Def Leppard - Copenhell 2023 Foto: Rolf Meldgaard/ www.rolfrawphotography.dk
Do you wanna get rocked?
At dømme ud fra mængden af festglade mennesker, der denne aften havde fundet vej til Helviti, var svaret et stort og rungende JA!
Et stort nedtællingsur indikerede, at nu ville der ikke gå længe, inden de garvede, gamle heavyrock-ikoner fra Sheffield, England gik på scenen. Overalt og så langt øjet kunne se, var der spækket med festglade mennesker.
Hvad sker der, når man giver en leopard en blå velourskjorte på?
Til tonerne af klassikereren ”Heroes” af David Bowie gik Def Leppard på scenen, og sikke en entré! Def Leppard fik et kæmpe bifald fra det festglade publikum, hvis aldre strakte sig vidt.
Der var de ældre, som har haft Def Leppard som en del af deres personlige liv og udvikling, og dem, der skulle høre dem for første gang.
Den karismatiske forsanger, Joe Elliott, bragede igennem fra allerførste strofe og viste publikum, at nok er man blevet hvidhåret og har rundet de 60 år, men der var på ingen måde groet mos på rullestenen. Der var en yderst velbalanceret lyd fra både sang og musik, og bandet formåede at vise, at nok er de gamle i gårde, men de havde krydret deres repertoire med numre, der både tilgodeså deres nyeste album, der udkom i 2022 (“Diamond Star Halos”), og naturligvis deres tidligere udgivelser, kæmpesællerterne ”Pyromania”, ”Adrenalize” og ”Hysteria”.
Gennem samtlige numre fik Def Leppard brugt scenen, interageret med publikum og formåede virkelig at give publikum den fedeste oplevelse. Der var guitarsoli en masse, det vildeste trommelir, og guitaristerne og bassisten trådte kontinuerligt frem på scenen og gav den max gas til publikums store fornøjelse. Def Leppard er et band, der efterhånden har en del år på bagen, men de er på ingen måde hverken rustne eller færdige.
Joe Elliotts energi på scenen var fænomenal. Han havde en udstråling, der er få forundt, samtidig med at han udviste et fantastisk overskud. Han ejede scenen, som han stod der i den blå velourskjorte. Muligvis er han den eneste musiker, der kan bære sådan en uden at blive udskammet. Hvor alle andre mennesker ville putte velour på bordet, tager Joe Elliott det på overkroppen. Det er kun sådan noget, en ægte gentleman kan bære.
Overskud var vitterlig en egenskab, vi kunne finde hos trommeslager Rick Allen, der - til trods for at han mangler den ene arm - formåede at sidde hele koncerten igennem og storsmile som et lille barn juleaften. Han havde en fest, og trods armmangel fik han givet de gryder så mange tæsk, at publikum nærmest stod måbende tilbage. Det var en fornøjelse at se og høre, og med den kæmpe applaus hans trommeslageri afstedkom, kunne man ikke andet end at bøje sig i støvet for manden.
Joe Elliott fik snakket imellem numrene og udtrykt sin taknemmelighed overfor publikum, og folk labbede det i sig og returnerede taknemmeligheden med kæmpe klapsalver. All in all var der generelt en rigtig god stemning. Folk crowdsurfede en masse, og når de løb ud, var der hi-fives til alle på første række.
Vivian Campbell og Phil Collen skiftedes til at have en fremtrædende position på scenen. De gav begge to yderst interessante guitarsoli med masser af fede guitarriffs og guitarlir. Det var så gennemført og lød på alle parametre både dynamisk og organisk, også når det gjaldt deres evner som korsangere.
Nok stak bassist Rick Savage ikke meget ud, men han var gruppens anker. Ham, der leverede den tunge lyd i samtlige numre. Det var en fornøjelse at se ham give den gas på både bas og som korsanger.
Det er næsten en umulighed at fremhæve et nummer over et andet, men de numre, som virkelig fik folk helt op på de høje nagler og til synge med, var numre som ”Let’s get rocked”, ”Animal”, ”Rocket” og ”Pour Some Sugar on Me”. Det er numre, der er lette at synge med på, og som også afstedkom masser af skrål, luftguitar og spontan dans blandt publikum. Der var ikke rigtig numre, der faldt igennem, for det var en gennemført koncert på alle parametre.
40, fed og færdig?
På ingen måde!
Nok er Def Leppard på papiret ved at være modne til at lade sig pensionere, men det er de ikke selv indstillet på, hvilket de også beviste denne aften. De ejede scenen.
De brugte scenen fuldt ud og synkroniserede med publikum på et plan, som man ikke kan andet end at elske.
Den lethed og det overskud, de bragte til Helviti, var storartet. Joe Elliott sluttede dagens koncert af med at sige, at de ville vende tilbage, og at de på ingen måde var færdige med at turnere.
Hvis de fortsætter i dette tempo og kontinuerligt kan levere, som de gjorde denne aften, så er der bestemt heller ikke grund til at sætte sig hjem i sofaen og forsumpe.
Alt i alt en koncert, der sent vil blive glemt, med et band, der er så samspillet og harmonerer på en måde, der sjældent er set magen til.
