Foto: Lykke Nielsen Photography
Går den nu også uden de hawaiiskjorter?
Er du på udkig efter lidt evigt blomstrende plastikfauna som dekoration til middagsbordet? Så kommer du nok til at gå forgæves, for Feather Mountain havde denne aften tømt hele Ikeas sektion af falske planter og slynget dem om hver en afkrog af Betas scene. Bandet gæstede Copenhagen Metal Fest i 2023, 2021 og 2020… nå nej. Men de skulle altså efter sigende også have været der det år. Selvom de er halvgamle i gårde på festivalens scener, har de med tiden fået en ny forsanger, nemlig Jonas Høyrup, der overtager stafetten fra Mikkel Aaen Lohmann. Det er jo altid prekært, når de skikkelser, som scenelyset rammer, skiftes ud, og spørgsmålet var nu, om han kunne udfylde tjansen fyldestgørende. Sidste gang, redaktionen dækkede bandet, var de alle iført hawaiiskjorter under Rock & Rul. Desværre havde de ladet disse farverige modeforbrydelser blive hjemme i aften. Kunne de mon som Dumbo med sin fjer alligevel flyve uden skjorternes magiske kræfter, eller ville det hele falde til jorden?
Med Frank Zappa på tromme
Man skal ikke spille polyrytmer for folk, der ikke kan klappe i takt. Under numre som “Cloud-Headed” legede rytmerne tagfat med hinanden, og den groovy guitar smøg sig rundt om trommens slag uden helt at falde ind på disse. Polyrytmer er i min optik netop prog metallenss forte og noget af det, der gør musikken levende, fordi de vækker opmærksomheden og får kompositioners forskellige lag til at træde i karakter. Det er dog ikke alle, der både kan klappe sig selv på hovedet og gnide deres maven samtidig, og det er svært at klappe med på skæve taktarter. Derfor tabte Feather Mountain enkelte blandt publikum, muligvis fordi en del var gået blinde ind til denne proggede, blomstrede Plantorama-koncert. Der var dog også flere garvede fans blandt folkemasserne, og selvom det ikke blev til udpræget fællessang, så var der dog flere blandt publikum, som kunne recitere deres diskografi ord for ord. Det er godt nok dedikation! Feather Mountain sigter således ikke bredt, men rammer de så til gengæld rent hos de rullekravebærende prog-feinschmeckere? Til dels.
Særligt trommeslageren, der til forveksling lignede Frank Zappa, gjorde indtryk denne aften. Hans rytmesammensætninger var kreative, og alene det at indlede koncerten med trommestikkens skrabende skrig mod bækkenet var et effektfuldt påfund. Det var lige før, han blot kunne blive siddende efter koncerten, for trommeslagere har ofte telt i mange lejre, og han skulle ligeledes spille i Ipomonia senere på aftenen. Det var kreativ rytmetonsning af en helt anden kaliber, end man er vant til, med skæve tempovariationer og slag, der ramte rytmerne med vådeskud. Trommens markante magtdominans i lydbilledet medførte dog også, at de andre instrumenter gled lidt i baggrunden. Når bas og guitar gik igennem, fik de skabt en groovy dimension, der højnede det samlede hele. Desværre fik de ikke meget plads. Særligt de groovede riffs under eksempelvis “Sigil” var ellers fløjl mod øregangene, når de af og til brød igennem, men trommens takt var så tætvævet et lydtæppe, at man kun glimtvis kunne mærke dens bløde, stoflige tonearter. Vokalen vekslede mellem melodiøs skønsang og skingre screams, hvilket skabte en fin kontrast. Høyrups stemmebånd skulle først opvarmes, og den første del af koncerten bar præg af en vis hæs hvislen over oktaverne, når han skreg. Mod sættets ende havde sangenes toner dog skabt så meget friktion i struben, at Høyrups screams lød voldsomme og voluminøse, og særligt da var enmandsvekselsangen mellem den rene og rå vokal særdeles virksom.
Prog metal-Moses
Hvis den gammeltestamentlige Moses spillede i et prog metal-band, ville det være Feather Mountain. De deler nemlig i lige så høj grad vandene, og mens nogle ikke kan få knytnæverne ned fra loftet over dem, så mødte jeg ligeledes en del kritiske rytmer denne aften. De svømmer i den blødere ende af proggens bassin, og jeg kunne godt have ønsket mig mere råhed, smerteligere screams, en dybere basbund og færre melodiske passager, idet farten sagtnedes til en sneglevals under enkelte af disse. Nok elsker jeg prog metal, men denne omgang måtte gerne smage af mere. For selvom rullekraven er smøget op, må man stadig gerne kunne mærke musikkens greb om struben. Hvis man accepterede bandets varierende, stilistiske valg og levede sig ind i musikken, kunne man dog nyde særligt trommens store, tekniske kunnen og svæve hen på polyrytmernes ustadige vinde. Høyrup virkede ingenlunde usikker på sin tjans som ny forsanger, og jeg spår ham en lang karriere i bandet - så længe, han ikke udvikler pollenallergi.
Sætliste:
Pariah
Sigil
Prayer Wall
Sincere
Cloud-Headed
The Hedonist
