Foto af Sebastian Dammark
En overset jubilar
Den 30. oktober 1999 vil for altid stå som en milepæl i fortællingen om Cradle of Filth. Her udgav briterne således deres skelsættende EP, From the Cradle to Enslave. Lidet kunne de ane, at titelnummeret skulle vise sig at blive signaturen for Suffolk-ensemblet og dermed, ifølge frontmand Dani Filth, nødtvungent udgøre et permanent punktum for sætlisterne i årene fremover. Således også i 2018, hvor ekstremmetallens garvede mørkemænd senest gæstede Danmark og tilskikkede os en mageløs forestilling på Musikhuset Posten. Festivalformatet samt førnævnte koncert in mente bar forventningerne til aftenens udskejelser dermed atter præg af hitparade fremfor promovering.
Imod alle odds
Helt efter bogen åbnede vi ballet med den symfoniske ouverture til ”Existential Terror”, anden skæring fra englændernes seneste udspil, Existence is Futile. Udover den manglende lyd i mikrofonen (åh, Pandæmonium, så kendte vi dig igen!) måtte Cradle of Filth lide under programplanlægningen, der havde placeret koncerten klos op ad Danmarks EM-kamp mod netop England. Eller som Dani senere hen selv udtrykte det: ’What are the odds?’. De forringede lydforhold udgjorde til gengæld den eneste større anke (rettet mod scenen!) på aften, hvor Dani imod alle odds satte en fed streg under sin status som en af ekstremmetallens mest overlegne stemmer.
Vi havde allerede mere end en gang under årets festival observeret, hvor overraskende svært flere af de mere etablerede navne havde haft ved at bygge en sætliste, der passede til forholdene. Også her demonstrerede Cradle overlegne kundskaber. Med undtagelse af ”She Is a Fire” forløb den næste time med tilbageblik af fineste karat. Her gjorde ”Saffron’s Curse” sig dog en anelse negativt bemærket, idet en ordentlig bøvs i lyden for en kort bemærkning fuldstændig banede musikken. Samtidig må jeg tilstå, at Zoe Marie Federoffs sarte sopran blegner en kende holdt op imod Sarah Jezebel Deva (livemedlem i perioden 1996-2009), der om nogen havde de helt rette vibes af ’nattens dronning’ til at understøtte Cradles isnende horroræstetik.
Som sorte perler på en snor kom hernæst 30-årsjubilerende ”The Principle of Evil Made Flesh”, flankeret af den mest overlegne instrumentering, denne anmelder hidtil havde haft fornøjelsen af at overvære. Senere hen fulgte ”Nymphetamine (Fix)”, hvor den lille troldmand med den store stemme viste sig i stand til at besnære sanseapparatet gennem sin blotte tilstedeværelse, som kun ganske få andre formår det. ”Born in a Burial Gown” blev dog momentant forstyrret af de uafhængige scener, der udspillede sig foran mig. Det er simpelthen Copenhells publikum anno 2024: mænd, der har mere travlt med at få lagt højrød læbestift på af deres kvindelige partnere, og godt vel uselskabeligt overrislede typer, der fandt det helt normalt at stikke drinksrør op i næsen … Gud fader bevares!
Vidunderligt, om end knap så vellydende, snavs
’This show was brought to you by some shitty equipment, but we love this festival’. I virkeligheden behøvede man ikke at sige så frygtelig meget mere. Danis bramfri, men yderst rammende kommentar opsummerede glimrende, hvorfor vi ovenpå et overraskende og flot fodboldresultat (læs: kampen endte 1-1) mod England kun lige knap kunne give pladen fuld for en ellers formidabel præstation. Og i grunden fortjente vi det egentlig ikke: ‘Copenhell, what the fuck?!? We’ve already made the sun go down, what more do you want?!’. Vel var vi mødt talstærkt op, men kulturen med at plapre løs, vælte frem og tilbage med øl i pendulfart eller lave alt mulig andet end at nyde musikken var og er under al kritik. Bliv stående, eller bliv væk! Det andet forstyrrer oplevelsen for dem af os, der evner at holde kæft i en fuld klokketime og chokerende nok stadig kommer for musikkens skyld.
Med det sagt så fastholder jeg stadig mine oprindelige refleksioner, da jeg så småt begyndte at afmønstre sammen med resten af mængden. Jeg tror simpelthen, at arrangørerne havde undervurderet briternes appel og tiltrækningskraft. En ting er scenevalg, noget helt andet spilletidspunktet. For en gruppe med så stor vægt på dramaturgi og stemning så er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvilke underværker en tur på Hades omkring klokken 23:00 kunne have gjort. Ja, her behøver vi faktisk ikke kigge længere tilbage en et års tid og koncerten med Parkway Drive. Vi kan tro, og vi kan håbe, men størst af alt er kærligheden. Og den fik Copenhell så sandelig at føle, da ”From the Cradle to Enslave” som sidste ingrediens i heksefatters gryde satte punktum for 60 minutters sort magi. Hvis Dani i sandhed hader den sang, så lod han sig på ingen måde mærke med det. Af mit kulsorte hjerte: Tak. Et lille ord med stor betydning, der dog sjældent har virket så utilstrækkeligt.
Sætliste:
1. Existential Terror
2. Saffron’s Curse
3. She Is a Fire
4. The Principle of Evil Made Flesh
5. Cruelty Brought Thee Orchids
6. Dusk and Her Embrace
7. Nymphetamine (Fix)
8. Born in a Burial Grown
9. Her Ghost in the Fog
10. From the Cradle to Enslave