Mangler vi legender?
Her i 2024 var der ikke helt så mange legender på Copenhell-plakaten, som vi har været forvænt med – eller, alt efter temperament, udsat for. Men tidligere Rage Against the Machine- og Audioslave-guitarist Tom Morello må siges at tilhøre legendekategorien. Udover de to kæmpebands har han været en del af et hav af andre projekter og såmænd også udgivet en lille stribe soloalbummer. På det seneste har han endda medvirket på udgivelser med både Måneskin og Babymetal. Ak ja, de gamle anti-kapitalistiske dyder lader til at være smidt på porten til fordel for helt traditionelle ’moneygrabs’. Ikke overraskende måske, når man erindrer, at den gode Tom jo er passioneret Kissfan. Hvad hans gamle partisantørklædesvingende kumpan Zack de la Rocha har at sige til det, kan man kun gisne om, men Morellos karriere har altså været lidt over det hele siden RATM-tiden. Intet galt i det, men ville det være muligt at få en sammenhængende koncertoplevelse ud af al den legesyge? Eller ville vi måske (bare) få en stribe RATM- og Audioslave-klassikere serveret?
Fuck systemet
At der blev plads til andet end den rene nostalgi, blev klart, så snart Morello åbnede med den spritnye single, ”Soldier in the Army of Love”, som han har skrevet sammen med sin bare 13-årige søn. Det var en åbning, der viste, at guitarmaestroen absolut ikke har glemt at lave RATM-riffs, der sparker røv, men også, at det til gengæld kniber mere med at lave omkvæd, man ikke krummer tæer over. Godkendt start på en ellers lidt ujævn første halvdel. Morello gav eksempler på den guitarekvilibrisme, han er blevet berømt for udover de sejeste riffs på denne side af Oktoberrevolutionen. Men vi fik også nogle mindre vellykkede eksempler på den musikalske legesyge, hvoraf “Gossip“ ikke overraskende var alt for poppet til et Copenhell-publikum, men den er jo også lavet sammen med de førnævnte italienske Grand Prix-vindere. Så passede det bedre med et MC5-cover (”Kick Out The Jams”), der fortjente bedre respons, end den fik. Det kom der til gengæld til det, folk tydeligvis havde ventet på: Et RATM-medley med en stribe af de klassiske riffs, der fik Helviti til at tænde helt af. Pludselig opstod der tekniske problemer, men den ufrivillige pause benyttede Morello til at komponere en ny sang, ”Copenhell Rocks”, og han lovede at dele royalties med alle de tilstedeværende. Ikke et øje tørt, og det skulle der nok heller ikke have været til ”Like a Stone”, som blev dedikeret til Chris Cornell. Men når det er så svært at synge bare i nærheden af Cornells niveau, bør man nok lade være. Så blev det tid til 'an old danish folk song' ved navn ”Killing in the Name", og nu gik Helviti helt amok igen. Zack de la Rocha savnede vi ikke, for hele pladsen skrålede med på de revolutionære paroler. Svært at finde en mere gigantisk langemandssvingende fuck systemet-sang, og selv den mest samfundsbevarende nationalkonservative type kunne ikke undgå af få lyst til at storme en eller anden storkapitalistisk højborg.
Nostalgi på den fede måde
Som afslutning fik vi John Lennon-sangen, ”Power to the People”, som blev til endnu en omgang fællessang. Efter omtrent 55 minutter var det slut, men det var tydeligt, at både Tom Morello og Copenhell-publikummet gerne ville være blevet lidt længere. Tom Morello og band havde hovedvægt på sange med 20-30 år på bagen, men de blev leveret med så meget ungdommelig energi, at man ikke tænkte yderligere på det. Sådan skruer man en nostalgikoncert sammen, og det var der en del af sidste års hovednavne, der kunne lære noget af.
Sætliste:
”Soldier in the Army of Love”
”Vigilante Nocturno”
”Testify / Take the Power Back / Freedom / Snakecharmer”
“Gossip“
“Let’s Get The Party Started”
"Hold The Line"
“Secretariat”
"Kick out the Jams"
”Bomtrack / Know Your Enemy / Bulls on Parade / Guerilla Radio / Sleep Now in the Fire / Bullet in the Head”
”Like a Stone”
"The Ghost of Tom Joad"
"Copenhell Rocks"
”Killing in the Name"
”Power to the People"
