Pthumulhu. Foto: Rolf Meldgaard
Turen går til det ydre rum
For hver respekteret og nogenlunde velkendt kunstner i doom-verdenen er der hundredvis af obskure bands, der spiller en outreret kombination af afgrundslyde fra diverse af de mest ekstreme mikrogenrer, som Sabbaths efterkommere har at byde på. Pthumulhu er et af dem, en islandsk blackened sludge/drone trio med én udgivelse under bæltet, Tungumál Svarthola, hvis titel oversættes til ”sproget af sorte huller”. Denne plade findes kun på bandcamp, og indeholder så fantastiske titler som ”Uluthuth” og ”Tuulmul”. Jeg havde ikke hørt den, før jeg dukkede op i VEGAs Basement denne fredag på A Colossal Weekend, og det tvivler jeg stærkt på, at mange andre havde. Mystikken bag de anonyme medlemmer, samt selveste auraen i en genrebeskrivelse som blackened sludge/drone, var nok til at fylde godt op i den mørke kælder, og jeg havde i hvert fald ikke lyst til nogle spoilere.
Det kolde og apatiske univers, nu i lydformat!
Fra det øjeblik trommeslageren begyndte at spille sin første langsomme firtakt, var det tydeligt at mærke, at dette var et ondt projekt. Det var dog ikke en menneskelig ondskab, der kom til udtryk, det var den kosmisk apatiske ondskab, som blandt andet Lovecraft i sin tid udforskede. Opstillingen på scenen var overvejende simpel, de tre anonyme musikere, guitarist, trommeslager og forsanger stod i en tæt trekant og kiggede mod hinanden, belyst nedefra af et enkelt hvidt lys, der skar igennem røgen. Feedback-støj fra guitaren rungede ud i den store kælder indtil, det første rigtige riff væltede ind over publikum som det kosmiske tidevand, og fra det tidspunkt af var man fuldstændig henført af den rene magt, som lyden besad.
Af og til var man fanget i lange drone passager, der rungede i kolossale kosmiske tempi udover publikum, hvor hver tone og slag på slagtøjet rystede i brystet, sådan at man måtte overgive sig til oplevelsen. Andre gange blev dette udtryk afbrudt af et pludseligt blast-beat med en kold akkordrundgang over, imens forsangeren skreg med sublim ærefrygt. Forsangeren leverede som oftest dybe growls, der blev intentionelt slugt af lydmuren, men af og til brød han ud af disen med netop disse skrig, der chokerede lige så vel, som de blev til små pejlemærker i et endeløst og apatisk hav af lyd.
Bevægelse var der ikke meget af i publikum, men denne slags lydmæssigt kolde og enorme lydoplevelse inviterer også til introspektiv indlevelse, frem for udadvendt energisk katarsis. Der savnedes dog en bassist, guitartonen var massiv, og instrumentet var stemt lavt, men det er svært at erstatte lyden af kabelstrengene på en lige så nedstemt bas, og dette havde måske hjulpet på den fuldkomne immersion. Der var nemlig nogle få sektioner, der ikke helt var på mål med de resterende. Her blev man trukket lidt ud af oplevelsen og fik en lille fornemmelse af, hvor absurd seancen måtte se ud for en udefrakommende, der ikke var til denne slags musik. Her gik musikerne fra at være sorte huller givet stemme til at være tre unge mænd iklædt sorte hættetrøjer og mundbind, der stod og fremførte et samfundsmæssigt set absurd stykke performancekunst. Men det var sjældent, og man var for det meste et med Pthumulhus skræmmende lydunivers.
Spyttede ud igen efter langsom spaghettificering
Efter sættet måtte man lige tage et øjeblik til at samle sine lejer. Spaghettificering er den proces, der sker med objekter, der ryger ind i et sort hul. Objekter udstrækkes til atomisk tynde strenge af stof, grundet forskelle i tyngdekraftens styrke. Det var også det, man oplevede i mødet med Pthumulhus lydmur. Man blev gjort til endimensionel marionetdukke, som blev kastet rundt af lydens kosmiske bølger, når det fungerede. Der var dog nogle få steder, hvor man fandt sit fodfæste i virkeligheden og fandt sig selv mystificeret over underligheden ved det hele, men man blev hurtigt trukket ind igen.
