Der spredte sig en summen
Siden 1993 har The Hives været en fast bestanddel af den skandinaviske scene for garageorienteret punkrock. Anført af Pelle Almqvist lagde kvintetten i oktober vejen forbi VEGA i forbindelse med gruppens seneste album, The Death of Randy Fitzsimmons. Det var mere end 10 år siden, svenskerne sidst havde taget turen over Øresund, hvorfor spillestedet på Enghavevej var pakket til bristepunktet. Ej heller har man før frekventeret Refshaleøen, så mon ikke kuben også gemte lidt søde sager til de fremmødte i form af monsterhits som “Hate To Say I Told You So” og “Tick Tick Boom”.
’Vi er blå / vi er gule’… (!)
Hele det sort/hvide univers, som The Hives gennem årene har bygget deres image op omkring, fik blot ekstra næring af de andægtige pianotoner (ganske vist spillet som playback), der sidenhen afløstes af en af sættets absolutte hovedpersoner, trommeslager Chris Dangerous, der til daglig lyder det borgerlige navn Christian Grahn. Han blev dog hurtigt overskygget af toptændte Almqvist, der med svingende mikrofon satte gang i ”Bogus Operandi”. En gennemgående gimmick, der ved flere lejligheder sendte en særdeles hårdt prøvet scenetekniker på seriøst overarbejde med at rette ledningen ud igen. Howlin’ Pelle var virkelig i hopla denne eftermiddag og fik, med samme løbepensum som Bruce Dickinson samt split- og frontspark, der ville få selv en David Lee Roth i topform til at måbe, et bundsolidt favntag i begge sider af bølgebryderen, men …!
Som ved så mange andre lejligheder var indsatsen på scenen åbenbart ikke noget, der kunne røre de mestendels åndeligt fraværende masser, hvorfor han (næppe tilfældigt) forud for ”Walk Idiot Walk” sprang op på en forstærker for at gøre opmærksom på, hvor sjældent de besøger Danmark, og om vi ønskede, de skulle gå af igen. Et hamrende pinligt lavpunkt og lidt af en fornærmelse mod en gruppe, der vitterlig efterlod alt på scenen. Og var man i tvivl, kunne man blot have kastet sit humleslørede blik mod storskærmen under ”Good Samaritan”, hvor en storsvedende Dangerous skidtpryglede sit sagesløse trommeskind fra sans og samling. Se, nu er Pelle jo ikke svensker for ingenting. Dermed vidste han også nøjagtig, hvad der kunne bringe sindene i kog hos de danske vikinger under en fodboldslutrunde, hvor præstationerne hidtil har været til den tvivlsomme side. Og som sagt så gjort …
Under afviklingen af det nye nummer ”Stick Up” blev således indflettet en bid fra Henrik Bødtcher og Jarl Friis-Mikkelsens udødelige ”Re-Sepp-ten”. Blot med den lille undtagelse, at dannebrogsfarverne i stedet var byttet ud med dem, vi finder på Sveriges flag …! Og reaktionen? Den faldt naturligvis prompte i form af buh-råb, piften og strittende langemænd, så langt øjet rakte. Man kunne ud fra den anskuelse godt kalde ’kubens’ beboere for et ’cheap trick kind-a-band’. Pelle piskede mestendels rundt på scenen spjættende i tyvstjålne signaturbevægelser: Elvis Prestley, Angus Young, ja, selv Michael Jackson fik en tur i kopimaskinen denne eftermiddag, hvor man trods alt præsterede at få publikum til at klappe med på lead-riffet til megahittet “Hate To Say I Told You So”. Billige tricks? Så absolut, men det var tilsyneladende det, der skulle til.
Farverig forestilling i sort og hvid
Selvom diverse krumspring, kække bemærkninger og kuriøse dansetrin kun delvist slørede det faktum, at musikken i højere grad levede af energi, attitude og udstråling end faglige fortræffeligheder, så var det en fornøjelig forestilling at overvære. Klædt i matchende sorte jakkesæt med det karakteristiske hvide mønster leverede The Hives, hvad der skulle vise sig at blive en af flere overraskelser på et årsprogram, der efter min smag måske rummede lige lovlig meget punk. Men man lærer så længe, man lever, og som undertegnede erfarede allerede i efteråret under besøget i Den Grå Hal, så gælder to universelle regler i livet omkring livescenen: Efter hydrering kommer nødvendigvis vandladning. På bagkant af en, de givne omstændigheder taget i betragtning, rapfodet stafet til og fra de dertil indrettede faciliteter nåede jeg dermed lige tids nok tilbage for at overvære “Tick Tick Boom”. Gjaldende ud over pladsen kunne dog konstateres, at hverken afsnittet bag hegnet endsige befolkningen på bakken var indstillet på ret meget andet end at lade sig underholde. Men det blev vi så sandelig også …!
