den taktfaste hoppen. Ingen af os kunne dog nå samme højde som forsanger Andrew Dijorios badutspring, og han må have været en frø i et tidligere liv. Der findes dog ingen evighedsmaskiner, og sætlistens ensformighed udtrættede til sidst øregangene. Guitarist Thomas Williams’ riff var klassiske og fulgte hardcorens slagne vej uden at forvilde sig ud i vildnisset. Den velbevandrede vej er dog også nogle gange den bedste, og selvom bandet ikke udviste stor musikalsk kreativitet i kompositionerne, leverede de hardcorevaren fint pakket ind til publikum, som velvilligt tog imod den med åbne arme og slamdans.
Nogle ting kan ikke siges nok
The Dead Kennedys har ikke levet forgæves, for ekkoet af fordums punkklassikere klinger klart i Stray From The Paths musik. Det blev særdeles klart, da Dijorio sagde det, som hverken bør være en kontroversiel udtalelse eller kan siges for ofte: ’Nazi punks fuck off’. At det stadig kan proklameres som en punk protest mod verdenssituationen, siger noget om tingenes tilstand i samtiden. Bandet lagde hårdt ud med en sonisk knytnæve lige i sylten på systemet. Williams’ stødvise riffs var slagkraftige og uddelte en hel buffet af musikalske håndmadder til ørerne. Energien var højspændt og sitrende, så man nærmest mærkede den statiske elektricitet i luften under koncertens første halvdel. Ligesom strømmen vandrer fra fingerspidserne og afgiver stød på sin passage videre, kunne bandet dog ikke holde energien. De forsøgte ellers hårdnakket at genfinde den, som for eksempel da Dijorio påkaldte sig hundrede crowdsurfere. Det var måske et lidt ambitiøst antal at sigte efter, men der blev alligevel sendt en hel del over publikumhavets bølge af hjælpende hænder. Da luften efter “Fortune Teller” gik lidt af ballonen, var den svær at puste op igen, og bandet genfandt den først ved det afsluttende nummer. Trommeslager Craig Reynolds holdt en takt, der var til at hoppe med på, mens han tyndsled trommeskindet. Dijorios scenenærvær var karismatisk, og han formåede ubesværet at dirigere både musikken og publikum, så circlepitten piskede rundt som en mælkeskummer koblet til en boremaskine. Dagens højdepunkter var det indledende “Kubrick Stare” og så “Goodnight Alt-Right”, som endte koncerten med et brag højere end Holmens kanon. Anthony Altamuras basgange trådte lidt i baggrunden, men udgjorde ellers en fin bund for resten af bandet. Morgendagens smerter oven på koncerten var det hele værd, og man glædes over nakkehvirvlernes klageskrig, fordi de medbringer minder om en energibombe af en koncert.
Unge fødder i udtrådte sko
Stray From The Path har ung energi, som de bruger til at genoplive en efterhånden halvgammel genre. Inspirationen fra klassiske punk- og hardcorebands som Bodycount er så tydelig, at man til tider savnede, at de lød mere som sig selv. Deres versefødder blev således presset ned i tidligere generationers udtrådte sko, men udfyldte disse til fulde. Stray From The Path viste, at hardcoreskoene langt fra er udtjente og kan løbe langt ad den slagne vej. Genrens protestbårne lyd er evigt relevant, og ligesom resten af coregenren er den kun på vej fremad. Det var umuligt ikke at blive smittet af deres intense scenenærvær og indignation over verdenssituationen. Nazisterne trængte lige så meget til at smides på porten i 90’erne som i dag, og vi er heldige at have bands som Stray From The Path til at give dem det sidste spark på vej ud ad døren.
