Sådan åbner man en hovedscene
Skunk Anansie var mildest talt uundgåelige i 90’erne, hvis du da på nogen måde var til hård rock. De iblandede punket attitude med rå vokal samt politiske budskaber. Og selv hvis du ikke var, så kan du næsten umuligt have undgået deres store hits som eksempelvis ”Hedonism”, ”Charlie Big Potato” og ”Weak”. De har senest udgivet The Painful Truth, hvor de viste både træfsikkerhed og energi. Denne onsdag åbnede de selvfølgelig hovedscenen Helvíti, og mange stod klar til at tage imod dem trods tidspunktet.
This means war
Ahh, endelig blev det hovedscenens tur til at blive åbnet. De britiske rockikoner startede meget symbolsk med ”This Means War”. Bandet fremstod med store smil og masser af spilleglæde, og Skin i front var både denne dag og i 90’erne en fremragende og mildest talt ikonisk frontfigur. Hun formår at virke både vred og intens, men samtidig imødekommende og indtagende. Hendes vokal er naturligvis langt det vigtigste ved hendes optrædener, men hendes karisma, mimik og det fluffy stage presence er så sandelig også unikt.
Desværre for Skin og resten af Skunk Anansie så var publikum (trods antallet) ikke rigtigt med. De dansede og klappede med, men de var ikke med på den fællessang, som Skin ellers ad flere omgange lagde op til. Selv på ikoniske ”Charlie Big Potato” måtte flere sætninger bare tænkes i hovedet og ikke høres. Det er naturligvis ærgerligt, og jeg havde gerne undt bandet mere. For bandet leverede alt, hvad de kunne. De kom godt ud over scenekanten, og Skin var endda nede foran scenen blandt publikum under den dejlige ”I Can Dream” og båret tilbage til scenen igen på et hav af hænder.
Den smukke og intense ”Because of You” blev nærmest vredet ud af Skins krop, som hun vandrede rundt på scenen og sang. Og hendes stemme er der simpelthen stadig ikke så meget som en fingerspids at sætte på. For selvom hun og bandet har spillet i over 30 år (med pauser), så lød hun stadig stærk og indebrændt. ”An Artist is an Artist” fremførte hun med tilpas meget spydighed til, at man virkelig fik hende ind under huden, men også her holdt publikum sig tilbage fra at synge med. Til gengæld blev der i det mindste både danset og småmoshet lidt, uden at det dog nogensinde blev rigtigt vildt. Det egnede sig i virkeligheden heller ikke til sætlisten. I mine øjne var der nok lidt for mange af de nye sange, eller også skulle de simpelthen have spillet lidt længere. Det er ikke tit, at hovednavnene på Copenhell kun spiller cirka 45 minutter, men det var altså tilfældet her.
Well, this is fucking nice, isn’t it
Ahh, ja. Skunk Anansie kunne næsten kun skuffe, for mine forventninger var virkelig høje. De er ikoniske for deres spidse tekster og forrygende lyd, og begge dele leverede de denne første dag på Copenhell. I mine øjne var sættet dog for kort, og jeg kunne sagtens have fundet i hvert fald 4-5 numre mere, som burde have været med. Desværre trækker publikums manglende interaktion også en kende ned, så vi kommer desværre ikke helt til tops denne gang.
