Mere end et berømt efternavn?
Torsdag formiddag på Copenhell er sjældent tidspunktet, hvor man forventer at blive væltet bagover. Men Bastardane har netop potentialet til at gøre det. Den unge trio fra Savannah, Georgia, leverer en hårdtslående blanding af sludge, thrash og grunge med en tyngde, der allerede på plade har markeret dem som et navn, man skal holde øje med. Skiven, de udgav sidste år, Catatonic Symphony, er deres mest eksperimenterende til dato. Albummet vidner om et band, der stadig leder efter sin endelige form, men som samtidig viser mere personlighed og musikalsk nerve end tidligere. Det er ingen ringere end Castor Hetfield – ja, søn af dén Hetfield – der sidder bag tønderne og nu også deler vokalen med bassisten Luca Badan, efter de sagde farvel og tak til deres tidligere vokalist.
Op ad bakke i modvind
Det er aldrig nemt at åbne ballet så tidligt på Copenhell, især ikke torsdag formiddag, hvor mange stadig kæmper med gårsdagens tømmermænd og ømme kroppe. De tre gutter fra Savannah trådte dog selvsikkert ind på Hades-scenen med et ydmygt, men energisk udtryk. Publikum var i begyndelsen begrænset til en spredt skare af nysgerrige og trætte metalhoveder, men efterhånden som de første tunge riffs rullede ud, begyndte flere at finde vej ned foran scenen eller at slå sig ned på bakken i solen.
Åbningsnummeret ”The New Sanity” blev ramt af en lidt lav vokal i starten, men det kom der heldigvis hurtigt styr på, og både Hetfield og Badan leverede solide vokalpræstationer. Man kunne netop høre, hvordan Hetfields vokal til tider bærer en tydelig arv fra faderen, dog uden at være en kopi. Trommespillet var ligeledes glimrende, men der blev indimellem rettet på både bækkener og mikrofoner af både Hetfield og teknikere. Igennem koncerten voksede både bandets energi og publikums engagement. På scenen var der godt gang i både bassisten og guitaristen. Smalltalken mellem numrene skiftedes Hetfield og Badan til at varetage. Førstnævnte udviste både overskud og humor, da han introducerede bandet ved at pege på bagtæppet med deres navn på og tilføjede: ’If you can read, you know what our name is’.
Selvom sættet primært var bygget op af bastunge grooves og et par hurtigere skæringer mod slutningen, imponerede det især undertegnede, hvor velspillende trioen fremstod. Bastardane er stadig et band, der søger sit endelige udtryk, men live havde de en energi og spilleglæde, der var svær ikke at lade sig smitte af – selv en tidlig torsdag. Dog manglede der stadig noget, for at oplevelsen kom helt op at ringe. Der måtte gerne have været mere bevægelse hos bandet og større armbevægelser for helt ordentligt at fylde Hades-scenen ud. Samtidig så virkede det i første halvdel af koncerten, som om de lige skulle komme sig over, at der ikke var så mange fremmødte. Energien blev i hvert fald bedre hos bandet, jo flere der troppede op foran scenen.
Klart potentiale!
Bastardane stod over for en utaknemmelig opgave med en åbning af den næststørste scene på Copenhells andendag, men formåede alligevel at levere en stærk, energisk og velspillet koncert, der demonstrerede deres potentiale. Publikum voksede i takt med koncertens fremdrift, og bandet kvitterede med både spilleglæde og selvironi. Der er stadig plads til, at Bastardane kan finde deres helt egen lyd, men denne formiddag viste de i hvert fald, at de kan langt mere end blot at ride på et berømt efternavn.
Sætliste:
The New Sanity
Masquerade
Temporary Lies
Slow Decay
Gaslight
Revolt
Bing Bang Boom
Above All
