Foto: Lykke Nielsen
Et mystisk, progressivt rumskib i de sene aftentimer
Det lokale københavnerband Ipomonia (græsk for tålmodighed), som har eksisteret siden 2025, bevæger sig i et blend af nordisk folk og progressiv metal. Kvartetten har efterhånden opbygget et flot ry på de københavnske spillesteder, men med blot fire udgivne numre på Spotify var forventningerne til fredagens absolut sidste koncert på Beta præget af et blankt lærred og masser af plads til overraskelser.
Bandet havde også teaset med et uudgivet nummer, som ville blive spillet for de allermest tålmodige, der blev hængende til sidst. Men hvor mange havde egentlig tålmodigheden efter en dag på arbejde efterfulgt af flere timers metal?
En kompleks størrelse for et træt publikum
Klokken rundede 23.00, da forsanger Maja Partsch satte sig stille ved klaveret og slog de første strofer an til lyden af havbrus som soundtrack. Publikum talte ufortrødent videre, selvom koncerten var gået i gang – og det var ganske tydeligt, at der var en del folk til stede, som havde haft en hyggelig aften. Scenen var sat til et noget andet musikalsk univers end det, der ellers havde præget scenerne omkring Amager Bio i dagens løb. Mod slutningen af intronummeret trådte resten af bandet ind på scenen iført selvlysende ansigtsmaling, kort inden lyden af regn ramte lokalet, og guitarerne eksploderede i symbiose med trommerne og en høj-pitched mystisk vokal.
Der var i det hele taget masser af mystik over showet. Indhyllet i blåt lys, med minimal mimik og ingen kommunikation med publikum lod bandet musikken tale. Og nå, ja: Man ved bare, at når en guitar hænger helt oppe ved brystkassen, er det enten, fordi guitaristen aldrig har spillet guitar før, eller fordi publikum om kort tid bliver slået ihjel med vanvittige riffs. Sidstnævnte var tilfældet for bandets guitarist, som gav Partsch kamp til stregen i komplekse, proggede passager. Musikken blæste på konventionelle tekniske regler, og der var dømt guitarnørderi for alle pengene. Den nordiske klang ramte som noget fra det ydre rum, og kombinationen af Betas mørke rammer og den selvlysende maling fik næsten lokalet til at føles som et rumskib.
Spørgsmålet er dog, om det var galt eller genialt at placere denne type eksperimenterende prog sidst på aftenen. Vi var langt fra dagens tunge, klassiske metal-acts, og det komplekse lydbillede i de sene nattetimer viste sig at være en svær størrelse for festivalpublikummet. Folk kom og gik, og især de gæster, der havde fået et par fadøl for meget indenbords, havde svært ved at lade sig tryllebinde. For hver sang sev der lidt mere af publikum ud, og mod slutningen var salen tyndet markant ud. Om det var bandets manglende nærvær eller blot tidspunktet på døgnet, der mistede folk, er svært at konkludere – synd var det i hvert fald. Personligt synes jeg også, musikken bevægede sig over i unødig kompleksitet, som selv for en hobbyguitarist var svær at tyde og forstå. Dermed må jeg konstatere, at vi nok ligger nærmere det gale end det geniale i forhold til planlægningen.
Slutteligt: Lige så pludseligt, som koncerten startede, endte den. Da bandet trådte af, stod de tilbageværende publikummer forvirrede tilbage i et ‘hvad fanden skete der lige der?’-øjeblik med en forventning om et ekstranummer – indtil lyset over salen blev tændt og understregede, at showet var slut.
For meget af det gode lidt for sent
Ipomonia leverede en musikalsk og teknisk interessant oplevelse fyldt med guitarnørderi og stærk atmosfære. Desværre spændte det sene tidspunkt og den lukkede sceneoptræden ben for den helt store forløsning, da en stor del af det øltunge publikum stod af undervejs.
Den tekniske formåen fra bandet er uden tvivl i allerhøjeste klasse, og vi fik demonstreret guitarskalaer, som højst sandsynligt stammer fra det ydre rum. Måske var det bare lidt for komplekst og lidt for sent til netop det?
SÆTLISTE:
- Eternity
- Pyre
- Nyctophobia (Afraid of the Dark)
- Nymphe
- Dysphoria
- Nekyia (Night Sea Journey)