Disclaimer: Da der forekom restriktioner ift. fotografering af Bruce Dickinson under dette års Copenhell, er der intet billede galleri fra denne koncert.
Legendernes tid er ikke forbi
Bruce Dickinson har i årtier stået i front for et af de største metalbands nogensinde: Iron Maiden. Det nød Copenhells publikum godt af, da de senest optrådte på hovedscenen i 2022, og nu er frontmanden så tilbage med sit soloprojekt på Hades. Han har igennem de mange år som aktiv sanger optrådt over hele verden og udgivet et utal af albummer. Derfor er spørgsmålet da også, om han mon ”nøjes” med sit eget solomateriale, eller om det bliver en blanding. Med Iron Maiden er vi også alle vant til store liveproduktioner med masser af show, Eddie-figurer og anden staffage. Men nu gælder det en soloturné, der kan lade legebarnet lege lidt mere frit.
En gammel cirkushest, der stadig ikke er færdig med spotlightet
Bruce har aldrig været bleg for at sætte et gameface på og give publikum et show. Det gjorde han også denne aften. Der var naturligvis ikke det samme store sceneshow som sidst på Helviti, men denne gang blev nu ikke kedelig af den grund. Faktisk slet ikke. Han sang stadig forrygende og virkede bestemt stadig som en glad lille cirkushest, der får lov at danse glad rundt i manegen endnu en gang.
Han var i særdeles godt humør, og spilleglæden lyste ud af både ham og det virkeligt velspillende band bag ham. Særligt bassisten Tanya O’Callaghan gjorde en fin figur og virkede til at være fuldt ud så begejstret for at optræde som hovedpersonen selv. Desuden lagde hun en ganske solid og rytmefast basis, som resten af bandet bare kunne følge. Undervejs i koncerten fik Bruce hevet både bongotrommer og en theremin frem, og begge dele gav fin kontrast til resten af musikken. Thereminen blev spillet på, mens Bruce lavede masser af grimasser som et barn, der netop har lært, hvordan sådan en bruges. Fedt at se, at man efter 50 år i branchen stadig underholdes af sin egen musik og elsker at optræde. For det er jeg slet ikke i tvivl om, at han stadig gør.
Sætlisten bestod udelukkende af hans eget materiale, hvilket var lidt overraskende for mig, for der mangler måske lidt alsidighed eller de store hits. Men selv blandt hans egne sange savnede jeg hits som ”Tears of the Dragon”, men i det mindste fik vi ”Afterglow of Ragnarok” og ”Accident of Birth”, der åbnede sættet, og som begge i mine øjne er noget af det stærkeste, han har lavet uden for Iron Maiden-regi. Dickinson lukkede og slukkede med det publikumsvenlige ”Darkside of Aquarius”, der fik publikum op på øverste klinge.
Beviset på, at gammel ikke er lig med kedelig
Dette show var om noget en cementering af Bruce Dickinsons stjernestatus. Han er en af de gode gamle rockstjerner og endda en af dem, der stadig kan sit kram og nyder at gøre det. Den her koncert var en fantastisk oplevelse og beviste med al tydelighed, at Bruce er mere end i stand til at headline, og samtidig et bevis på, at publikum i den grad stadig er med ham. Han har masser af sprødhed og klarhed tilbage i stemmen, og jeg håber, at cirkushesten får lov at danse længe endnu.