Charme, selvtillid, og rock’n’roll
Skillet, dannet i Memphis i 1996, er blevet et af de mest populære kristne hardrockbands i deres generation. Deres gennembrud kom med Awake i 2009, der bød på masser af arena-rockhits som eksempelvis "Monster" og "Hero", og deres album Revolution fra sidste år bragte deres signaturblanding af melodiske hooks og hårdtslående riffs tilbage. Skillet udgiver musik med nærmest poleret energi. Der er ikke nogen ridser i overfladen her, og det skiller selvsagt vandene lidt. For hvor nogle elsker den gennemførte og glatte overflade, så mangler andre et mere råt udtryk og lidt vildskab som kontrast.
Skillet i topform
Allerede inden Skillet var kommet på Hades, var der massivt fremmøde på pladsen foran. Og da de så endelig kom i gang med nummeret ”Showtime”, så fløj armene op hos de fremmødte – og sikke et show de havde i vente.
Korey Cooper var et fyrigt bekendtskab, for hun flød nærmest over af ilter energi, mens hun svingede guitaren. Det her var i det hele taget et band med ild i røven. Alle bandmedlemmer, bortset fra Jen Ledger på trommerne, hoppede og dansede sig igennem sættet, og det smittede tydeligt af på publikum. Selv Ledger, der trods alt var låst bag tønderne, fremviste masser af energi og leverede en superb anden-vokal oveni en rytmesektion i topklasse. John Cooper i front virkede påvirket på stemmen af deres turné, der til hans held sluttede efter Copenhell, men han lod sig ikke stoppe af lidt hæshed, og det klædte faktisk et par af numrene mere, end når det er ren clean vokal. Udover Cooper og Ledgers vokaler stod Copenhells publikum naturligvis for rigelige mængder fællesskrål og ’lålålååååå’ på for eksempel ”Feel Invincible” og ”Legendary”.
Bandet viste sig som helhed i hopla, og showet var visuelt eksplosivt; tågekanoner spændt fast på John Coopers arme, cellister på scenen og ikke bare som båndet track, dynamisk belysning og platforme, der drev både bandmedlemmer og energien til vejrs. Det er måske nok lir, men det virker. ”Ash in the Wind” gav kortvarigt publikum mulighed for at hvile hoppestængerne lidt, men den sprudlende stemning og energi blev heldigvis bibeholdt.
Sættet havde masser af dynamik og skabte – for at bruge en kliché – noget af en fest hos de fremmødte. Særligt kan vi også fremhæve ”Psycho In My Head”, der både leverede fuldt drøn på musikken og syng-med-venlighed en masse. Men minder en del af deres sange til gengæld om hinanden? Ja. Bliver det derfor også lidt ensformigt, hvis man ikke synes, at staffagen var hidsig nok? Også ja.
Rock’n’roll makes people feel better
Skillet spillede langt hen ad vejen et sprudlende sæt med masser af både saft og kraft. Man kan kun hylde forsanger John Coopers imponerende tilstedeværelse, Korey Cooper og Seth Morrisons elektrificerende scenekemi på guitarerne og ikke mindst Jen Ledgers kraftfulde dobbeltrolle som trommeslager og vokalist – alt sammen kombineret i et tæt og adrenalinpumpende sæt. Sceneshowet var større og mere spændende end langt størstedelen af det resterende Copenhell-program, og det var fedt at se et så gennemført sæt og effekter. Desværre for undertegnede blev det også lidt mere show end relevant musik, men det er jeg sikker på, at mange er uenige med mig i.
Billeder taget af Rolf Meldgaard